Kommunen.dk
MENU

Hos familien Amdisen går partifarven i arv

Til daglig omgiver S-spidsen i Ishøj, Merete Amdisen, sig med fem socialdemokrater. Derfor er hun vant til at sidde til bords med mange meninger, og i hjemmet snakker de politik, lige indtil hendes børn beder om et aftensmåltid uden.

Hos familien Amdisen går partifarven i arv

Til daglig omgiver S-spidsen i Ishøj, Merete Amdisen, sig med fem socialdemokrater. Derfor er hun vant til at sidde til bords med mange meninger, og i hjemmet snakker de politik, lige indtil hendes børn beder om et aftensmåltid uden.
Bliver Merete Amdisen borgmester, vil hun starte med at gå i praktik på kommunens driftssteder. Hun vil lære, hvordan det er at være medarbejder i vej og park, arbejde i en vuggestue, og hvor travlt man har, når man er hjemmehjælper og være tæt på driften.
Bliver Merete Amdisen borgmester, vil hun starte med at gå i praktik på kommunens driftssteder. Hun vil lære, hvordan det er at være medarbejder i vej og park, arbejde i en vuggestue, og hvor travlt man har, når man er hjemmehjælper og være tæt på driften.
Foto: Emma Oxenbøll

Merete Amdisen og hendes familie er ikke som de flestes. Ikke forstået på den måde, at de ved første øjekast adskiller sig fra alle mulige andre. Men fordi lokalpolitik og Socialdemokratiet er en interesse, der er gået igen gennem flere generationer. Som hun siger: Arbejderbevægelsens værdier løber i blodet.

Vi besøger Merete Amdisen i hendes hjem, som man kan kalde en S-højborg inde i den S-højborg, Ishøj Kommune i forvejen er. I hendes fleretagers rækkehus bor der fast fire socialdemokrater: Amdisen selv, hendes mand Martin Baden, der sidder i regionsrådet i Hovedstaden, og to børn. De resterende tre børn kommer og går, og de fire yngste er medlemmer af DSU.

- Ja, så der er meget politik herhjemme, siger Merete Amdisen, der, hvis det lykkes S at genvinde borgmesterposten, kan kalde sig ved sin drømmetitel efter KV21.

Familien tæller også et par katte. Den ene ligger på en stol ved spisebordet og stikker misfornøjet hovedet op, når man snakker lidt for højt. Den anden lister rundt, holder sig tæt til den fyldte bogreol og observerer uden at komme for tæt på. 

- Nogle gange spørger børnene, om vi ikke kan aftale slet ikke at tale politik en aften, mens vi spiser. Det fylder rigtig meget, og det er jo både fra politiske dagsordener til strategi, valgkamp og emner ovre i det mere organisatoriske, siger hun.

Og bølgerne kan godt gå højt derhjemme, selvom de alle deler samme grundværdier. Hvis de er uenige, er det ofte om vejen til at indfri målet. Amdisen er altså ikke kun vant til at sidde til bords med mange meninger som udvalgsformand og byrådsmedlem, men også derhjemme.

- Jeg tror, vi er typerne, der ofte har en mening om alt. Det kan man måske godt blive sådan lidt provokeret af, og af at vi synes, det kan være lidt sjovt at diskutere. Så vi er dem, der blander sig i debatter og også har en vis synlighed i lokalsamfundet, siger hun.

Blå bog - Merete Amdisen

48 år

Uddannet lærer, arbejder som speciallærer

S-spidskandidat i Ishøj til KV21

Formand for social- og sundhedsudvalget

Tidligere gruppeformand 

Stillede første gang op til KV05

Har siddet i byrådet og økonomi- og planudvalget lige siden

Fik ved seneste valg 347 personlige stemmer

Gift med Martin Baden og mor til tre børn 

Vestegnsfamilie

Familiens S-historik går tilbage til forældre og bedsteforældre og særligt til Merete Amdisens mor, der var meget aktiv lokalt i partiforeningen:

- Så havde vi jo den interesse sammen. Det var en sjov tid, og jeg har fået mange rigtig gode venner og rigtig mange dygtige folk at følges med derfra, siger hun.

En af dem er hendes mand. De lærte hinanden at kende, da de lavede valgprogram til Region Hovedstaden, hvor Amdisen skulle komme med input fra en lokalpolitisk vinkel. Da hun efterfølgende blev skilt, fandt de sammen og blev gift i januar sidste år.

Merete Amdisen kommer samtidig ud af en vestegnsfamilie og er opvokset i Høje-Taastrup, hvor hun som både barn og ung var med i DUI Leg og Virke og stiftede et ungdomsråd sammen med borgmester-naboen Michael Ziegler (K).

Ligesom hendes børn var hun medlem af DSU, hvor hun meldte sig ind som 14-årig og blev formand året efter. En post, minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Rasmus Prehn, overtog efter hende.

Da hun flyttede til Amager, forlod hun den lokale DSU-afdeling i Taastrup og meldte sig ind i København, hvor hun stillede op ved KV93, men ikke kom ind. Så uddannede hun sig til lærer, flyttede senere til Ishøj, hvor hendes mor og mormor boede, til en “god, socialdemokratisk kommune”, som hun siger. 

I 2005 stillede hun op i Ishøj og blev valgt ind.

  Alt for ofte bliver vi også betragtet som en kommune med betonslum, mange arbejdsløse og mange borgere med anden kulturbaggrund end dansk. I min optik er Ishøj tæt på at være verdens navle.

Betonslum og arbejdsløshed

Merete Amdisens telefon ligger ved siden af en vase med røde roser på spisebordet. Den lyser op, da hun får en notifikation.

- Nu er det steget lidt igen, siger hun og skærer en lille grimasse med henvisning til incidenstallet for coronasmittede i Ishøj.

- Det er 100 nu, konstaterer hun.

Som byrådsmedlem følger hun udviklingen tæt, men nu er hun også spidskandidat for Socialdemokratiet til valget og ligger lunt i svinget til at blive Ishøjs næste borgmester, hvis man altså ser på historikken. S har siddet på posten siden 1985 og haft absolut flertal siden. Lige indtil en intern splittelse i partiet for nylig brød det.

S-højborgen Ishøj har nemlig ikke kun været omtalt som corona-højborg på det seneste. Kommunen har også gjort sig bemærket med splittelse mellem borgmesteren gennem 20 år, Ole Bjørstorp, spidskandidaten selv og resten af S-gruppen i byrådet. Den endte med, at borgmesteren forlod partiet og stiftede Ishøjlisten.

Egentlig vil Merete Amdisen helst ikke tale for meget om hele konflikt-miseren, siger hun, da vi arrangerer interviewet. Hun synes, det er ærgerligt, når politik handler for meget om personer og for lidt om politik. Men det hører med til historien om, hvorfor hun er endt, hvor hun er.

For hun har altid haft en drøm om at blive borgmester. Den drøm er blevet mere virkelig efter en urafstemning i partiforeningen, der endte med afgørende opbakning til hendes opstilling og gjorde hende til spids.

Og hele fortællingen om Ishøj er central for Merete Amdisen, for den vil hun lave om på, hvis hun bliver borgmester. Hun kan ikke styre udviklingen i coronavirusset, men hun kan forsøge at vende den negative forestilling, resten af landet ifølge hende har om Ishøj:

- Alt for ofte bliver vi også betragtet som en kommune med betonslum, mange arbejdsløse og mange borgere med anden kulturbaggrund end dansk. I min optik er Ishøj tæt på at være verdens navle. Jeg kunne ikke forestille mig noget andet sted i Danmark, jeg hellere ville bo. Jeg vil gerne ændre omverdenens billede, fordi jeg tror, at det også vil styrke den fortælling, vi som beboere har om os selv, siger hun.

Konflikten i Ishøj

Merete Amdisen blev væltet som gruppeformand i 2019, da der på borgmester Ole Bjørstorps initiativ blev stillet et mistillidsvotum

En uge efter meldte hun sig som spids til KV21

Konflikterne fortsatte, og i sidste år fik S-gruppen tilknyttet to mæglere

Da partiet i november skulle vælge spidskandidat, pegede 56 pct. af de 422 stemmeberettigede medlemmer på Amdisen

26 pct. pegede på Bjørstorp og 18 pct. på Annelise Madsen

Efterfølgende meldte borgmesteren sig ud af S 

Han stiftede med gruppeformand Johnna Stark og viceborgmester Sengül Deniz Ishøjlisten

Nu sidder S på otte ud af 19 pladser i byrådet i stedet for 11

Intet absolut flertal

Fortællingen er vigtig for at få flere ressourcestærke familier til, hvilket vil ændre arbejdsløshedsstatistikken, som lægger det primære pres på kommunens økonomi.

Men det kan bekymre hende, om hun når så langt, for det er første gang, partiet skal tilbagevinde magten i Ishøj. Det springende punkt bliver, om vælgerne vælger at sætte deres kryds ved partiet igen til november. Indtil da er hendes udfordring at genskabe tilliden.

Fordi det på den måde er en ny situation, kræver det et bredere samarbejde i byrådet. Amdisen har siddet der i en periode, hvor gruppen - hvis de har kunnet enes - har været bevidste om, at de blot kunne stemme et forslag igennem, hvis de ville, men:

- Jeg tror, at et absolut flertal er bekvemt, men også meget nemt kan føre til en form for magtarrogance. Der har vi som et stort parti en forpligtigelse til at sikre, at alle partier bliver hørt i de beslutninger, vi træffer, siger hun.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR