I januar havde Landsforeningen LEV 60 års jubilæum. Forandringerne er i perioder kommet langsomt, men retningen i handicappolitikken har der faktisk ikke været tvivl om de sidste mange år: Mennesker med udviklingshæmning har krav på et værdigt og meningsfuldt liv, og skal i videst mulige omfang inkluderes i det omgivende samfund. Væk med fortidens totalinstitutioner – ingen skal være tvunget til at have deres hjem på andre menneskers arbejdsplads og så videre. 

Men de seneste par års krisestyring rokker desværre ved det billede. Jeg sidder efterhånden med en række klare tegn på, at kommunerne lige så stille – og i ly af den økonomiske sparedagsorden – er ved at gennemføre et markant kursskifte i de grundlæggende værdier i handicappolitikken. 

Der er gennemført omfattende besparelser på hjælpen til mennesker med udviklingshæmning, siden kommunalreformen. Senest har en undersøgelse fra Socialpædagogerne eksempelvis dokumenteret, hvordan tusindvis af mennesker med handicap ikke kan få den nødvendige ledsagelse uden for deres botilbud. En ledsagelse som de ellers har ret til efter lovgivningen. Flere og flere henvises så at sige til et liv inden for murene.

Men besparelserne er desværre ikke bare et midlertidigt tilbageslag under krisen. De sidste par år har der været flere eksempler på omlægninger af indsatsen, der fremstår som grundlæggende brud med værdierne i dansk handicappolitik. 

Ét eksempel på denne udvikling er de madordninger, som flere kommuner for tiden er ved at indføre for borgere med udviklingshæmning. I Kalundborg Kommune har man eksempelvis netop vedtaget en madordning, som betyder, at voksne med udviklingshæmning nu henvises til at modtage deres mad fra et kommunalt centralkøkken. Den praktiske og pædagogiske hjælp til selv at lave sin mad skæres væk og erstattes af foliebakker og mikroovn. 

Motivet for den tvungne centralkøkkenordning er at spare på personalet i botilbud og samtidigt opkræve kostbetaling hos borgeren. Lidt af et columbusæg, synes man i de kommunale økonomiforvaltninger. Men tvungne centralkøkkener er samtidigt et markant skridt tilbage mod fortidens totalinstitutioner.

Tilbage til fortidens institutioner

Men det er ikke bare centralkøkkener, vi taler om. Tendenserne i retning af tilbagevenden til fortidens institutioner er desværre mange: I flere kommuner bakser man for tiden med at få sammenlagt dagtilbud og botilbud til såkaldte helhedstilbud. Nu skal beboerne i botilbud have deres dagtilbud hjemme i deres egen private dagligstue – ganske som vi så det på de gamle centralinstitutioner. Andre kommuner dropper den pædagogiske hjælp til selv at vaske sit eget tøj til fordel for industrivask. Og sådan kunne jeg desværre blive ved. 

Denne udvikling er udtryk for en rystende handicappolitisk ligegyldighed – eller uvidenhed – i nogle af kommunerne. Kommunernes økonomiforvaltninger sætter dagsordenen, og økonomerne har jo lært på universitetet at stordrift er god og effektiv drift. Den noget naive, men intuitivt appellerende, skrivebordsteori synes at være: Når der er stordriftsfordele ved at drive en bilfabrik, så er der også stordriftsfordele, når det gælder driften af botilbud til mennesker med handicap og organiseringen af hjælpen. 

Kæmpe store stordriftsulemper

Ingen gør sig den ulejlighed at overveje, om der kunne være stordriftsulemper. Men tro mig – det er der, og ulemperne er kæmpe store. Først og fremmest menneskeligt, men efter alt at dømme også økonomisk. 

Denne udvikling kan ikke få lov at fortsætte. Det går simpelthen ikke, at vi i Danmark opgiver 30 års fundamentale værdier i handicappolitikken, blot fordi det i disse år er økonomidirektørerne, som sætter dagsordenen i kommunerne. Kan Folketing og regering blot se til, mens kommunerne sætter handicappolitikken i bakgear?