At lytte, inddrage og løbende have dialog om børnesager med forældre lyder som en simpel opskrift på sagsbehandling. 

Men med store sagsbunker, højt arbejdspres og mange sagsbehandlerskift kan det være en udfordring for socialrådgivere løbende at få inddraget forældre, der har en børnesag hos kommunen. 

I den politiske debat spiller børneinddragelse en stor rolle, og i den kommende Barnets Lov vil politikerne sikre endnu mere fokus på at få børnene med. Samtidig ligger der også et stort og måske overset potentiale i at inddrage og fokusere på forældrenes følelser i børnesagerne.

For ofte fylder følelser af frygt, angst og vrede for forældrene, der i forvejen står i en presset situation, når de bliver en sag hos kommunen. Og de følelser kan ende med at forværre den hjælp, barnet får fra kommunen, lyder det fra Anne Marie Villumsen, der er seniorforsker hos Vive.

- Følelserne kan komme til at spænde ben for inddragelsen og dermed den hjælp, kommunen tilbyder. God og tillidsfuld inddragelse giver bedre kvalitet, fordi det blandt andet er med til at oplyse sagen bedre i sidste ende. 

- Det skaber tillid, og forældrene bliver mere modtagelige for beslutningerne i kommunen, hvis deres følelser bliver anerkendt, og de får forklaret sagsbehandlingen. Inddragelse er dog svært i praksis. Derfor anbefaler vi at have den som et mål i sig selv, siger hun.

Kræver mere end en samtale

Vive har i en rapport fra marts indsamlet viden fra 38 nationale og internationale studier om, hvordan forældre oplever at være inddraget i børnesager hos kommunen. 

Vidensopsamlingen viser også, at den måde, socialrådgiverne møder forældrene, har stor betydning. Både for inddragelsen, sagsbehandlingen og kvaliteten. At kommunen opretter en børnesag, kan vende op og ned på familiernes liv, forklarer Anne Marie Villumsen. 

- Forældrene er ofte bange, når de får en myndighed ind i deres familieliv. Det er forståeligt. Derfor er inddragelse og anerkendelse vigtigt. Men det kræver mere end en enkelt samtale. 

Inddragelsen skal nemlig ske over længere tid og kræver en tæt relation. Og hvis ikke rådgiveren har tid, vil inddragelsen blive påvirket negativt. 

- Det er ikke alle familier med en børnesag, der er relationelt udfordrede, men mange er. Når kommunerne tilbyder rådgiver på rådgiver, så kan forældrene ikke altid magte det. Jo mere udsatte de er, jo mere vil det også ramme dem negativt, hvis kommunen ikke har fokus på rammerne for inddragelse, siger hun. 

Forskning om børnesager viser, at direkte inddragelse af forældrene vil skabe mere modtagelighed over for de beslutninger, som ofte kan være meget indgribende i familielivet. Beslutninger om familiebehandling, pædagogisk støtte i hjemmet, eller sågar en anbringelse. 

- Hvis man spytter en beslutning ud baseret på meget lidt inddragelse, vil forældrene med stor sandsynlighed ikke genkende sig selv i afgørelsen. Det skaber mistillid og gør det sværere at lykkes med hjælpen. Når de bliver inddraget og mødt på en ordentlig måde, så kan vi se bedre effekter. 

 - Det kan handle om at tale med dem om deres følelser, at forklare de skridt, man tager i sagsbehandlingen og høre deres synspunkter på barnets udfordringer. Det vil skabe bedre tillid, siger hun.

Samtidig er det en væsentlig pointe, at børnesager og afgørelserne ikke skal vare for evigt. Foranstaltningerne er ment som hjælp, så familierne kan få det bedre. 

- Afgørelserne skal i udgangspunktet ikke ende med at vare hele livet. Udgangspunktet er, at de skal lukkes igen, at familierne skal lære at klare sig selv uden hjælp, og det kræver også, at familierne er modtagelige over for hjælpen og kan se sig selv i sagsbehandlingen. Det kan god og tillidsfuld inddragelse netop være vejen til, siger hun.

På bekostning af børnene?

Forældrene har lovgivningsmæssig ret til inddragelse, men loven fastsætter ikke, hvordan inddragelsen skal ske. Det skaber forskellig praksis i kommuner, og forskellig forståelse af, hvad inddragelse er for en størrelse, forklarer Anne Marie Villumsen. 

Derfor svinger inddragelsen også fra sag til sag, rådgiver til rådgiver og kommune til kommune. Derfor bør kommuner overveje at sætte konkrete mål om inddragelse. Og sikre, at der arbejdes med løbende dialog og at skabe transparens i børnesagerne, mener Anne Marie Villumsen. 

I debatten om den kommende Barnets Lov er hensynet til og inddragelsen af barnet og forældrene ofte blevet fremstillet som modstillede. Anne Marie Villumsen forklarer, at øget forældreinddragelse ikke behøver at ske på bekostning af barnet eller omvendt.  

Inddragelsen kræver også overvejelser om forældrenes grad af indflydelse.

- Der er forskel på at blive hørt, orienteret og have mulighed for at gennemskue sagsbehandlingen og så at få indflydelse. 

- I nogle tilfælde bliver man nødt til ikke at give forældrene indflydelse og at skære i deres rettigheder for at beskytte børnene. Men i de allerfleste tilfælde vil sagsbehandling og den hjælp, man gerne vil tilbyde, få størst betydning, hvis både børn og forældre har været aktivt deltagende og fået indflydelse på sagsbehandlingen, siger hun.

Overgang fra deltagelse til indflydelse i indragelsen, siger forskningen ikke meget om. Og i megen forskning er der ikke skelnet mellem de to begreber. 

- Indflydelse er noget, som socialrådgiveren i høj grad har magten til at bestemme rækkevidden for. Det er derfor også en etisk balancegang. Man kan have sager med børn, hvor deres forældre er dybt misbrugende, hvor det er nødvendigt, de ikke skal have megen indflydelse. Men i andre sager kan det være sværere at balancere. Det er en stor beslutning ikke at tillade indflydelse, og vi bør interessere os mere for, hvornår det sker og hvorfor, siger hun.