Der er nye muligheder i dansk politik. Et flertal i Folketinget siger, de vil investere de penge, det faktisk koster at løfte velfærden i takt med befolknings-udviklingen. Det er godt, og den udvikling støtter vi selvfølgelig fra FOAs side.

Lad os gribe de nye muligheder. Og gå videre endnu.

Vi foreslår samtidig, at politikerne, både lokalt og på landsplan, giver sig selv friheden tilbage. Den frihed, de har deponeret i love og lofter, som har lagt helt unødvendige og ofte skadelige begrænsninger på deres beslutningsevne.

Vi foreslår, at politikerne i folketing, kommunalbestyrelser og regionalråd får friere hænder, når det gælder om at sikre en tidssvarende velfærd. Det kan ske ved, at Folketinget giver større frihed til at udvikle den fælles velfærd og finde pengene til at finansiere den. 

Den frihed havde politikerne engang. Der var dengang, hvor Folketinget løbende traf beslutninger om, hvilken balance, underskud eller overskud man ville have på de samlede offentlige finanser, og hvor Folketingets politikere kunne blive enige om en vigtig social indsats og derefter finde pengene til at finansiere indsatsen. For eksempel ved at sætte skatten op. 

Bundet af Budgetloven
Den tid er desværre forbi. Nu har Folketinget iklædt sig en spændetrøje med sammensyede ærmer. Spændetrøjen hedder Budgetloven. Den skal forhindre politikere i folketing, kommunalbestyrelser og regionalråd i at give for mange penge ud til blandt andet fælles velfærd.  Med budgetloven er der på forhånd et loft for de samlede udgifter, og som udgangspunkt endda fire år frem i tiden. Budgetloven begrænser dermed det årlige manøvrerum og dæmper de politiske visioner ved på forhånd at fastsætte udgiftslofterne for hele den offentlige drift. 

Konkret har skiftende regeringer valgt at sikre balance eller overskud på de samlede offentlige finanser gennem stramme, lave lofter for velfærdsudgifterne. 

Men hvert fjerde år har Folketinget mulighed for at vælge mellem velfærd og privat forbrug. Dette magiske øjeblik opstår efter hvert folketingsvalg. Første gang Folketinget mødes efter et valg, er Folketinget for en gangs skyld stillet frit i forhold til at vælge velfærden til og ikke bundet af tidligere beslutninger i henhold til Budgetloven. I år har vi som bekendt haft folketingsvalg og har derfor sådan en mulighed. 

For FOAs medlemmer, der dagligt færdes i kommuner og regioner er det åbenlyst, at der er brug for hver en krone, som samfundet kan afsætte til at forbedre velfærden og sikre en tidssvarende og velfungerende offentlig sektor. Bag historierne om svigt overfor borgerne, stress og nedslidning af medarbejderne gemmer sig tørre fakta om en offentlige sektor, der er kommet bagud – og risikerer at komme yderligere bagud i de kommende år, hvis ikke lofterne hæves. 

Tre gode grunde
Det er der tre årsager til:
For det første har rammen for den offentlige sektor ikke fulgt med befolkningsudviklingen. Særligt kommunerne er kommet bagud de seneste ti år. Og indenfor de næste ti år bliver den udfordring bare større og større for hvert år, der ikke bliver afsat penge til at kunne følge med flere ældre og flere børn. 

For det andet har er rammen for den offentlige sektor heller ikke blevet øget, så vi hele tiden kan sikre en tidssvarende velfærd, der følger med velstandsudviklingen. Når vi er ved at komme os efter finanskrisen og igen oplever vækst i samfundet er det kun naturligt, at vi med et rigere samfund også ønsker os bedre velfærd. Ligesom vi stiller nye krav til vores øvrige forbrug; miljørigtig bil, ferie, økologiske dagligvarer, nyt tøj og så videre. 

Og for det tredje kan den offentlig sektor ikke matche denne velstandsstigning alene ved effektiviseringer og ny teknologi. Der er simpelthen grænser for, hvad der kan erstatte den trøstende hånd eller den ekstra arm i børnehaven og på plejehjemmet. 

Der er med andre ord mindst tre gode grund til, at vi i de kommende år bør bruge flere penge på velfærd. 

Der mangler milliarder
For nogle uger siden spillede regeringen ud med det første skridt i den rigtige retning, da der blev givet penge til kommuner og regioner, så de godt og vel kan følge med befolkningsudviklingen i det kommende år. Men der mangler stadig penge til at indhente de seneste ti års efterslæb. 

Alene det demografiske træk (med delvis indregning af sund aldring) kræver cirka 16 milliarder kroner ekstra frem mod 2025. Hvis det offentlige forbrug fuldt ud skal kunne følge med både demografien og velstandsudviklingen, kræver det ifølge flere beregninger blandt andet fra FH, Fagbevægelsens Hovedorganisation en stigning på cirka 1,1 procent om året, eller i alt 34 milliarder kroner ekstra frem mod 2025. Lægger man dertil forsvarsforlig med videre, kommer man op på et behov på 36,5 milliarder kroner.

Det såkaldte råderum er opgjort til 34 milliarder kroner frem til 2025. Så det kan kun lige knap nok dække det samlede udgiftsbehov på over 36 milliarder kroner.

Dertil kommer fortidens kun halvt betalte regninger for både demografi og velfærdsudvikling. Her mangler penge til at afhjælpe de steder, hvor velfærden er kommet til at skrante, og hvor for få ressourcer har resulteret i et både uholdbart og urimeligt højt arbejdspres for de ansatte. 

KL har regnet på selve det demografiske efterslæb. Kommunerne har i gennemsnit manglet 0.68 procent ekstra hvert år til alene at kunne følge med befolkningsudviklingen (forskellen mellem befolkningstrækket (+0.39 procent) og den reelle minusvækst (-0,29 procent) i kommunerne). 

Mulighederne er der
Lige om lidt kommer finansloven for 2020. Her får vi at se, hvor meget regeringen ønsker at hæve lofterne. Vi vil samtidig få en melding på, hvad meget politikerne vil stramme eller løsne Budgetlovens spændetrøje for hele den offentlige sektor de næste fire år.

Der er kun 3,5 milliarder ekstra i 2020 i regeringens foreløbige 'tekniske' fremskrivning af budgetrammerne. Det er langt fra nok. Det ved regeringen og støttepartierne også godt. Spørgsmålet er alene, hvor langt de kan blive enige om at gå, for at skaffe øget råderum og fortsætte genopretningen af velfærden.

Folketinget har heldigvis flere muligheder for at skaffe penge nok til at genoprette, forbedre og udvikle velfærden. En af mulighederne er at hæve loftet, så det i 2020 flugter med den grænse på 0,5 procent af BNP, der i dag er dikteret af Budgetloven. Det vil give cirka 11 milliarder kroner ekstra.  

Den næste mulighed er at lade udgiftslofterne flugte med EU’s underskudsgrænse for Danmark på en procent af BNP. Det vil give yderligere 11 milliarder kroner. 

Dette er ikke blot teknisk muligt inden for Finanspagtens spilleregler. Det er samtidig både politisk og økonomisk forsvarligt. Danmark har en grundlæggende sund økonomi, og det skyldes hverken Budgetlovens rammer eller EU’s regler. Det skyldes den generelle udvikling gennem de seneste 30 år. 

Kort sagt: Dansk økonomi er kernesund. Politikerne kan trygt hæve lofterne for at sikre vores velfærd i de kommende år.