Velfærdsmiks. 

Et miks af offentlig og privat velfærd.

Vi kan lige så godt vænne os til ordet, når vi taler om velfærdssamfundet. For den offentlige velfærd står i en uholdbar situation, skriver forfatterne Jesper Brask Fischer og Jon Kvist i bogen Frihed, lighed og privat velfærd - På vej mod en ny samfundsmodel. 

Ifølge dem begynder vejen til fremtidens socialt bæredygtige samfundsmodel med en mere nuanceret debat om, hvordan privat velfærd kan bidrage til at løse de velfærdsudfordringer, som Danmark står overfor.

Faktisk har vi allerede en udstrakt grad af privat velfærd i Danmark i form af for eksempel arbejdsmarkedspensioner, privatskoler, friplejehjem og sundhedsforsikringer. Og udviklingen går kun i retning af mere.

- Det er et sprængfarligt emne, bemærker Jon Kvist.

Privat velfærd i vækst

Den private velfærd er i vækst, og det er ikke et holdningsspørgsmål, forklarer Jon Kvist, der er professor ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på Roskilde Universitet, hvor han forsker i velfærd.

- Vi siger ikke, at der skal være mere privat velfærd i fremtiden. Det kommer der, konstaterer han.

Udfordringen er så, hvordan man får solidariske ordninger, hvor så mange som muligt er dækket - hvis det er det, man ønsker. 

- Hvordan kan vi være med til at dirigere udviklingen, så den ikke løber af med os?, spørger Jon Kvist.  

Det kræver en bevidst strategi. Men debatten om offentlig/privat er for endimensionel, mener forfatterne. Emnet er langt mere nuanceret, end de typiske politiske automatreaktioner, den offentlige samtale normalt udløser, efterlader indtryk af. Det er sommerens debat om en delvist opsparingsbaseret velfærdsmodel, hvor alle indbetaler en vis del til ældreplejen et godt eksempel på, mener Jon Kvist. En debat, der opstod, efter politisk ordfører Christian Rabjerg Madsen (S) luftede ideén tilbage i juli.

En idé, stod det hurtigt klart, der hverken vandt genklang på venstrefløjen eller internt i Socialdemokratiet.

- Vores argument er, at offentlig-privat ikke er så sort-hvidt, som det fremstår i diskussioner. Der er grader af “det private”. Det er for eksempel ofte reguleret af det offentlige, siger Jon Kvist og påpeger, at det offentlige også i høj grad kaster penge efter private velfærdsydelser i form af eksempelvis skatteundtagelse og -fradrag. 

Pensionssystem som kronargument

Forfatternes fremmeste eksempel på det vellykkede velfærdsmiks er det danske pensionssystem. Det består af tre lag, hvor det nederste udgøres af den offentlige skattefinansierede folkepension. Andet lag udgøres af de kollektive arbejdsmarkedspensioner, mens man på toppen finder de personligt finansierede individuelle pensionsopsparinger. En model som det ifølge forfatterne er vanskeligt at finde kritikere af uanset hvor på det politiske spektrum, man leder.

- Vi har et velfærdsmiks, der er veludviklet på alderdomsområdet, hvor man nok ikke tænker over, at arbejdsmarkedspensioner er private. Sådan er det på flere områder, siger Jon Kvist.

- Vi prøver at gøre det mindre farligt og mere frugtbart at snakke om privat velfærd, ved at bruge begreber som individuel og kollektiv privat velfærd og ved at fremsætte et ønske om bedre belysning af, hvem der får gavn af private ordninger støttet af offentlige midler, siger han.

Som medlem af Reformkommissionen stod han selv bag forslaget om at erstatte 10. klassetrin på efterskolerne med et såkaldt ungdomsår uden eksaminer og øge brug af efterskoler i 8. og 9.-klasser.. Samtidig skulle det offentlige tilskud ændres til i højere grad at tilgodese forældre med lavere indkomstgrundlag. 

- I uddannelsessystemet har vi uden at tage en beslutning om det valgt at bruge 3,5 mia. kr. årligt på en privat velfærdsydelse med en skæv social profil - ikke til dem, der har mest brug for det i forhold til at blive medlem af nye fællesskaber eller for at forbedre deres afgangseksamen fra folkeskolen, siger han.

- Vi syntes, det kunne være en god ide at omtænke modellen, så den tog større sociale hensyn, men vi blev mødt med en tsunami af orkestreret modstand, nok fordi vi ramte nogle af middelklassens interesser.

Ikke-beslutninger har også konsekvenser

Den øgede privatisering bliver ikke kun drevet af bevidste beslutninger, der træffes på området, men også af, hvad Jon Kvist kalder, ikke-beslutninger. 

- Kommunerne sidder et meget svært sted i øjeblikket. Jeg tror ikke, at man har tænkt over, at den situation gør, at der sker en øget privatisering i Danmark, siger han og kommer med et eksempel.

- Når budgetloven gør, at kommunerne samlet set ikke må bruge flere penge, mens det specialiserede socialområde bliver dyrere, må kommunerne for eksempel spare på børn og ældre. Det betyder alt andet lige dårligere dagtilbud, lukning af skoler og ringere ældreomsorg, hvilket fører til mere efterspørgsel på privat velfærd.

- Det er en ikke-beslutning. Der er ikke nogen, der har sagt: Vi ønsker mere privat velfærd, og det vil vi opnå gennem en række komplekse love og refusionssystemer, der underminerer den offentlige velfærd. 

Og det offentlige kan umuligt blive ved med at levere lige så meget service, som der er ønsker og behov for. 

Den demografiske udvikling gør, at der bliver færre til at finansiere og drage omsorg for flere. Samtidig fører øget velstand til en stadigt større efterspørgsel på velfærd. Og selv hvis man havde alle de medarbejdere, der var behov for, ville produktiviteten i den offentlige service i det lange løb ikke kunne følge med lønningerne. Man vil uvægerligt få mindre for hver krone med tiden, fordi prisen på service går op.

- Kommunerne oplever et stigende forventningspres fra deres borgere. For når de kan få bedre kvalitet andre steder, hvorfor så ikke i også i den offentlige velfærd? Vi kan ikke klare forventningspresset med mere brug af teknologi, eller ved at pædagoger, social- og sundhedsmedarbejdere løber hurtigere. Vi kan ikke øge produktiviteten nok til at komme i mål, siger Jon Kvist.

Hvad med uligheden? 

Man kan ikke tilgodese alles ønsker på det højeste niveau, bemærker Jon Kvist. Tag for eksempel graviditet og scanninger.

- Det offentlige tilbyder to scanninger, fordi man lægefagligt har besluttet, at det er, hvad man har brug for for at afdække defekter. Man tager ikke lægefaglige hensyn til, hvad moderen kunne ønske sig for at opnå psykologisk tryghed, siger han. 

Det betyder at hver anden gravide i dag køber sig til flere scanninger.

Men det behøver ikke at være størrelsen på pengepungen, der afgør, hvem der får det. Man kunne eksempelvis forestille sig en sundhedsforsikring på ens arbejdsplads, der gav rengøringsassistenten og direktøren samme rettigheder til ekstra scanning, foreslår Jon Kvist.

Man kan designe sig til et velfærdssystem, hvor den private velfærd ikke behøver at øge uligheden. Bogens analyse er, at der er fire retninger for velfærdens udvikling, hvor de to mest sandsynlige indebærer en højere grad af privat finansiering. 

- Bevægelsen mod mere privat velfærd kan enten køre mod et mere opsplittet individuelt system eller mod et system med kollektive private ordninger, hvor man kan bygge større solidaritet ind, siger Jon Kvist.

Bliver de individuelle private velfærdsløsninger for dominerende, vil det øge forskellen mellem mennesker. Omvendt vil en model med en større grad af supplerende kollektive ordninger i koordination og samspil med det offentlige kunne løfte de mange, mener forfatterne. Det er den udvikling, der skal styres, påpeger de. 

- Det kræver, at der træffes beslutninger. Ellers kommer vi til at gå ned ad den vej, der fører mod et velfærdssamfund med flere individuelle ordninger og større opdeling, siger han.

- Om vi vil det eller ej.