Forurenet jord bliver til bakker i Herning
Forurenet jord bliver til bakker i Herning

En del af den forurenede jord fra jordbehandlingsvirksomheden Nordic Waste i Randers skal fjernes og bruges andre steder. Jorden er på grund af jordskred i fare for at forurene vandmiljøet i Alling Å og videre ud i Randers Fjord.
Noget af jorden skal fremover være en del af et bakkelandskab ved et tidligere deponi ved Fasterholt sydøst for Herning. Det oplyser direktør Poul Kristensen fra det fælleskommunale affaldsselskab AFLD, der ligger i Herning.
- Vi har aftalt med repræsentanter for Randers Kommune, at vi i første omgang skal modtage 8000 ton jord. Vi fik de første 1500 ton leveret lørdag, og nu skal vi lige evaluere på, hvordan håndteringen skal foregå, siger han.
Ingen grund til at ligge vågen om natten
Lørdag kom det frem, at Silkeborg Kommune vil aftage 10.000 ton lettere forurenet jord fra Nordic Waste til brug i en støjvold ved motorvejen. Jorden, der skal til Herning, er også kategoriseret som lettere forurenet.
Ifølge civilingeniør Mette Christophersen, post. doc. i jord- og grundvandsforhold fra Danmarks Tekniske Universitet og med i Ingeniørforeningens IDA's ekspertkorps, kan man godt sove roligt, selv om man bor i nærheden af de steder, hvor jorden nu skal ligge.
- Når man får lov at bruge noget lettere forurenet jord et sted, så følger der nogle betingelser og krav med om, hvordan man skal gøre. De vilkår er opbygget med henblik på at tage hånd om folks sundhed, siger hun.
Mette Christophersen har kigget på de jordprøver, der er offentliggjort på Randers Kommunes hjemmeside.
- De prøver viser kun lettere forurening, og de kan altså ikke sammenlignes med forureningerne ved eksempelvis Kærgård Klitplantage, Grindsted-værket og Himmark Strand, som er nogle af de værste forureninger i danmarkshistorien, siger hun.
Spørgsmålet er, om der kan gemme sig mere alvorlig forurening.
- Nordic Waste havde tilladelse til at rense og nyttiggøre jord på deres grund, så der kan være noget forurenet jord, som kan være skredet med, siger hun.
Område ved Elvis-museum i spil
Randers Kommune arbejder på forskellige løsninger for placering af de enorme mængder jord, der skal fjernes for at undgå, at det havner i Alling Å.
Man overvejer blandt andet at placere en del af jorden i et indkøbsområde i Paderup nær Elvis-museet "Memphis Mansion".
I første omgang har man kørt jord til kommunens genbrugsplads i Romalt og til Forsvarets arealer i Tirstrup. Men der er så store mængder jord, at der skal skaffes ekstra plads.
Miljøminister Magnus Heunicke (S) har bebudet, at der er påbud på vej til Nordic Waste om at være med til at rydde op og om at stille med en økonomisk garanti, der skal sikre midler til at betale for oprydningsarbejdet.
Det er Randers Kommunes opfattelse, at det er Nordic Waste, der som skadevolder skal betale regningen for oprydningen. Nordic Waste udsendte fredag en pressemeddelelse, hvori virksomheden kaldte jordskreddet "en uforudsigelig tragedie".
Virksomheden hævder, at man har taget de mulige skridt og i så vidt muligt omfang deltaget i arbejdet med at stoppe jordskreddet og forhindre den forurenede jord i at sprede sig.
Sagen kort
- Nordic Waste er en virksomhed, der modtager forskellige former for forurenet jord og renser det.
- Virksomheden har et anlæg i Ølst mellem Aarhus og Randers.
- Efterårets store regnmængder betød store jordskred på Nordic Wastes grund.
- I begyndelsen af december udviklede det sig voldsomt. Siden er der blevet kæmpet for at forsøge at inddæmme det.
- De store mængder forurenet jord fra virksomheden kan ende i Alling Å og potentielt skade vandmiljøet helt ud i Randers Fjord.
- Alling Å ligger cirka 22 kilometer nedstrøms fra skadestedet.
- I midten af december forlod Nordic Waste selv opgaven med at få jordskreddet under kontrol. Siden har Randers Kommune stået med ansvaret.
- De seneste vandprøver viste fredag, at det indtil videre er lykkedes Randers Kommune at beskytte åen fra forurening.
- Miljøminister Magnus Heunicke har varslet to påbud til virksomheden, der har indstillet driften og opsagt omkring 30 ansatte.
Kilder: Randers Kommune, Nordic Waste, Ekstra Bladet, Ritzau.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.


























