Fløjtespilleriet – eller whistleblower-tendensen – er det nye sort. Nu er det blevet moderne at sidde og spille på fløjte og synge på god gammeldags skjaldemaner, sange om hemmeligheder og fordækte handlinger. Regeringer, SKAT, virksomheder og både kendte og ukendte enkeltpersoner har prøvet det at få deres historie sunget ud i æteren.

Og vi elsker det. Chok-effekten. Sensationen. Forfærdelsen over, hvor utilstedeligt og uanstændigt folk kan finde på at opføre sig. Snyd og bedrag, svindel og humbug – godt, det bliver opdaget: Så kan de lære det! Den moralske godbid.

Whistleblower-debatten er et etisk dilemma, og whistleblower-funktionen findes i mange sammenhænge og udgaver, som hver har dilemmaer og etiske udfordringer.

I al sin enkelhed går det ud på, at man anonymt kan anmelde mistænkelig adfærd og mistanker om svig og bedrag. Det kan vi gøre i forhold til vores medborgere i samfundet, og mange virksomheder har indført det som en del af deres virksomhedskultur for netop at opdage uhensigtsmæssige hændelser i rette tid. Samfundet overvåger os. Vi har netop hørt, at den amerikanske regering
via sociale medier og Google overvåger tusinder, ikke kun egne landsmænd, men hvem den nu end måtte finde mistænkelige. Vi overvåger hinanden i lokalsamfundet. Vi overvåger hinanden på arbejdspladserne. Når man lister det op på den måde, så bliver tankerne ledt hen på virkeligheden i Østblokken i tiderne før murens fald. Men alligevel accepterer vi det. Det er jo i en højere sags tjeneste, ligesom som Stalin mente hans projekt var.

Nå, det er måske for grovkornet at lave den sammenligning – det er muligt, men hvorom alting er, så vinder man jo sjældent noget på karrusellerne uden at tabe noget på gyngerne. Whistleblower-funktionen tjener jo selvfølgelig et vigtigt og relevant formål, nemlig at få afdækket, når tingene ikke foregår, som de skal på ordentlig vis. Den afdækker skidtet i krogene og menneskers uærlige og egennyttige udbytning af de muligheder, der er blevet stillet dem til rådighed. Det giver jo god mening, at der ikke bliver set igennem fingre med det. Den tjener altså et almennyttigt formål, men hvad er det så, vi sælger ud af på vejen mod målet? 

Samtidig med, at whistleblower-funktionen giver os en tryghed, så rammer den også vores tryghed, for hvem holder øje med os, og hvad mon der bliver fløjtet om os bag vores ryg? Kan jeg stole på mine kolleger? Kan jeg stole på, at når en offentlig instans som SKAT for eksempel behandler min sag, så kommer den ikke til offentlighedens kendskab, før der er fuldstændigt hold i billetten? Kan jeg leve mit liv, som jeg vil, eller skal jeg tænke over, om min adfærd vækker mistanke? Men hvis jeg har rent mel i posen, så har jeg vel ikke noget at frygte? Næ, men vi bliver nødt til at have en diskussion om den kultur, alt det fløjtespilleri skaber, og om hvor grænsen går i forhold til, hvad det er, vi som kolleger, civilsamfund og offentlige myndigheder blander os i. 

Det skaber en mistillid. En mistillid, der gnaver sig ind i form af forbehold og skepsis. Ikke kun i form af frygten for overvågningen, mistænkeliggørelsen og de falske anklager. Det skaber også en mistillid i forhold til, hvad der bliver fløjtet om. Flere gange er det hændt, at der er blevet blæst gevaldig højt i fløjten, uden at det rent faktisk har vist sig, at der var hold i påstanden. For hvorfor fløjter man? Er det for egen vindings skyld, eller er det i virkeligheden i sandhedens højere tjeneste?  Det kan ofte være svært at gennemskue. Det skaber en mistillid til selve fløjtespilleriet. Det er mistillid med mistillid på.

Fløjtespilleriet rykker ved vores grundlæggende tillid. Det rykker også ved den styrke, der ligger i, at etikken er et højere mål i sig selv, hvor ordentlighed og anstændighed er dyder, vi styrker gennem vores kultur og forventninger til hinanden. Måske er fløjtespilleriet med til at styrke dette – blot ikke gennem dannelse og oplysthed, men gennem mistænksomhed og frygt for at blive opdaget. Men det ene kan måske være lige så godt som det andet, hvis bare vi når målet?: