Regeringen har afsat en rammebevilling på 580 millioner kroner til at udvikle kvaliteten af dagtilbud. De skal bruges klogt. Et vigtigt element for at udvikle kvaliteten i landets vuggestuer, børnehaver og dagpleje er, at vi tør udfordre de dominerende antagelser, værdier og opfattelser. Vi skal derfor passe på med at kigge for meget i bakspejlet.

Ikke alle børn fødes med lige muligheder. I Danmark har vi igennem mange år haft fokus på, hvordan folkeskolen kan være en løftestang til social mobilitet. Vi har haft store forventninger til, at uddannelse bidrager til mere lige muligheder for alle.

Gang på gang er vi blevet skuffet.

Vi er ikke særlig gode til at bryde den negative sociale arv. Erkendelsen af, at indsatser i folkeskolen ikke er tilstrækkelige, har medført en øget politisk og forskningsmæssig interesse for dagtilbuddenes betydning for børns udviklingsmuligheder.  Både fagprofessionelle, forskningen og politikere må konstatere, at kvaliteten af nutidens dagtilbud er for svingende, og konsekvenserne både på det individuelle og samfundsmæssige plan er uacceptable.

[wpv-post-body view_template="citat-kronik"]

Ifølge en undersøgelse, som blandt andet Aarhus Universitet og Syddansk Universitet står bag, betyder den svingende kvalitet, at Søren og Mette, som ikke har fået den nødvendige sprogtræning og de rette udviklingsbetingelser i deres første leveår, allerede i børnehaven kan være op til to år efter de andre børn i den sproglige udvikling. Endnu mere skræmmende er det, at Søren og Mette gennem børnehaven og skolen har større risiko for at øge efterslæbet end chance for at indhente det.

Bydende nødvendigt at se fremad

Betydningen af forskellen i eksempelvis den sproglige udvikling bliver kaldt mange ting  –for eksempel chanceulighed, læringsulighed, social arv, og der er mange grunde, perspektiver og forklaringer på, hvorfor den eksisterer. Som det forholder sig nu med kvaliteten, er det mest interessante ikke at kigge bagud, men derimod er det bydende nødvendigt at kigge fremad.

Det bagudrettede perspektiv giver naturligvis anledning til at lære af erfaringer, og værdien heraf skal vi ikke underkende. Dog er det afgørende, at det bagudrettede perspektiv ikke hæmmer os i at tænke nyt og udfordre den vanemæssige tilgang og tænkemåde indenfor dagtilbud.

Et eksempel fra skolen er, at man i flere år har arbejdet med følgende logik: Hvis én lærer i en klasse er godt, så er to lærere i en klasse dobbelt så godt. Forskningen viser, at det ikke er entydigt rigtigt.

Det er mange dygtige, engagerede medarbejdere i de forskellige dagtilbud, som hver dag gør en stor forskel for mange børn. Vi har brug for, at de fremadrettede initiativer hviler på troværdig forskningsmæssig viden om, hvad der virker, når barnets læring, trivsel og udvikling er målet. Udvikling af kvalitet inden for dagtilbud kræver indsatser på mange områder. Her er tre:

Styrk faglig ledelse. Ledelsen skal have kompetencer til at udfordre, oversætte og omsætte strategiske mål og krav til et læringsmiljø, hvor alle børn og medarbejdere lærer og udvikler sig.

Den faglige leder omsætter og oversætter mål og krav til faglige løsninger, der udvikler kerneopgaven. Den faglige leder ved, hvad de pædagogisk professionelle kan og skal kunne i forhold til at samarbejde om børns læring og udvikling. Lederen skal kende til behovet for kompetenceudvikling hos medarbejderne med udgangspunkt i børnenes behov, data og forskning. Lederen skal kunne lede processer, hvor viden og data bliver til konkret pædagogisk praksis.

Styrkelsen af faglig ledelse kræver praksisnær kompetenceudvikling for både ledere og medarbejdere. Det betyder, at grundlaget og udgangspunktet for de konkrete forløb er helt tæt på hverdagens udfordringer, arbejdsprocedurer og -betingelser for den enkelte leder, medarbejder eller konsulent. Det er afgørende, at kompetenceudvikling og samarbejde kommer så tæt på hverdagen som muligt.

Vi må ikke gå efter et quick fix eller færdige koncepter. Det handler i høj grad om at få etableret professionelle læringsfællesskaber, hvor der arbejdes efter fælles mål på et systematisk og datainformeret vidensgrundlag om læringsmiljøets betydning for barnets læring, trivsel og udvikling.

Fra undersøgelser – for eksempel Program for Læringsledelse – ved vi, at piger generelt trives bedre end drenge i institutionerne. En sådan kendsgerning vil typisk medføre en periode med flere ”drengeaktiviteter”, og det pædagogiske personale vil så håbe på den effekt, at ”drengeaktiviteterne” virker og øger drengenes trivsel.

Hvis et pædagogisk team derimod arbejder som et professionelt læringsfællesskab med en udfordring – drengenes trivsel – vil teamet først undersøge, hvad forskningen siger om emnet. Herefter kunne teamet vælge at lave en systematisk observation af egen praksis, inddrage børnenes perspektiv og  reflektere over sammenhængen mellem praksis og viden. Ved at arbejde som et professionelt læringsfællesskab vil teamet arbejde med egen praksis og udfordre hinanden til at ændre på den – hele tiden på baggrund af evidens og systematisk brug af data.

Sæt fagligheden i fokus

De seneste år har der været fokus på strukturelle forhold, normeringer, organisering, ledelsesstrukturer og så videre, og der er brugt mange kommunale ressourcer på at udvikle tilsynsmodeller, koncepter til test og systemer til at kategorisere børnenes udviklingstrin.

Et af de nye tiltag, som skal bidrage til kvaliteten, er en styrket pædagogisk læreplan, som vil indeholde brede nationale læringsmål og konkrete temaer, der beskriver disse mål. Hvis fælles læringsmål og en styrket indsats skal skabe forbedring, er det nødvendigt at rette opmærksomheden på og ressourcerne mod den pædagogiske faglige praksis. Læringsmål og kvalitetsudvikling må ikke medføre større centralisering eller flere dokumentationskrav eller ensretning. Kommunerne må rette opmærksomheden mod, hvordan alle i og omkring dagtilbuddene er forpligtet på den samme opgave og på hver sin måde kan og skal bidrage til at skabe kvalitet. Forvaltningskonsulenter, PPR-medarbejdere, ressourcepersoner med flere er nøglepersoner, som skal tættere på praksis blandt andet ved at understøtte udviklingen af det tværfaglige samarbejde, hvor de faglige vejledere bliver involveret i den daglige praksis i den enkelte institution, som ikke må stå alene med opgaven. Der bør være sparring og supervision direkte rettet mod hverdagens opgaver og udfordringer.

Styrk pædagoguddannelsen. Både medarbejdere og ledere i dagtilbud efterlyser bedre kompetencer til for eksempel forældresamarbejde. Kravet om differentieret forældresamarbejde kræver, at de pædagogstuderende tilegner sig flere færdigheder og værktøjer indenfor kommunikation med forældre, tværfagligt samarbejde med andre fagprofessionelle og vejledning i forhold til for eksempel barnets sproglige udvikling. De kommunale dagtilbud går en tid i møde med stigende opmærksomhed på kvaliteten – både politisk og fagligt. Hvis vi skal arbejde med bæredygtige løsninger, må vi løfte den samlede kapacitet. Det gør vi gennem en styrket ledelse, hvor kerneopgaven og fagligheden er i fokus, og gennem en samlet helhedsorienteret kommunal indsats, hvor alle nøglepersoner arbejder i samme retning. Samtidig er det nødvendigt at klæde de pædagogstuderende bedre på til fremtidens stigende forventninger og krav. Kvaliteten i dagtilbuddet er så afgørende for det enkeltes barns – Søren og Mettes – læringsmuligheder og livsbetingelser, og vi har derfor ikke tid til at vente længere.