Serie: Jeg elsker mit job, men …

I denne serie beder vi en række kommunale og regionale ansatte om at beskrive deres job; hvad fungerer? Hvad fungerer ikke? Så kære politikere; læs, lyt og lær af stemmerne derude: Dette kunne gøre mit arbejde endnu bedre! I denne uge: Beredskabsassistenten.

Hvorfor valgte du at blive beredskabsassistent/brandmand?

- Helt floskelagtigt ville jeg gerne gøre en forskel. Man kommer ud, afhjælper et problem, og optimalt redder man folk. Jeg ville gerne have et job, der var afvekslende og til en vis grad uforudsigeligt.

- Og selvfølgelig var der også det element af spænding, som ligger i jobbet; hvor alvorligt er det? Kommer man ud til en husbrand eller til en højresvingsulykke? Eller skal man redde en hund op fra en frossen sø eller fjerne ti påkørte får fra en motorvej?

Lever jobbet op til dine forventninger?

- Ja, i forhold til den forskel, vi som brandfolk kan gøre. Da jeg startede som brandmand, var det lidt frustrerende, at der ikke skete noget nærmest hele tiden, men med tiden har jeg jo fået mere erfaring og ved, at der i nogle perioder sker meget lidt.

- Antallet af brande har været faldende. Brandsikringen af bygninger bliver bedre, og folk er blevet bedre til at passe på. Det er selvfølgelig rigtig godt, men det gør også, at der er længere imellem de større brande, og det kan føles som lidt af et dilemma, når man nu har valgt jobbet, fordi man gerne vil ud og bruges til at afhjælpe et problem. Man kan jo ikke opsøge noget som brandmand, vi må vente på, at ‘klokken ringer’.

Der er en grund til, jeg valgte at blive brandmand, og det var ikke for at male chefens kontor.

Hvad er det bedste?

- Jobbet er alsidigt. Udover udrykning til blandt andet brand, redning, drukneulykker, oprydning efter færdselsuheld og meget andet klargør og reparerer vi forskellige ting. Vi tjekker bilerne, vores udstyr, ordner en hel del håndværksmæssige ting på vores stationer, vi laver redningsøvelser og underviser hinanden i for eksempel dykkerrelateret førstehjælp eller stigrørs-øvelser for at holde os skarpe og klar.

- Udover at få lov til at udføre det, der er vores kerneopgaver, brand og redning, så er det bedste ved jobbet kollegerne. Vi er jo sammen på 24 timers døgnvagter, så man lærer hinanden rigtig godt at kende. Kollegerne bliver en form for familie. Det ene øjeblik kan vi sidde og have det sjovt, og det næste øjeblik står vi ude på en opgave i en meget alvorlig situation, hvor vi skal redde folk. Der er det godt, at vi kender hinanden og ved, hvem der måske skal ‘skærmes lidt’ og passes på den dag eller i den situation.

Hvad er det sværeste?

- At skulle implementere de forandringer i beredskabet, som blandt andet de årlige kommunale besparelser kræver. Vi har tre fuldtids-bemandede stationer i Østjyllands Brandvæsen, og for få år tilbage kørte man med et beredskab på 1+7, en holdleder og syv brandfolk. Det er det, vi kalder et fuldt slukningstog. Nu er det 1+5 på to stationer, og på én station er det 1+3. Det betyder, at der ved mange opgaver/alarmer skal sendes et supplerende køretøj/mandskab fra en af stationerne for at kunne klare opgaven.

- Spørgsmålet er selvfølgelig også, hvad det betyder for den enkelte borger? Har vi stadig et robust beredskab, som kan løfte de beredskabsfaglige opgaver, der er nødvendige i dag? En besparelse betyder jo næsten altid dårligere service for borgerne eller dårligere vilkår for mandskabet. Den station, som kører 1+3, skal for eksempel afvente supplerende mandskab for at kunne røgdykke ved en brand. Dette mandskab kan sagtens være på vej, men kan blive forhindret af det ene eller andet eller være på en anden opgave, og ved brand taler vi minutter, sekunder, der kan være afgørende for redning af menneskeliv. Det er selvfølgelig sat på spidsen, men er alligevel en realitet.

Hvad får dig til at blive i dit job?

- Udover mine kolleger så er det de kerneopgaver, vi skal løse inden for brand, redning med mere. Det er afvekslende og alsidigt. Og vores vagtform, som er døgnvagter. Vagtformen giver lidt frihed, da vi har nogle døgn fri efter døgnvagten.

Vi vil alle gerne reddes, når det gælder, og helst af nogle, som er professionelle og ved, hvad de laver.

Hvad kunne få dig til at forlade dit job?

- Hvis mængden af opgaver, som ikke har beredskabsfaglig karakter, stiger, så syntes jeg ikke, det vil give mening. Jeg vil gerne være en professionel brandmand, som borgerne kan føle sig trygge ved, fordi jeg netop vedligeholder, øver og tilegner mig kompetencer, som er det, borgerne må kunne forvente af en professionel brandmand.

- Jeg kan sagtens se ideen i, at vi servicerer og vedligeholder vores eget udstyr. Men eventuelle eksterne opgaver, som ikke har noget med beredskabet at gøre, synes jeg er et skråplan at komme ud på. Der er en grund til, jeg valgte at blive brandmand, og det var ikke for at male chefens kontor for eksempel.

- Altså, forstå mig ret, vi maler gerne en dør, en væg eller sætter et nyt vindue i engang imellem, men faren er, at vi bliver en slags ”altmuligmænd,” som laver en masse håndværksmæssige ting, hvor det at slukke en brand, at være dygtige til vores kerneopgaver, træder i baggrunden. Det må det aldrig gøre.

Føler du dig anerkendt og set af ledelsen?

- Ja, i det store hele. Vi er helt generelt nødt til at have en troværdig ledelse. Nogen, der inddrager og hører på det, mandskabet påpeger. Vi ved, hvad der sker på gulvet, og vi er absolut de bedste til at pege på ting, der kan ændres til gavn for både borgere og arbejdspladsen.

- Vi er en stor – og sikkert også stærk – faggruppe, og jeg er sikker på, at ledelsen anerkender vores opgaver og opgaveløsning, men vi er nødt til at arbejde benhårdt på at højne tilliden fra ledelse til medarbejdere og omvendt. Det er afgørende for at skabe en god arbejdsplads. Så ja, umiddelbart bliver vi set af ledelsen, men om vi bliver anerkendt er måske lidt en anden sag. Så skulle man tage de ting, vi peger på, langt mere alvorligt.

Hvilken appel har du til politikerne?

- Sørg for, at rammerne er i orden! Det er en umulig opgave at løse, hvis man bliver ved med at skære. Vi vil alle gerne reddes, når det gælder, og helst af nogle, som er professionelle og ved, hvad de laver. Heldigvis opstår katastroferne ikke så ofte, men når de gør, skal vi kunne agere. Det kan vi ikke, hvis man ikke politisk prioriterer de kommunale beredskaber og sikrer, at rammerne er til stede for at kunne hjælpe borgerne. Så stop de evige besparelser. Vi er jo en forsikring for samfundet, og det synes jeg, man skal have med i det store billede.

Blå bog:

Søren Nitschke, 47 år

Beredskabsassistent (brandmand) og tillidsmand i operativ afd.

Ansat ved Østjyllands Brandvæsen siden 2005.

Uddannet smed og politiassistent.

Faren er, at vi bliver mere altmuligmænd end brandmænd

Faren er, at vi bliver mere altmuligmænd end brandmænd

Interesseret i et abonnement? – klik her

Prøv Kommunen.dk gratis i 14 dage.