Af et enkelt lovforslag at være har “lov om konsekvenser ved afskaffelsen af store bededag som helligdag” fyldt uforholdsmæssigt meget, endda også efter det blev vedtaget. Men nu efter at fristen for at kræve folkeafstemning er udløbet, er det endegyldigt slut. Sådan da, for urafstemningen om overenskomstfornyelserne på det private område kan gå hen og blive et forsøg på en slags appelinstans.

Indtil videre har lovarbejdet opdelt Folketinget i tre arbejdssjak. Det første består dels af regeringen, hvis tre partier som bekendt har flertal, dels De Radikale der som det eneste ikke-regeringsparti stemte for og dermed befæstede regeringens flertal. Vi kunne kalde det arbejdssjakket.

Næste sjak er SF, Liberal Alliance og De Konservative, der ganske vist stemte imod, men det er jo en ærlig sag at være uenig. Det der adskiller dem fra de resterende modstandere, er at de lod det blive ved det. Ikke noget med folkeafstemning eller andre fiksfakserier med spillereglerne.

En tilkendegivelse af, at de i givet fald ligesom De Radikale vil være til at arbejde med en anden gang, hvis det skulle være, idet SF dog skilte sig lidt ud ved at være med til at opsige den clearingaftale, der først og fremmest er en praktisk foranstaltning, og hvis fravær i dette tilfælde da heller ikke gjorde nogen som helst forskel i substansen. Vi  kunne kalde det tilkaldesjakket.

U-dueligheden bekræftet

Tredje sjak består af Danmarksdemokraterne, Enhedslisten, Dansk Folkeparti, Alternativet og Nye Borgerlige, der falder i kategorien af partier, der ikke vil indse, at de har tabt. Danmarksdemokraterne kom først til hen mod slutningen, lidt modstræbende men fanget af situationen. Inger Støjbergs udtalte målsætning om en “skørhedsfaktor” på nul for det nye parti led et knæk dér. De fire andre var i forvejen ikke i nærheden af nul.

For de to røde partiers vedkommende er forløbet en bekræftelse af statsministerens afskrivning af dem som noget at bygge på, og for de tre blå partiers vedkommende det samme i forhold til Jakob Ellemann-Jensens vurdering af de borgerlige restpartiers manglende duelighed. Vi kunne kalde det balladesjakket.

De tre sjak og partierne i dem er dermed også rangordnet i deres duelighed i forhold til, hvem det efterfølgende lovarbejde komme til at bygge på. Regeringen og dens tre partier selv er en selvfølge, men ellers må man forvente vekslende samarbejder, når det kommer til  konkrete aftaler.

Der skal snart ske noget

Et eksempel er de 5.000 kr. ekstra oveni ældrechecken, der trods storebededags-fokusset blev handlet af sideløbende med alle andre end Liberal Alliance, Enhedslisten og De Konservative. Et andet eksempel, hvor det bliver mere op ad bakke at finde samarbejdspartier, er uddannelsesreformen, som regeringen med noget der kunne ligne dødsforagt, præsenterede et udspil til, straks da storebededagsloven var vedtaget. Den bliver ikke nem, i hvert fald ikke populær.

Mest trænger det sig dog på med en finanslov. Den ville under normale omstændigheder have været i hus omkring november eller måske et par dage ind i december, men på det tidspunkt var der som bekendt henholdsvis valgkamp og regeringsforhandlinger. I stedet tog Folketinget i enighed, efter at regeringen endelig blev dannet midt i december,  en timeout i form af en midlertidig bevillingslov, så lønninger og andre løbende udgifter også efter nytår kan betales med lovgrundlaget i orden.

En større opgave bliver det at få den for længst bebudede “Barnets lov” på plads. Den skal styrke børns rettigheder, anerkende børn i egen ret og lade regler være til for deres skyld og ikke af hensyn til forældre eller myndigheder. Ideelle betragtninger som ikke mange kan være uenige i, og det var heller ikke ret mange, da den daværende regering aftalte det med næsten alle andre før valget. Det bliver derfor lovforslaget fra dengang, der bliver fremsat på ny.

De første 100 dage

På kanten af regeringens første 100 dage er dagsformen for regeringspartierne og deres formænd højst uens. Mette Frederiksen står uantastet som den reelt eneste statsministermulighed i det eksisterende Folketing og med al sandsynlighed også i det kommende. Alene målt på ledelseskraft er det svært at se, hvem der skulle kunne udfordre hende.

Den anden partileder der har været statsminister, Lars Løkke Rasmussen, synes at befinde sig som en fisk i vandet i sit udenrigsministerium. Trods de mange rejsedage der følger med posten, synes hans parti skønt parlamentarisk nybegynder desuden at klare sig hæderligt eller muligvis lidt mere end det.

Helt anderledes er situationen i Venstre, hvor Jakob Ellemann-Jensen har måttet sygemelde sig, netop mens hans forsvarsministerium har en større rolle i den dagsaktuelle politik end i årtier. Ingen anfægter nødvendigheden, og heller ingen benytter sig af hans fravær, men skidt er det, både for ham selv og hans parti, der godt kunne bruge en klar stemme, der ikke blot er der på lånt tid.