Europas røde partier vejrer morgenluft

Valgsejren til den røde fløj i Danmark kan være begyndelsen til en ny æra i europæisk politik. Særligt afgørende bliver de kommende valg i Tyskland og Frankrig, der kan ændre magtfordelingen i Europa fundamentalt.

vagtskifte

Af Sine Riis Lund | [email protected]

Forløsningen var enorm for de danske socialdemokrater, da Helle Thorning-Schmidt på valgaftenen kunne stille sig op foran sine partifæller med sikkerhed for, at sejren var i hus. Men de berømte ord ”vi gjorde det” har ligeledes turneret rundt og givet gejst til partifællerne rundt omkring i Europa. For langsomt begynder de at vejre morgenluft for en ny æra for de røde regeringer i Europa.

Og europakortet kan meget vel skifte fra overvejende blåt til rødt, mener professor i politisk økonomi Stefan Collignon fra universitetet i Pisa. Han ser den danske valgsejr som begyndelsen på et europakort i forandring.

”Jeg tror faktisk, at det er et tegn, vi ser. En ny strømning,” siger Stefan Collignon, der har skrevet flere bøger om europæisk politik.

Han peger som naturlig årsag på den økonomiske krise og de borgerliges dominans i en længere periode.

”Vi ser en Sarkozy i Frankrig, der ikke står stærkt, vi ser Berlusconi i Italien, som er på vej ud, og vi ser en rystet koalition i Tyskland, så jeg tror, at det danske valg kun er det første skifte i et ’rødt forår’ for de venstreorienterede partier i Europa,” siger han.

Samme vurdering lyder fra ekstern lektor ved Københavns Universitet, Lars Hovbakke Sørensen, der forsker i dansk og europæisk politisk historie.

”Ud fra de tendenser, der i øjeblikket er i en række europæiske landes meningsmålinger, så kan man godt forestille sig, at det danske valg er en tendens, som også kan være ved at slå igennem i andre lande,” siger han.

Borgerlige blodnæser

I sidste måned erobrede socialistpartiet og dets allierede i Frankrig for første gang flertallet i parlamentets andetkammer, Senatet. Et meget uheldigt resultat for borgerlige Nicolas Sarkozy, der skal arbejde for at blive genvalgt som præsident næste år, og som i forvejen har kæmpet med dårlige meningsmålinger i lang tid.

Meget bedre går det ikke for forbundskansler Angela Merkel. Hun har et hyr med at holde sammen på sin koali­tion for tiden, der foruden CDU består af det liberale parti FDP. De to partier har desuden ved flere delstatsvalg fået ordentlige blodnæser, ikke mindst ved delstatsvalget i Berlin i september. Angela Merkel har indtil 2013 til at samle sine tråde, hvor der afholdes parlamentsvalg. 

Også i Italien er de røde partier ved at få blod på tanden. Ved lokalvalgene i maj måned fik Silvio Berlusconis parti store vælgerlussinger. Mest symbolsk var dog valget i Milano, Berlusconis hjemmebane, hvor der for første gang i cirka to årtier nu ikke skal sidde en konservativ borgmester, men derimod en venstreorienteret. 

Spørgsmålet er imidlertid, om lokalvalgene var udtryk for en modstand mod borgerlig politik eller snarere en vrangvillighed over for ’berlusconismo’. Samme spørgsmål kan man stille ved flere af de øvrige rystede regeringer.

Stefan Collignon mener, at der er en historisk ændring på vej i europæisk politik.

”Det ser ud til, at hele den nyliberale tidsalder, som startede med Margaret Thatcher, er ved at være ved vejs ende, selv om det ikke er helt klart endnu, hvad der vil blive den nye model, eller hvad de venstreorienterede partier vil skabe som et alternativ,” siger han.

Kapitalisme klinger

De mulige regeringsskifter til røde partier skal dog ikke ses som et ideologisk skifte, mener seniorforsker Patrick Diamond fra den internationale centrum-venstre tænketank Policy Network.

”De seneste to til fire år har der været en bred forventning om, at finanskrisen ville komme venstrefløjen til gode, men tydeligvis er der sket noget nær det modsatte, som er, at finanskrisen ser ud til at have styrket de blå eller konservative partier,” siger Patrick Diamond, der blandt andet har været chef for en afdeling for politisk planlægning i Downing Street 10 og politisk seniorrådgiver for premierministeren.

Han mener, at en del af årsagen er, at de borgerlige er lykkedes rigtig godt med at få et mere moderat ansigt og peger her på Fredrik Reinfeldt i Sverige, Angela Merkel i Tyskland og til en vis grad David Cameron i England som eksempler.

Heller ikke professor Sara Binzer Hobolt ser nogen venstredrejning i folks holdninger. Hun underviser i komparativ europæisk politik på University of Oxford.

”Der er ikke nogen tendens til, at folk er flyttet til venstre, hvilket på nogle måder er overraskende, i og med at man godt kunne have set den finansielle krise sådan, at folk efterfølgende var blevet mere desillusionerede med kapitalisme, men det er ikke det, der er sket, når man ser på folks holdninger,” siger Sara Binzer Hobolt.

Tværtimod mener hun, at når det kommer til i hvert fald den økonomiske politik, så vil røde regeringer i høj grad videreføre en centrum-højre økonomisk politik.

”Det er stadig budskaber som at vi skal betale vores gæld og sørge for at holde inflationen og renten lav,” siger hun og peger på den danske regering som eksempel.

Men her er de venstreorienterede partier også meget begrænsede i, hvad de faktisk har af muligheder for at skifte politik. De kan ikke bare komme til magten og beslutte sig for at nationalisere økonomien eller beslutte sig for en helt anden type økonomisk politik.

Fransk fadæse

Et godt historisk eksempel på det var, da den franske socialist François Mitterrand blev valgt som præsident i 1981 og efterfølgende forsøgte at føre en typisk keynesiansk økonomisk politik, hvor der blev pumpet penge ud i samfundet. Der skulle dog ikke gå ret lang tid, før der var kontant afregning fra markedet, og Mitterand måtte droppe sine planer og føre en mere ortodoks økonomisk politik. Blandt andet for at sikre Frankrigs fortsatte deltagelse i Det Europæiske Monetære System, EMS.

”Og nu står vi så i 2011, hvor det er endnu mindre muligt for en venstreorienteret regering at gøre det uden at blive straffet af markedet. Så på den måde mener jeg ikke, at selv venstreorienterede regeringer har meget frihed til at gøre noget andet,” siger Sara Binzer Hobolt, og fortsætter:

”Det betyder selvfølgelig ikke, at socialdemokratisk ledede regeringer ikke kan have nogle alternative og andre visioner. Det er måske det, der mangler,” siger hun.

For socialdemokraterne har det svært i Europa. Selv om de sidder i spidsen for enkelte europæiske lande, så er Europa lige nu styret af de borgerlige partier. Ganske vist talte statsminister Helle Thorning-Schmidt om en historisk sejr i Danmark, men samtidig er det velkendt, at Socialdemokraterne har haft det værste valgresultat i over 100 år. 

Også i øvrige europæiske lande har socialdemokraterne det svært i meningsmålingerne.

”Det er en generel tendens, at de store gamle partier bare ikke har det nemt, men det er især gået ud over socialdemokraterne. Det ser vi også i Danmarks søsterlande, Norge og Sverige,” forklarer Sara Binzer Hobolt.

Populær patriotisme

Både på venstre- og højrefløjen har en række nye partier imidlertid haft stor succes rundtomkring i Europa. Særligt bemærkelsesværdigt er de højrenationalistiske partiers fremmarch. 

Ved sommerens parlamentsvalg i Finland gik det højrenationale parti De Sande Finner frem fra fem til 39 mandater, når man sammenligner med det foregående valg i 2007. Faktisk var De Sande Finner det eneste parti, der gik frem ved dette års valg. 

Andre eksempler er det højreradikale parti Jobbik i Ungarn, der sidste år fik en jordskredssejr, ligesom den islamkritiske Geert Wilders som partileder for Frihedspartiet sidste år kunne glæde sig over at få rollen som parlamentarisk støtteparti i Holland.

Denne udvikling skyldes blandt andet, at socialdemokraterne har haft svært ved at finde deres ståsted på en række centrale spørgsmål.

”I mange europæiske lande har de socialdemokratiske partier kæmpet med at komme op med svar på spørgsmål stillet af populismen. På højresiden drejer det sig om immigration og identitet,” fortæller Patrick Diamond.

Han mener, at socialdemokraterne har underkendt, hvor meget disse spørgsmål også har betydet for netop deres vælgere.

”Socialdemokraterne har været forholdsvis dårlige til at lægge større vægt på patrio­tisme, nationale traditioner og national identitet, og jeg tror, at det er meget vigtigt, fordi mange socialdemokrater også støtter en ide om en stærk nation og et patriotisk sammenhold,” siger Patrick Diamond.

Men det er ikke helt tilfældigt, at blandt andre socialdemokraterne slås med mange af de samme problemer rundt­omkring i Europa. For europæisk politik begynder i stigende grad at ligne hinanden og følges ad.

”Der er en tendens til, at landene følges mere ad, end der har været før i tiden, og det skyldes ting, som at de internationale økonomiske konjunkturer betyder mere og mere, og dels at vi har denne globalisering med øget indvandring til Europa, som gør, at de samme værdipolitiske spørgsmål kommer højt på dagsordenen,” forklarer Lars Hovbakke Sørensen.

De fælles omvæltninger får vælgerne til at reagere mere ens i forskellige lande som Sverige og Frankrig. Tilbage fra ­­2. Verdenskrig og frem til cirka 1970 var Nordeuropa traditionelt mere rød end de centrale dele af Vesteuropa. Men i 70’erne kom der en rød bølge over hele linjen, den blev afløst af en konservativ bølge i 80’erne, som så igen blev afløst af en rød bølge i 90’erne, og senest en blå i det seneste årti.

’Bling Bling’

Flere sydeuropæiske lande har dog i denne sammenhæng kørt lidt deres eget løb med flere årtiers rød bølge. Det hænger imidlertid sammen med historien, mener Lars Hovbakke Sørensen, der peger på, at der frem til midten af 1970’erne var højreorienterede diktaturer i både Spanien, Grækenland og Portugal. 

I år har socialisterne dog mistet grebet om magten i Portugal, og samme skæbne kan meget vel overgå regeringerne i Spanien og Grækenland efter landenes ekstreme økonomiske nedture.

I det øvrige Europa vil det imidlertid langt hen af vejen være de borgerlige partier, der står for skud for ikke at have administreret butikken godt nok. Derfor spår Lars Hovbakke Sørensen, at Europa meget vel kan være på vej mod en ny rød bølge.

Patrick Diamond er mere usikker på, om befolkningerne har vundet tiltro til, at de venstreorienterede partier kan tage ordentligt vare på økonomierne og skabe fremtidig vækst i den europæiske økonomi. 

Heri ligger stadig en stor udfordring for venstrefløjen. Men en væsentlig del af svaret kan ligge i to af de næste helt store valg, hvor store borgerlige statsledere for alvor skal stå deres manddomsprøve, hvis de vil genvælges. Kan Nicolas Sarkozy for eksempel overbevise vælgerne om, at han er andet og mere end ’Bling Bling’, som flere franske medier har kaldt ham som symbol på hans prangende livsstil? Og kan Angela Merkel få overbevist de tyske vælgere om sin euro-kurs?

Hvis det lykkes for de røde partier at vippe de to ledere af pinden, så vil det få afgørende betydning, mener Patrick Diamond.

”Hvis de venstreorienterede partier vinder i Tyskland og Frankrig, så tror jeg, at det vil få meget stor indflydelse for socialdemokraterne, men også for den europæiske union og lederskabet af Europa,” siger Patrick Diamond.

Så da Helle Thorning-­Schmidt trådte op på podiet på spillestedet Vega og sagde ”Tag ikke fejl, i dag har vi skrevet historie”, så har mange partifæller rundtom i Europa givetvis krydset fingre for, at det ikke bare var begyndelsen på ny dansk politisk historie, men også en ny europæisk.

EU

Tilmeld dig nyhedsbrevet