Erfarne sygeplejersker får størst lønhop
Erfarne sygeplejersker får størst lønhop

Det ser ud til, at der nu kan sættes et punktum for et efterhånden langstrakt forløb om sygeplejerskernes løn. Mandag faldt en aftale på plads for de sundhedsansatte i regionerne, og her blev også udmøntet en stor del af de penge fra sidste års trepartsaftale, hvor man besluttede at tilgodese bestemte faggrupper.
En af dem var sygeplejerskerne, som har været meget i fokus i debatten. Hvor meget ekstra den enkelte kan se frem til i lønposen, afhænger dog af flere faktorer - eksempelvis anciennitet.
Ifølge et regneeksempel fra Danske Regioner kan en fuldtidsansat sygeplejerske med fire års erfaring se frem til, hvad der svarer til cirka 4.400 kr. ekstra om måneden.
Har man som en del af jobbet skæve vagter svarende til 300 timer årligt - cirka 40 om året - er der yderligere 1.800 kr. om måneden at hente.
Nu skal medlemmerne så stemme om aftalen. En af dem, der skal ud og sælge den til sygeplejerskerne, er John Christiansen, der er kredsformand i Kreds Syddanmark i Dansk Sygeplejeråd (DSR).
Han har været sygeplejerske i 30 år og kalder aftalen den bedste, han har set.
- Omsider er det lykkedes at få en aftale med arbejdsgiverne, hvor sygeplejerskerne kan komme til at se på lønsedlen, at der blev givet noget løn.
Han fremhæver, at aftalen hæver lønnen de næste to år.
- Jeg håber, at det er nok til, at det bliver anerkendt af vores medlemmer. Men det er jo ikke nok til at fjerne manglen på sygeplejersker, mener han.
Mandagens aftale er forhandlet på plads af Danske Regioner og Sundhedskartellet. De har skullet fordele cirka 500 mio. kr. i lønstigninger på kartellets områder, som kom oven i de 6,53 pct. i generelle lønstigninger, der blev aftalt for de ansatte i regionerne i sidste uge.
Heino Knudsen (S), formand for regionernes Lønnings- og Takstnævn, slog på et pressemøde fast, at der har været et stort fokus på de enkelte faggrupper.
- Det har vi, fordi alle faggrupper er helt afgørende for, at vi lykkes i vores sundhedsvæsen. Ikke mindst med at skabe den gode, attraktive arbejdsplads.
Forløbet har ifølge Dorthe Boe Danbjørg, forkvinde i DSR, været langstrakt, fordi de er otte faglige organisationer, der har haft forskellige ønsker.
- Vi har en særlig situation, hvor nogle grupper har fået trepartsmidler, mens andre ikke har, forklarede hun.
Hun henviser til den trepartsaftale, der blev indgået i december sidste år, hvor udvalgte faggrupper tilgodeses med mere i løn.
En af dem var sygeplejerskerne, der som en del af mandagens udmøntning kan se frem til et anciennitetstillæg efter fire års ansættelse.
Derudover indføres et nyt vagttillæg, hvis man arbejder mindst 25 timer om måneden på skæve tidspunkter. Det havde cirka halvdelen af sygeplejerskerne i 2022. Samtidig forhøjes særydelsen ved skæve vagter.
Der er dog kommet en bredde ind i udmøntning, mener forkvinden, da det nye tillæg og forhøjelsen af særydelsen ikke kun gælder sygeplejerskerne, men også andre. Eksempelvis bioanalytikere.
- Så når man går side om side ud på hospitalerne, så får man det samme, når man går i vagt. Det er vigtigt at understrege, for vi ved med treparten, at der kommer en skævvridning til fordel for nogle grupper.
Den forhøjede betaling for skæve vagter gælder også nogle faggrupper, der ikke er en del af Sundhedskartellet. Blandt andet jordemødre, fysioterapeuter og social- og sundhedsassistenter.
Den nye overenskomst vil gælde i to år, hvis den bliver stemt igennem.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.


























