DF har et godt omdømme blandt de fleste politiske journalister på Christiansborg. En væsentlig årsag til det er, at DF kan tale mediernes sprog bedre end noget andet parti. Har journalisterne brug for en hurtig kommentar til en aktuel sag, kommer den fluks. Er de på jagt efter en skarp melding, der kan peppe en lidt trist net-nyhed op, bliver der straks skruet op for retorikken. Efterspørger medierne en debattør, der kan underholde i primetime, har DF en stærk A-trup at plukke af.

DF kan levere finanslovforslag på 1½ A4-side, der kommunikerer langt bedre end de tykke ringbind, de andre partier kommer slæbende med. Kommer der nye store kommissionsrapporter, kan man altid fange DF’s formand til en kommentar, og han har med garanti også den dugfriske rapport i hånden, fyldt med små farvede sedler, så det ser ud, som om den er læst grundigt. DF’s sommergruppemøde bliver afholdt i et inferno af danskhed, som skaber en god billedramme, og partiets landsmøde er fyldt med solid underholdning fra Dansktoppen, som journalisterne kan tale om, da der sjældent sker noget politisk.

Cirkus Messerschmidt 

DF har i mange år haft en professionel pressehåndtering, og den har været en vigtig brik i den succes, som partiet har opnået. Og Morten Messerschmidt har haft en stor aktie i succesen. Han har leveret punchlines i metermål, han har hamret løs i selv den mest blodfattige EU-debat, han har leveret sejrsdans, hatten på skrå, ternet dug og følelser ad libitum. Oven i det har Messerschmidt konstrueret et hav af de formatbrud, som medierne elsker. Han synger opera, hører klassisk musik og er venner med politikere fra andre partier.

Messerschmidt har om nogen i DF talt mediernes sprog! Men nu ser det pludselig ud til, at hans medietække er opbrugt – i hvert fald for en tid. De skader, Morten Messerschmidt har forvoldt på sig selv med sagen om EU-frås, er enorme. Hans nedladende ”lille forvirrede pige”-kommentar om partikollegaen, der gjorde opmærksom på, at der var urent trav, er indlysende skadelig. Men værre er den dobbeltmoral, som Messerschmidt er blevet ramt af. I medierne er der blevet tegnet et billede af en politiker, der har slået sig op på at bekæmpe frås i EU, mens han samtidig har haft snablen solidt plantet i EU’s pengekasse.

En giftig sag ikke bare for Messerschmidt, men for hele DF. Partiet gør alt for at markedsføre sig som den rene vare, der ikke er et magtparti og som altid er de små, de underkuede og dem, der bliver set ned på. Men med sagen om DF’s EU-frås er de lige pludselig i samme bås som de andre magtpartier, som også har været ramt af dårlige sager og pamperi.

DF-toppens dårlige håndtering

Partileder Kristian Thulesen Dahl har ligesom Messerschmidt haft en overraskende dårlig mediehåndtering igennem hele balladen. For en gangs skyld var partitoppen i DF længe om at svare journalisterne, og sådanne flere dage med ”ingen kommentar” fra Thulesen & Co. var kun med til at forstærke mistanken om, at der ikke var rent mel i posen.

Da DF’s partiformand ikke længere kunne holde stand, forsøgte han sig så med ”flytte aben væk”-strategien. Kristian Thulesen Dahl henviste klart og tydeligt journalisterne til Messerschmidt, hvis de havde spørgsmål til sagen. Men det er en farlig strategi, for i et parti, der ved enhver given lejlighed bryster sig af at have topstyring, virker det underligt, at lige når det handler om EU-frås i en valgkamp, skal man henvende sig andre steder end i toppen af partiet. Og når Morten Messerschmidt samtidig nægter at fremlægge centrale bilag og regnskaber om sagen, bliver fokus igen flyttet over på partitoppen.

Opbakning eller gok i nødden

Men indtil videre har Thulesen og den øvrige DF-top kunnet lægge nogenlunde afstand til balladen. Sagen om DF’s EU-frås er dog ikke færdig endnu. Der er stadig flere løse ender, og i DF holder man med garanti vejret, mens journalister og de forskellige myndigheder graver videre. For kommer der mere frem, er det langtfra sikkert, at Thulesen Dahl kan holde balladen på afstand.

Det store spørgsmål er så, hvilken strategi der bliver gjort brug af, hvis der kommer en runde til i frås-sagen. Vil Thulesen Dahl bakke op om sin store stemmesluger, eller kunne han finde på at give ham et gevaldigt gok i nødden og lægge alt ansvar over på Messerschmidt. Sidstnævnte løsning er ikke usandsynlig. Den personlige kemi mellem de to er efter sigende ikke specielt god, men vigtigere er, at nærmer balladen om EU-frås sig partitoppen yderligere, kan den blive enormt skadelig for det ellers så stærke DF-brand.

En ting kan dog allerede konkluderes på baggrund af Messerschmidt-balladen: DF’s ellers magiske evner til at trylle sig udenom dårlig presse virker til for en stund at være opbrugt.