Når noget først er gået galt, vil ethvert forsøg på at rette op på det uvægerligt gøre det hele værre. Murphys Lov kommer i utallige varianter, og denne version synes fuldstændig vildtvoksende for tiden.

Længstvarende er situationen i Venstre, hvor man for længst har passeret femårsdagen for fiktionen ‘Er der to der står sammen, er det Lars Løkke og Kristian Jensen’. Valgsejren, eller hvad det var ved FV15, hvor Venstre gik tilbage men reddede sig regeringsmagten, nulstillede miseren så længe det varede, men valgnederlaget, eller hvad det var ved FV19, hvor Venstre gik frem men mistede regeringsmagten, har nulstillet nulstillingen.

Hvis man et øjeblik ser bort fra at det handler om et politisk parti og ikke en rationelt ledet organisation, så er der kun én brugbar løsning i bogen: Ud med dem begge. Uændret status er uholdbart - det fremgår - og hvad et vinderhold og et taberhold kan gøre ved et parti er der masser af eksempler på, ingen af dem til efterfølgelse. Men nu er det jo et politisk parti og ikke en rationelt ledet organisation, så der er ikke nødvendigvis en voksen til stede til at skære igennem.

Et andet eksempel på at politik og rationalitet ikke altid er kompatible er Enhedslistens ungdomsparti Socialistisk Ungdomsfront, der på sin hjemmeside om ‘arbejderkamp’ mener, at ‘vi skal kæmpe for bedre vilkår for os som arbejdere – det betyder blandt andet flere rettigheder på arbejdsmarkedet, højere løn og bedre ansættelsesforhold’. Det gælder så godt nok ikke lige for dem, der arbejder for SUF selv, de har nemlig ikke noget ansættelsesforhold, de er bare frikøbte uden ret til ferie, mener man i ungdomspartiet, som Berlingske ondt beskriver som stedet hvor ‘unge socialister øver sig i organisatorisk arbejde, politisk disciplin og almindelig dømmekraft’.

De rigtige arbejdere, som ikke blot er revolutionsromantikere og derfor er organiseret i HK og ikke i SUF, mener naturligvis noget andet. Et venstrefløjsparti i konflikt med en fagforening, hvor dumt er det lige? Men det ligger jo selvfølgelig implicit i begrebet ‘ungdomsparti’, at så er der ikke en voksen til stede.

Men stillingsbetegnelser er naturligvis en alvorlig sag. Private dagplejere må ikke længere kalde sig dagplejere, fordi den officielle betegnelse for de private er ‘børnepassere’, men i Kolding har en nogle af børnepasserne formastet sig til at have en humoristisk plakat hængende, som indeholder ordet ‘dagplejeren’. Hvad gør kommunen så?

Svaret burde give sig selv: Ingenting. Men nej, kommunen fandt det for stort til selv at have en mening om det og spurgte i ministeriet, to gange endda, og ministeriet forklarede i første omgang hvordan reglerne var, og tilføjede i anden omgang at kommunen selv måtte foretage vurderingen af, om dette var en ulovlig markedsføring med en regelbrydende stillingsbetegnelse eller bare et dekorativt element i et privat hjem. Altså en ny chance for at lade det fare, men nej, heller ikke da var der en voksen til stede i børneforvaltningen.

I stedet blev der skrevet rundt til de private børnepassere, at de skulle overstrege det farlige ord, hvis de havde sådan en plakat hængende, og da sagen herefter uundgåeligt fik mediebevågenhed, gjorde alle kommunens efterfølgende forsøg på at tale sagen ned bare ondt værre og Kolding mere til grin. Plakatfirmaet har ikke villet se så meget god markedsføring gå til spilde men har udgivet en ny version af plakaten, nu med ordet ‘dagplejeren’ overstreget og suppleret med den håndskrevne rettelse ‘privat børnepasser’.

Omsider nogen der viste sig situationen voksen.

Det var der også i forhold til USA-præsident Trumps ikke-besøg i Danmark, som han havde bedt om og fået en invitation til fra Dronning Margrethe, men så alligevel ikke ville. Kongehusets reaktion: ‘Det var en overraskelse’. Kun fire ord, men man kan formelig høre istapperne på taleboblen. Alle andre(s) reaktioner - at det er uforskammet, en fornærmelse, ikke en måde at behandle en allieret og så videre og så videre - er også uangribelige, men savner det touch af klasse, som den kongeligt afmålte reaktion udstråler.

Ingen er i tvivl om hvem der er den voksne her, og hvem der ikke er. Men det var vi vel strengt taget heller ikke inden aflysningen.