Kommunen.dk
MENU

Energiekspert skal sikre fjernvarmens fremtid

Civilingeniør med stor energierfaring er ny analysechef for Dansk Fjernvarme og leder af tænketanken Grøn Energi

Energiekspert skal sikre fjernvarmens fremtid

Civilingeniør med stor energierfaring er ny analysechef for Dansk Fjernvarme og leder af tænketanken Grøn Energi

Civilingeniør Jesper Koch har i de seneste 20 år været involveret i effektiviseringen og den strategiske udvikling af det danske energisystem og ikke mindst indfasningen af vedvarende energi. Han bliver som analysechef også leder af fjernvarmesektorens nye tænketank Grøn Energi.

- Jesper Koch er en kæmpe kapacitet. Hans viden om energi og fjernvarme er enorm og helt unik, siger Dansk Fjernvarmes direktør Kim Mortensen.

Danmark står foran at skulle omlægge el- og opvarmningssektoren til at være 100 pct. grøn i 2035. 63 pct. eller mere end 1,6 mio. af de danske boliger er koblet på fjernvarmenettet. Det giver Danmark et forspring, fordi der allerede eksisterer muligheder for at udbrede brug af grønne energikilder som vind, sol, geotermi og biomasse via fjernvarmen til den eksisterende boligmasse.

- Vi skal have udfaset kul, olie og naturgas. Om blot syv år skal halvdelen af forbruget af fossile brændsler være skåret væk i el og opvarmning. Det kræver en hurtig omstilling, hvor fjernvarme bliver et af omdrejningspunkterne. Men det skal ske på en samfundsmæssigt hensigtsmæssig måde, ellers bliver det enormt dyrt, siger Kim Mortensen.

Det er netop i den forbindelse, at den nye analysechef og tænketanken Grøn Energi skal spille en vigtig rolle, fordi der i den kommende tid skal laves analyser af blandt andet fjernvarmen, naturgassen og afgiftssystemet. 

- Gør vi tingene rigtigt, så er der et kæmpe potentiale for grøn vækst og tusinder af arbejdspladser. Danmark har som førende indenfor fjernvarme kæmpe eksportmuligheder, og vi har med den teknologi, vi allerede kender i dag, et kæmpe forspring, som gavner både samfundet og forbrugerne med grøn, effektiv og billig fjernvarme, siger Kim Mortensen.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR