Det er fra starten blevet en standardbemærkning ved omtale af sundhedsreformaftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti, at den jo hænger på, at de samme aftaleparter også har flertal efter FV19, en bemærkning der med de herskende meningsmålinger rummer en underforståelse af, at så bliver det alligevel ikke til noget. Så enkelt er det bare ikke.

En sammenligning med efterlønssituationen omkring FV11 ligger lige for, selv om der også er forskelle. Betydelige forskelle endda, idet de partier der havde flertallet før valget, også havde flertal efter, blot var nogle af dem rykket ud af regeringskontorerne og andre ind. Det interessante her er imidlertid, at flertallet blev udvidet med yderligere partier, selvom de måtte overvinde både modvilje og tidligere udtalelser for at gå med.

For en politiker er det bedste af alt at sidde for bordenden og få sin politik igennem.

Det næstbedste er at få sin politik igennem uden at sidde for bordenden. Ideelt set i hvert fald. Der findes sikkert også dem der mener, at det næstbedste er at beholde pladsen for bordenden, selvom den kun er til pynt, og det er andre der får deres politik igennem, men disse hypotetiske personer ser vi bort fra her.

Det var den førstnævnte situation, der var gældende efter FV11, da Lars Løkke Rasmussen ganske vist måtte aflevere nøglerne - til låns, som han sagde - men til gengæld kunne opleve Helle Thorning-Schmidt tilslutte sig ‘VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand’, som det fremgik af regeringsgrundlaget. Hvis det denne gang er Lars Løkke Rasmussen selv, der har nøglerne til låns, må det alt andet lige være et pænt plaster på såret, hvis den afløsende regering med eller uden sin gode vilje kommer til helt eller delvist at overtage sundhedsreformens intentioner ‘i bredeste forstand’.

Den mulighed er bestemt til stede.

Da sundhedsreformaftalen blev præsenteret tirsdag, var SF og Enhedslisten hurtige på tasterne med en forventelig og nærmest rituel konstatering af, at aftalen ikke ville løse de virkelige problemer, at der ikke fulgte penge nok med, at den var udemokratisk og hvad har vi. Det er det man har oppositioner til. Det store oppositionsparti Socialdemokratiet var imidlertid påfaldende tavs påfaldende længe.

Med undtagelse af enkelte pip fra nogle ganske få folketingsmedlemmer, der åbenbart ikke var blevet adviseret, havde Socialdemokratiet ikke rigtig nogen udtrykt holdning til sundhedsreformaftalen, før den blev et emne direkte mellem partiformand Mette Frederiksen og statsministeren i Folketingets spørgetid senere på tirsdagen. Bagefter var der til gengæld ingen, der holdt sig tilbage, og det alt sammen efterlader indtrykket af en kontrolleret kommunikation, der skal forhindre uoverlagte bemærkninger i at komme i vejen for... - ja, hvad?

Her skal man lægge mærke til, at Danske Regioners formand Stephanie Lose, der ganske vist er venstrekvinde men i denne sag på samme side som socialdemokraterne, bestemt ikke havde underlagt sig nogen radiotavshed, men tværtimod var hurtigt ude og sige, at planen sådan set var god nok, hvis bare det blev overladt til regionerne at udføre den. En anden ting man skal lægge mærke til, er indførelsen af patient- og pårørenderåd som et nyt demokratisk element, der er kommet til i forhold til den første version af reformen, som den fremgik af regeringens udspil i januar.

Tilsammen anviser de to håndteringer en farbar vej for, hvordan man kan overtage det bedste fra sundhedsreformen - eksempelvis de 21 sundhedsfællesskaber, der jo i substansen ikke adskiller sig overvældende fra socialdemokraternes nærhospitaler - mens man frasorterer det, der byder på størst modstand, nemlig ved at skrue lidt mere op for direkte valgte i en ny struktur. Eller man kan lade den eksisterende struktur overleve i form af regionsråd, men i givet fald formentlig med en begrænsning på handlefriheden og retten til forskellighed, som vil være mest følelig i de regioner hvor it-systemer og akuttelefoner virker dårligt, og mindst følelig i de regioner hvor de virker godt.

Om man skruer op for det ene eller ned for det andet, giver to forskellige kurver, men de behøver ikke føre til voldsomt forskellige resultater, for de må jo skære hinanden et eller andet sted. I givet fald måske ikke ligefrem en gentagelse af efterlønssituationen, men dog et eksempel på, at selvom udførelsen bliver overladt til andre, så kan man godt få (noget af) sin politik igennem. Sådan i bredeste forstand.