En spids uden mangfoldigt bagland vinder ikke valget

Flere partier har nu sat navn på deres lokale spidskandidat, og de sidste følger trop inden for kort tid. Andre kandidater vil nemlig kende deres politiske leder, før de melder sig under fanerne til kommunalvalget. Det handler om personlig ledelse.

En vigtig kvalifikation for politikere med borgmesterdrømme er deres lokale netværk; ikke kun i form af potentielle vælgere, men også i form af potentielle kandidater til opstillingslisten, som kan tiltrække endnu flere vælgere. Derfor har ALLE spidskandidater en bunden opgave. De skal tiltrække kvalificerede kandidater, som afspejler kommunens borgere. Her fejlede mange politiske ledere ved KV17. 

Ved seneste valg var kun 31,8 pct. af de opstillede kandidater kvinder og 32,9 procent af de valgte politikere var kvinder. Skal kommunalbestyrelserne have flere kvinder valgt, må de stille flere kvindelige kandidater op. Det er vælgerforeningernes ansvar, men det er især spidskandidaternes ansvar.

Lakmustest på vælgerappel

Jeg ser rekruttering af kandidater som en ledelsesopgave og en lakmustest på, hvordan spidskandidater vil klare valget og den efterfølgende opgave med konstituering og poster som enten udvalgsformand eller borgmester. Rekrutteringen af kandidater viser en-til-en, hvor god den enkelte spidskandidat er til at få følgere - ikke kun personligt, men også politisk. 

Det holder ikke, hvis spidskandidatens netværk og lokale relationer er så ringe, at vedkommende ikke har nogen at spørge, om de vil stille op som kandidat til valget. Hvis spidskandidaten hypotetisk set er en herre på 55 år uden netværk blandt byens kvinder, så er det et problem. Ikke kun når partiet skal rekruttere kvindelige kandidater, men også i valgkampen og i kommunalbestyrelsen. Vedkommende behøver ikke kende alle potentielle kandidater personligt på forhånd, men spidskandidater skal som minimum have et netværk, som vil aktivere deres lokale netværk, ellers skal spidskandidaten bruge efteråret på at opbygge et relevant netværk til potentielle kandidater. 

Det holder heller ikke, hvis spidskandidaten har netværket, men ikke er i stand til at overbevise potentielle kvindelige kandidater om, at det er værd at bruge sin tid på at bakke op om partiets politik og opstille til kommunalvalget. Det bør være spidskandidatens spidskompetence. 

Derfor må partier, som mangler kandidater til kommunalvalget, spørge sig selv, om de har den rette spidskandidat. Undskyldninger om, at kvinderne har for travlt i hjemmet, bliver misbrugt som en søforklaring på, at partiet og spidskandidaten ikke har prioriteret opgaven med at identificere de lokale kvinder, som har evnerne, tiden og lysten til at gå ind i politik. 

De er der. Find dem!

De er der, hvis I leder efter dem, og det er jeres ansvar at prikke dem på skulderen. Det viser statistikken fra de kommuner, som har opnået en næsten ligelig fordeling af mænd og kvinder. Kommunalbestyrelsen i Vesthimmerland har dobbelt så mange kvinder som i Dragør. Kom ikke at sig, at det handler om, at kvinderne i Dragør har særlig dårlig tid og ressourcer. Måske skal spidskandidaten spørge ti potentielle kvindelige kandidater, før én siger ja. Det kræver vilje og tid, men spidskandidaten skal ikke stille sig tilfreds med et par markante kvinder på listen. Heller ikke selvom en af dem er spidskandidaten selv. Og heller ikke selvom de andre kandidater på listen gerne vil undvære konkurrencen til valget. 

Spidskandidaten må være mere ambitiøs. Jo flere forskellige kandidater partiet opstiller, desto bredere viden, desto større netværk og desto flere stemmer. Opgaven er især central for borgmesterpartierne, hvor spidskandidatens parti besætter en stor del af pladserne i kommunalbestyrelsen, og spidskandidaten kan spille på en borgmestereffekt, som både giver et større netværk og mere politisk pondus. 

Jeg ville ikke være i tvivl: Formår spidskandidaten ikke at rekruttere kandidater af begge køn og repræsentere kommunens borgere bredt, så har partiet fortjent en vælgerlussing.