Politik handler om hvad man vil. Alle vil naturligvis det bedste, de er bare ikke enige om, hvad det bedste er, og hvordan man opnår det. Men principielt. Inden for politik er det desuden tilladt at have følelser, ja vel i nogen grad ønskværdigt, selv om et vist emotionelt mådehold vil være formålstjenligt i henseende til at få sin politik igennem. Men uden en vis følelsesmæssig drivkraft som ansvarlighed, rimelighed, retfærdighed og social forståelse går det ikke.

Inden for jura har følelser derimod ingen rolle. Regler gælder hvad enten man er enig eller ej, og ligesådan er det med matematik. De samme tal lagt sammen, trukket fra eller ganget med hinanden giver samme resultat uanset hvem der regner. Derfor er det som regel klogest at holde de tre ude fra hinanden, så juraen og matematikken ikke bliver følelsesbestemt, og politikken ikke udarter til lidenskabsløst regel- og regnearksregimente.

Når det kommer til anvendt økonomi, er det imidlertid vanskeligt at opretholde adskillelsen, og hverken jurister, økonomer eller politikere er formentlig heller særlig interesserede i det. Et godt eksempel er den strid om det hjørne af det kommunale udligningssystem, der gælder registrering eller ikke-registrering af udlændinges uddannelsesniveau, og den betydning forskellen mellem de to har for hvilke kommuner der får hvor meget.

For en ren økonomisk betragtning er det bare et spørgsmål om, hvilke tal der hældes ind i hvilken ligning, mens det i politisk henseende kan være et spørgsmål om både rimelighed og retfærdighed. Og for juristerne en dissektion af hvad diverse bestemmelser tilsammen peger på.

I den politiske version er det hele kogt sammen til, at en midlertidig periodes ikke-registrering af udlændinges uddannelsesniveau er ‘en fejl’ eller måske ligefrem ‘en regnefejl’, som i den økonomiske version ville have gjort en forskel på adskillige milliarder kroner over det årti, striden står om. Den juridiske version har vi til gode, endnu da, men et antal kommuner har varslet en retssag for at få de penge, de selv mener de er blevet ‘snydt’ for.

Det hele startede med en journalistisk genistreg, da Nordjyske sidste efterår fik et datafirma til at regne på, hvad udligningsbeløbene ville have været, hvis man i 2007-2017 havde skelnet mellem udlændinge med og uden uddannelse ligesom man gjorde i årene før og efter. Resultatet blev præsenteret under overskriften ‘Provinsen snydt for millioner’, og derfra kørte toget.

I kommuner der på den måde ville have fået mere, var den politiske vrede nærmest naturgiven, og i sammenslutningen Danmark på Vippen ikke mindre. Nordjyskes oprindelige kategorisering af miseren som ‘sådan nogle fejl i systemet’ blev af Danmark på Vippen skærpet til ‘de mange milliarder, som hovedstadskommunerne fejlagtigt har fået udbetalt’.

Godt en måned senere nåede sagen frem til Sjællandske, der uden reservationer kaldte den ‘en gammel regnefejl’, og i Næstved Byråd luftede Helge Adam Møller (K) muligheden for ‘en erstatningssag overfor staten’. Efter nogle uger var sagen i samme avis vokset i ordvalg til ‘en grov regnefejl’, og det lokalt valgte folketingsmedlem Magnus Heunicke (S) kaldte økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) i samråd.

Samrådet blev holdt i januar i et lukket møde i Folketingets landdistriktsudvalg, hvor ministerens position var, at ‘man kan ikke bare trække i en automat og sige, at hvis man ændrer et lille kriterium, så kan man se, hvad kommunen havde fået i stedet’. Derefter blev fejl-retorikken droslet lidt ned, men det varede kun til økonomiaftalen mellem regeringen og KL faldt på plads med en kompensation til de kommuner, der fra næste år bliver ramt af ændret beregningsgrundlag for den kommunale udligning.

‘En våd klud i ansigtet’, lød det vredt fra Hjørrings borgmester Arne Boelt (S), der mente at den aftalte kompensation ville gå til ’kommuner, som i årevis har fået penge, de ikke skulle have haft’.  Ifølge Nordjyske, der jo startede kampagnen og stadig ufortrødent siger at kommunerne er blevet ‘snydt’, vil en halv snes af dem nu gå rettens vej for at få, hvad de betragter som deres retmæssige penge. Andre kommuner foretrækker at trække i trådene politisk ud fra den betragtning at der jo ikke er overtrådt nogen lov, men truffet en politisk beslutning.

Er man uenig i sådan en, forekommer en retssal ikke det mest oplagte sted at få den ændret. Men på den anden side: politisk kan selv en tabt retssag være et ganske brugbart instrument.