“Det kan regeringen godt glemme alt om”, lød den kontante salut fra kommunernes førstemand Martin Damm, da finansminister Nicolai Wammen i begyndelsen af maj fik den idé, at man kunne finansiere inflationskompensation til udvalgte grupper ved at “nedjustere de offentlige investeringer”. Oversat: færre penge til anlægsopgaver, og det var så det, finansministeren godt kunne glemme igen, “i hvert fald hvis det er den kommunale anlægsramme, man vil nedjustere”, lød beskeden fra Martin Damm.

Og hvordan gik det så? Jo, Wammens nedjustering skulle “være inden for en ramme på op til tre mia. kr.”, sagde han dengang, og næsten halvdelen af det beløb endte så med at blive tørret af på kommunerne. Uden at der i øvrigt er brugt penge på at kompensere nogen for inflationen.

Forhandlingsresultatet for 2023-økonomiaftalen siger minus 1,4 mia. kr. til kommunale anlæg i forhold til rammen for 2022, som endda var 1,7 mia. kr. lavere end den for 2021. Man skal tilbage til økonomiaftalen for 2019 for at finde en lavere anlægsramme end næste års.

Så måske var KL-formandens afvisning i virkeligheden mest et slags forsøg på en besværgelse mod det uundgåelige. Enhver regering har til enhver tid overhånden i den slags forhandlinger, alene fordi det er den der har pengene, og de andre der gerne vil have nogle af dem.

En anden besværgelse var, at hvis ikke kommunerne fik nok penge til velfærd, så skulle regeringen vedstå sit medansvar og være med til at forklare det til vælgerne. Det ligger det mindst lige så tungt med, og i virkeligheden var appellen nok mest af alt et udtryk for en erkendelse i KL af, at det nok ikke blev i år, der skulle holdes økonomiaftalefest.

På forhånd havde regeringen afsat 1,25 mia. kr. til forhøjelse af servicerammen, og det beløb blev så forhandlet op til 1,3 mia. kr. Beskedent, men dog noget. Noget symbolsk.

KL-formand Martin Damm har ved en tidligere lejlighed beskrevet sidste års budgetproces, der forløb under hans forgænger Jacob Bundsgaard, som “en perfekt storm” bestående af likviditet i kommunerne, et ophobet behov og ikke mindst kommunalt valgår. Nu har han fået sin egen perfekte storm bestående af coronaefterslæb, Ukrainekrig og voksende inflation.

Og ligesom det sidste år gjaldt om at dukke sig og ride stormen af, så er der i år heller ikke andet at gøre end at bide tænderne sammen og stå det igennem i forhåbning om bedre tider. Skønt det nok ikke bliver lige med det første.

Sikkerhedspolitik er ikke noget, der plejer at spille en stor rolle for kommunerne, men det gør det denne gang i form af heftigt stigende energipriser som følgeeffekt. Plus naturligvis den helt direkte påvirkning, der består i at stort set alle ledige penge skal gå til at genopbygge et forsvar med endnu større efterslæb end kommunernes på anlægsområdet.

Ud fra et forhandlingssynspunkt er en sådan situation både besværlig og nem.

Besværlig fordi en ordentlig forhandling helst skal ende med, at begge parter er i det mindste nogenlunde tilfredse med forhandlingsresultatet, og fordi det gerne skal være muligt at komme hjem til baglandet og stå på mål for det uden at blive pebet ud. Nem fordi vilkårene er så åbenlyse, at urealistiske forventninger ikke overlever ret længe, og at man derfor uden alt for mange vildveje når frem til det meget smalle rum, der er for et forhandlingsresultat.

Sådan gik det da også. KL ville gerne have haft mere, men måtte indse at det ikke var muligt, ligesom det heller ikke var muligt for regeringen at forhøje med nogle vælgertækkelige milliarder her i optakten til næste folketingsvalg.

Det muliges kunst, dog ikke uden en lidt fjollet skæver i form af den udslidte krikke “konsulentudgifter”, der endnu en gang blev trukket af stalden som et sparekrav til kommunerne. En aftale man helst vil glemme.