Kommunen.dk
MENU

Ekstratjek af luftfotos giver højere byggegebyrer i Roskilde

Flere kommuner skal gennemgå tusindvis af boligsager i forbindelse med sidste års skatteaftale. I Roskilde bliver det dyrere at lave tilbygninger.

Ekstratjek af luftfotos giver højere byggegebyrer i Roskilde

Flere kommuner skal gennemgå tusindvis af boligsager i forbindelse med sidste års skatteaftale. I Roskilde bliver det dyrere at lave tilbygninger.
Det nye ejendomsvurderingssystem afløser det nuværende, der har været suspenderet siden 2013. Det skete efter kritik fra Rigsrevisionen, som påpegede, at vurderingerne ikke ramte præcist nok.
Det nye ejendomsvurderingssystem afløser det nuværende, der har været suspenderet siden 2013. Det skete efter kritik fra Rigsrevisionen, som påpegede, at vurderingerne ikke ramte præcist nok.
Foto: Mads Jensen / Ritzau Scanpix

I de kommende år vil det blive en smule dyrere for boligejere i Roskilde at få lov til at bygge en ny garage eller et drivhus.

Fremover vil det nemlig koste 1.000 kr. i byggesagsgebyr, hvis man ønsker at lave en tilbygning til sin ejendom eller skal have lovliggjort noget færdigt byggeri.

Det sker i forbindelse med indførelsen af det nye system for boligskat, der blev vedtaget for lidt over et år siden. Det nye system kræver helt friske ejendomsvurderinger og skal være med til at give en rabat på 20 mia. kr. til boligejerne.

Siden har SKAT taget luftfotos i hele landet, som skal bruges til det nye vurderingssystem. Det sker for at finde afvigelser mellem bygninger på luftfotos og bygninger, som de er registreret i Bygnings- og Boligregistret (BBR). Det er kommunerne, der nu skal i gang med at tjekke ejendommene systematisk.

Hvor nogle kommuner har ført løbende tjek af borgeres tilbygninger, har andre ikke været lige så grundige.

I Roskilde har man gennemført en foranalyse på ca. ni procent af materialet fra SKAT. Den viser, at næsten alle boligejere i kommunen skal have rettelser til deres oplysninger i BBR. Der kan være småbygninger, der ikke er registreret, og boligarealer, der ikke er korrekte.

   Det er ikke en ønskeopgave at blive pålagt af staten. Det er rigtig meget arbejde, som er kommet pludseligt, og det har nødsaget os til at ansætte fire nye byggesagsbehandlere

Derfor forventer kommunens ansatte at skulle gennemgå 20.000 ejendomme, hvoraf de regner med at åbne 6.000 sager, hvor garager, skure og større tilbygninger skal gøres lovlige - enten ved blot at blive indregistreret korrekt eller ved, at der skal ændres i byggeriet.

- Det er ikke en ønskeopgave at blive pålagt af staten. Det er rigtig meget arbejde, som er kommet pludseligt, og det har nødsaget os til at ansætte fire nye byggesagsbehandlere. Der har været urealistiske forventninger fra SKAT’s side i forhold til, hvornår vi kunne være færdige, men det har vi heldigvis fået skubbet, fortæller formand for Plan- og Teknikudvalget Tomas Breddam (S).

Budgettet burde holde
Roskilde anslår, at det kan tage omkring fire år at få alle sager lukket, og udgifterne dertil skal dækkes af de forøgede gebyrer.

- Det skulle få det hele til at løbe rundt. Nogle borgere vil skulle betale omkring 7-800 kr. mere for en byggesag, men på den her måde behøver vi ikke tage pengene fra andre områder, forklarer afsnitsleder for byggesager Jan Kurt Rendboe.  

For at involvere roskildenserne og lette presset på de ansatte har byrådet indført en såkaldt frit lejde ordning. Alle får frit lejde resten af 2018, så man kan indberette det, man har glemt til kommunen. Fra 1. januar 2019 vil der være en BBR-bøde, som kan løbe op i 5.000 kr.   

- Der er mange grundejere, som gerne vil have orden i sagerne. Vi håber, at det bliver taget i en venlig ånd, siger Tomas Breddam.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR