Samtale fremmer forståelsen, var der engang et reklameslogan, der hed, og muligvis meget betegnende blev ophavsfirmaet bag sloganet overtaget af et andet, som siden er overtaget af et tredje. Så på en måde findes ophavet endnu og på en måde ikke. Ligesom med den forståelsesfremmende samtale.

For selvfølgelig er samtalen, herunder den offentlige samtale, stadig en vigtig motor i den gensidige forståelse mellem os allesammen. Men man kommer ikke udenom, at den også er en vigtig motor for det modsatte. Den digitale udvikling får ofte skyld for sidstnævnte, ligesom den får skyld for alt muligt andet, som man ikke bryder sig om. I virkeligheden har den digitale udvikling haft mindst lige så stor betydning for den slags samtale, som faktisk fremmer forståelsen, og i begge tilfælde har det naturligvis den meget ikke-digitale forklaring, at det er de deltagende mennesker, der afgør, om samtalen mellem dem er af den ene eller anden slags.

Men det er sandt, at den digitale udvikling har gjort det nemt at tale sig væk fra hinanden – paradoksalt nok ved altid at være enig med dem, man taler med. Interessefællesskaber findes på alle forhåndenværende politiske fløje, og det kræver endda ikke nødvendigvis hverken en målrettet eller for den sags skyld bevidst indsats at blive indrulleret heri. Problemet med dem er, at de har en tendens til at lukke sig om sig selv.

Hvis man her forestiller sig obskure lukkede diskussionsfora eller ekstreme hjemmesider, så har man kun fat i en del af fænomenet. Bare sådan noget som, hvem man er venner med på Facebook, udgør for de flestes vedkommende en sortering, der blandt meget andet også er holdningsmæssig. Man omgås ofte folk, der ligner en selv, og i et digitalt univers vil algoritmernes lidenskabsløse systematik uvægerligt understøtte og forstærke enhver tendens – også denne.

Tendensen er velkendt og velbeskrevet, og da dens resultat er, at man altid hører det samme, kalder man det ‘ekkokammer’. Man kan undgå at havne i sådan et – dels selvfølgelig ved ikke at færdes for meget i de dedikerede grupper og fora, dels ved at opretholde en bredspektret kreds af kontakter på for eksempel Facebook. Er man ikke på vagt, ender det med, at man altid kun hører, hvad man selv synes, og inden man ser sig om, falmer forståelsen for, anerkendelsen af og måske endda kendskabet til eksistensen af andre(s) synspunkter. Det ekstreme bliver normalt – i hvert fald inde i ekkokammeret – og man føler sig i stigende grad ikke hjemme udenfor.

Som sagt en velkendt og velbeskrevet tendens. Det nye er, at ekkokamrene nu også er ude i det åbne rum, hvis man kan sige det sådan uden at komme i konflikt med fysikkens love. Men hvad enten man nu kan det eller ej, så ser vi oftere og oftere, hvordan diskussioner i det åbne rum foregår i adskilte virkeligheder, hvor deltagerne råber ‘fake news’ efter hinanden eller ‘Lügenpresse’, hvis det skal være helt slemt. Blandt meget andet er det også en kamp mellem de nye brugerdrevne medier og de etablerede, og her kommer de etablerede til at tabe, hvis de kun ser det som deres rolle at huske, at de i tilfælde af modstridende facts fra forskellige virkeligheder altid skal lade dem begge få taletid, men ikke at forholde sig til, hvad der er sandt eller falsk.

Hvis ingen har lagt mærke til det før, så er det om noget blevet tydeligt på den anden side af Atlanten efter præsidentskiftet. Men vi har også set det herhjemme både før og efter - bare ikke så ekstremt. I hvert fald ikke endnu. Hvis vi vil undgå, at det bliver det, er det ikke den digitale udvikling, der kommer til at redde situationen for os.

Algoritmernes lidenskabsløse systematik bygger udelukkende på, hvad vi selv gør. Det er vores egen ageren, der bliver understøttet og forstærket. Nu som altid er det de deltagende mennesker, der afgør, om samtalen mellem dem er af den ene eller anden slags.