Kommunen.dk
MENU

Efter krænkelser får politikere ingen hjælp af kommunen - nu ændrer KL praksis

Når byrådsmedlemmer oplever krænkelser eller chikane i byrådet eller fra borgere, er der som udgangspunkt ingen hjælp at hente i kommunen, oplevede et byrådsmedlem i Gribskov. En forkert vurdering, siger KL nu.

Efter krænkelser får politikere ingen hjælp af kommunen - nu ændrer KL praksis

Når byrådsmedlemmer oplever krænkelser eller chikane i byrådet eller fra borgere, er der som udgangspunkt ingen hjælp at hente i kommunen, oplevede et byrådsmedlem i Gribskov. En forkert vurdering, siger KL nu.
Retningslinjerne i Gribskov skal fungere i to spor: Et adfærdskodeks, som er etiske retningslinjer for, hvordan man skal agere overfor hinanden, og et “hårdt spor, som er drejebogen for, hvordan man handler, hvis en person bliver udsat for noget. Det kan både være krænkelser online, fysisk og verbalt, og det gælder også, hvis en borger er involveret. Fremover bliver der også stillet psykologhjælp til rådighed.
Retningslinjerne i Gribskov skal fungere i to spor: Et adfærdskodeks, som er etiske retningslinjer for, hvordan man skal agere overfor hinanden, og et “hårdt” spor, som er drejebogen for, hvordan man handler, hvis en person bliver udsat for noget. Det kan både være krænkelser online, fysisk og verbalt, og det gælder også, hvis en borger er involveret. Fremover bliver der også stillet psykologhjælp til rådighed.
Foto: Torben Klint, Ritzau Scanpix

Ved et middagsbord på et byrådsseminar i sommeren 2018 skulle byrådsmedlem i Gribskov Natasha Stenbo Enetoft (V) fotograferes sammen med en byrådskollega. Idet billedet bliver taget, hiver kollegaen ned i Enetofts kjole, så man kan se hendes bryster. Et tredje byrådsmedlem tager billedet, og senere på aftenen viser han det til viceborgmesteren.

Først bagefter finder Natasha Stenbo Enetoft ud af, at billedet rent faktisk blev taget. Sammen med to byrådsmedlemmer går hun til den daværende kommunaldirektør. Her lyder meldingen, der er clearet med chefjuristen, at kommunen ikke kan hjælpe hende rent juridisk, fordi de alle er folkevalgte og ikke kommunens ansatte.

- Det betød, at jeg følte mig efterladt alene. Alt var overladt til mig selv, og jeg savnede lidt en ansvarlig voksen, der tog mig i hånden, siger Natasha Stenbo Enetoft.

  Jeg følte mig efterladt alene. Alt var overladt til mig selv, og jeg savnede lidt en ansvarlig voksen, der tog mig i hånden.

Men det var en forkert vurdering. Sådan lyder det nu fra KL, der har været inde over sagen, efter at en række byrådspolitikere har henvendt sig om episoden, da byrådet skal vedtage retningslinjer for ageren i sådanne situationer fremover.

- Det må være en misforståelse, hvis I har fået at vide, at kommunen ikke må hjælpe et kommunalbestyrelsesmedlem med at lave en politianmeldelse og følge op på den, hvis medlemmet på grund af det kommunalpolitiske hverv er blevet udsat for chikane, trusler eller injurier, skriver KL-formand Jacob Bundsgaard (S) og adm. direktør Kristian Wendelboe til kommunen.

- Det er der ikke noget til hinder for, at kommunalbestyrelsen kan bestemme, lyder det.

Overladt til sig selv

Ikke kun i Gribskov er det en gråzone, om der er hjælp at hente eller ej. Det kan potentielt være situationen for hvert femte kvindelige byrådsmedlem, som ifølge en undersøgelse fra KL har oplevet seksuelt krænkende adfærd.

- De er i udgangspunktet overladt til sig selv, hvis de udsættes for krænkelser eller chikane, uanset om det er fra andre kommunalpolitikere eller borgere, siger forskningschef ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Roger Buch.

Fordi byrådsmedlemmer ikke er i et ansættelsesforhold med kommunen, er det den enkeltes eget ansvar, selvom fx krænkelser sker i kraft af byrådsarbejdet.

- Det er efter min vurdering en urimelig forskel til de ansatte i kommunen, som vil kunne søge hjælp hos kommunens personaleafdeling og jurister. Jeg vil mene, at en kommunalbestyrelse kan beslutte at ligestille kommunalpolitikere med ansatte i forhold til at få hjælp eller tilbyde ekstern hjælp, siger Roger Buch.

- Men så vidt jeg ved, er der ingen, der har gjort det endnu, siger han.

KL har ikke overblik over, om kommuner hjælper byrådsmedlemmer med politianmeldelser. Til gengæld har KL netop sammen med Indenrigs- og Boligministeriet i et notat formuleret klare retningslinjer, fordi der har været usikkerhed omkring dem.

Retningslinjer på vej

I Gribskov har byrådet besluttet at udarbejde en handleplan med konkrete retningslinjer for, hvordan man skal reagere over for det enkelte byrådsmedlem fremover. En arbejdsgruppe med repræsentanter fra hver af partierne har mødtes en gang om ugen og fortsætter med det, indtil handleplanen er klar til endelig vedtagelse sidst i juni.

Indtil videre har det været svært at finde præcedens hos andre kommuner og i KL’s retningslinjer, lyder det fra Natasha Stenbo Enetoft, der sidder med i arbejdsgruppen. Ifølge hende er der ofte tale om adfærdskodeks, der blot er et hensynserklæringer og dermed i princippet uden konsekvenser.

I mange tilfælde skal man henvende sig til borgmesteren, kommunaldirektøren eller byrådet, men det kan være svært i praksis, fordi fx en krænker kan være en af dem.

Hvor retningslinjerne lander, er usikkert lidt endnu. Men Natasha Stenbo Enetoft er overbevist om, at byrådet beslutter, at kommunens jurister fremover må hjælpe et byrådsmedlem med at lave en politianmeldelse.

- Det gør vi på grund af den melding, vi har fået fra KL om, at man pludselig gerne må. Men man må kun, hvis det er sket i forbindelse med vores hverv. Og så er det jo til diskussion, hvornår et byrådsmedlem er på arbejde, siger hun.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR