Ombudsmand om afslag: Styrelse tog fejl i sag om bortvist hjemløs
Ombudsmand om afslag: Styrelse tog fejl i sag om bortvist hjemløs

Sidste år endte en hjemløs borger i en form for klagemæssig ingenmandsland som følge af en afgørelse fra Ankestyrelsen. Men nu blander Ombudsmanden sig og irettesætter Ankestyrelsen i ny udtalelse.
Borgeren blev helt tilbage i 2018 smidt ud af et forsorgshjem, da han efter “personalets opfattelse havde optrådt truende over for en anden beboer og ikke havde rettet sig efter personalets anvisninger”.
Ifølge ham selv havde han blot forsvaret sig mod en anden beboer, der angreb ham med kniv.
Borgeren valgte i 2018 at klage over bortvisningen. En klage, der var fire år undervejs hos Ankestyrelsen, som i 2022 endte med at afgøre, at styrelsen slet ikke havde kompetence til at behandle klagen. Et forløb, hvor Ankestyrelsen også beklagede, at den brugte fire år på at vurdere klagen.
Ombudsmanden udtalte dog i september måned, at Ankestyrelsen har taget fejl og bør genoptage borgerens sag og genvurdere en principiel meddelelse, om at hjemløse ikke kunne klage over bortvisninger, der skyldes brud på ordensreglerne.
Ask Svejstrup, sekretariatsleder for hjemløseorganisationen Sand, mener, at udtalelsen er en landvinding for hjemløse.
- Det er kæmpe retssikkerhedsmæssig gevinst for hjemløse. Retten til at klage var reelt frataget dem. Det var et stort problem, at de ikke kunne klage over den meget indgribende afgørelse om at blive smidt ud af deres ‘hjem’, siger han.
Ikke helt i mål endnu
Ifølge Ask Svejstrup er der ikke tal for, hvor mange hjemløse der har oplevet at stå i samme situation som borgeren, der blev smidt ud for angiveligt at have brudt ordensreglerne. I Ombudsmandens udtalelse bliver det fremhævet, at muligheden for at klage er der for de hjemløse.
“Det kan have store konsekvenser for en hjemløs at blive bortvist fra et forsorgshjem, og det er derfor et centralt hensyn, at den slags beslutninger kan blive efterprøvet”, udtaler Folketingets Ombudsmand Niels Fenger om sagen.
Ombudsmandens udtalelse har vakt begejstring hos Ask Svejstrup, men alligevel mener han, at der stadig er et stort problem, der ikke er løst.
Ifølge ham bliver de hjemløse ikke vejledt om klagemuligheder ved bortvisninger eller får en afgørelse på skrift. Det betyder, at der ikke er mange klager på området.
- Jeg løb rundt med hænderne over hovedet i en halv dag, da udtalelsen kom. Men det er i princippet fuldstændig lige meget, at klagemuligheden nu er der, hvis ikke de hjemløse bliver vejledt af personalet og bliver bekendt med deres rettigheder. Det er der desværre kun få forsorgshjem, der gør, siger Ask Svejstrup.
Bør genvurdere alle sager
Selvom et hul i loven nu ser ud til at være lukket, er der dog endnu ikke svar på, om borgeren blev uretmæssigt bortvist. Hans sag samt principmeddelelsen er nu sendt til genvurdering hos Ankestyrelsen.
Ask Svejstrup håber, at Ankestyrelsen vil genvurdere alle sager, der har lagt grund for principmeddelelsen.
- Jeg synes, de skal genvurdere alle sager om det her. Forsorgshjem finder jo linjen ud fra klagerne. Lige nu kan de i princippet smide hjemløse ud for hvad som helst, indtil Ankestyrelsen siger noget andet.
Ankestyrelsen oplyser, at man naturligvis har taget Ombudsmandens udtalelse til efterretning. Samtidig er den omtalte principmeddelelse også ophævet.
- Ombudsmanden har henstillet til, at vi genoptager sagen, og det vil vi nu gøre. Vi er samtidigt ved at se på, hvad der skal ske med de øvrige sager, der er afgjort efter vores tidligere retsopfattelse.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.



























