Ole på 73 år har sovet på sin fløjlssofa i stuen i nat. Bleen er våd, og underlaget på sofaen er krøllet. Overalt er der minder fra et langt liv. På væggene hænger billeder af familie, gardinerne er mølædte, og lejligheden lugter af kat. Ole har boet i lejligheden i 17 år. I soveværelset står der uåbnede flyttekasser.

Den indlysende måde at hjælpe Ole på ville være at bede om en ekstrabevilling til rengøring og udpakning af flyttekasser, men ifølge Dorit Wahl-Brink, der er director hos Marselisborg - Center for Udvikling, Kompetence & Viden, er der behov for at udfordre personalets tænkning, så der i højere grad tages hensyn til hans sociale og psykiske tilstand.

- Personalet er meget optaget af at fikse ting i stedet for at være nysgerrige på at nå hele vejen rundtom Ole. Personalet vil typisk sørge for, at der kommer mad på bordet, uden at forholde sig til, om han egentlig gerne ville have nogen at spise sammen med, siger Dorit Wahl-Brink.

“Vi ved godt, at vi bør tænke helhedsorienteret omkring borgeren, men jeg ser gang på gang superdygtigt sundhedspersonale, der holder sig til den fysiske del, fordi det er her, de er på hjemmebane.” Dorit Wahl-Brink

Hun kalder det en fikse-kultur, hvor personalet er bedst til at tage hånd om de fysiske forhold som pleje, rengøring og træning, mens det psykiske og sociale bliver underprioriteret. En forklaring kan være, at ensomhed er tabui-seret og svær at tage fat på for personalet. Ifølge Dorit Wahl-Brink handler det om at udvide sundhedsbegrebet.

- Vi ved godt, at vi bør tænke helhedsorienteret omkring borgeren, men jeg ser gang på gang superdygtigt sundhedspersonale, der holder sig til den fysiske del, fordi det er her, de er på hjemmebane. Det er dét, jeg vil ind at udfordre, siger Dorit Wahl-Brink.

Det bedste middel mod ensomhed er nære relationer. Men pointen er ikke, at sundhedspersonalet skal opbygge tætte relationer til borgeren.

- I den nære relation ligger også, at det er en ikke-professionel relation. Du kommer ikke, fordi du får penge for det. Du kommer, fordi du gerne vil hjælpe eller være noget for et andet menneske. Her spiller frivillige og pårørende en god og stærk rolle. Så personalets rolle er at spotte ensomheden og understøtte borgeren i faktisk at gøre noget for at opbygge nye netværk eller styrke de eksisterende, siger Dorit Wahl-Brink.

Tal om det

Lluis Armangué kan nikke genkendende til tabuiseringen af ensomhed både blandt borgere og personale. Han er specialkonsulent i Afdeling for Ældreliv i Københavns Kommune og har netop gennemført et forløb med fokus på at ruste personale til at opdage og italesætte ensomhed.

Ensomhed øger risikoen for en for tidlig død samt en række sygdomme som hjerte-kar-sygdomme, demens og depression.

- Hvis man spotter det, har man også mulighed for at komme med et tilbud. Det første tilbud er at tale om det. At tale om det er i sig selv meget positivt for mange borgere, fortæller Lluis Armangué.

Eksemplet med Ole, der sover på fløjlssofa og har flyttekasser i soveværelset, er en del af en ny online-materialesamling, der skal inspirere og skabe dialog om, hvordan man kan spotte ensomhed. Det er Marselisborg og Københavns Kommune, der står bag materialesamlingen, som Lluis Armangué og Dorit Wahl-Brink præsenterer på KL’s ældrekonference den 25. september 2017.

Sådan kan personalet opdage og italesætte ensomhed

Man kan sagtens være aktiv og sammen med andre og alligevel føle sig ensom. Som personale er det vigtigt at koncentrere sig om alle borgere og ikke kun dem, der er meget alene.
Det er ikke antallet af relationer, men kvaliteten af relationerne, der er afgørende for, at man ikke føler sig ensom. Derfor er det vigtigt at have fokus på, om borgeren har adgang til nærvær og ikke bare adgang til samvær.
Ensomhed er et tabu. Derfor er det vigtigt, at personalet ser efter andre tegn og holder øje med, om borgeren prøver at fortælle om ensomheden på en mere indirekte måde.
Problemet med ensomhed er ikke nødvendigvis løst, hvis borgeren kommer til ugentlige fællesspisninger. Derfor bør man ikke kun fokusere på løsningen, men også på samtalen. Samtalen om ensomhed i sig selv kan have meget stor værdi for borgeren.
Der er ingen fysiske tegn på ensomhed, og ensomhed er meget individuelt. Nogle mennesker har behov for mere social kontakt end andre. Det er følelsen af ensomhed, der er afgørende, og den følelse kan man sagtens have trods mange relationer.
En indikation på ensomhed kan være, hvis borgeren rømmer sig og skal bruge lidt tid på at varme stemmen op, når han/hun får besøg af hjemmehjælperen. Det viser, at det måske er længe siden, at borgeren har brugt sin stemme. Et andet tegn kan være, hvis borgeren viser trang til fysisk berøring for eksempel ved at give hånd i længere tid, end man normalt plejer at gøre.
Det er vigtigt at have nogle gode indgangsreplikker klar, der kan åbne en samtale om ensomhed. Det kan være med udgangspunkt i billeder på væggen, at du kan spørge ind til, hvilke relationer borgeren har eller har haft. En anden god indgangsreplik kan være: “Der er mange, der kan føle sig alene, hvis de ikke kan komme så meget ud. Er det noget, du kender til?” Ved at normalisere følelsen af ensomhed tager man toppen af tabuet.
Ofte vil borgere, der oplever ensomhed have en tendens til at have negative forventninger til, hvad de kan få ud af socialt samvær. “Hvorfor skal jeg overhovedet gå derhen, hvis jeg alligevel ikke får noget ud af det?”
Kilde: Lluis Armangué, specialkonsulent i Afdeling for Ældreliv i Københavns Kommune, og Dorit Wahl-Brink, director hos Marselisborg - Center for Udvikling, Kompetence & Viden

Drop fiksekulturen og snak med de ældre om ensomhed

Drop fiksekulturen og snak med de ældre om ensomhed

Interesseret i et abonnement? – klik her

Prøv Kommunen.dk gratis i 14 dage.