Midt i ferien, 12. juli, kunne Digitaliseringsstyrelsen udråbe sig selv til ’verdensmestre i offentlig digitalisering’. Det gjorde de også i 2018. Både dengang og nu er den sportsligt klingende titel, der antyder hårdt arbejde og en særlig præstation, baseret på ’benchmarking’ data. Ikke på tilfredse borgere. Tvangsfaktoren omkring nemID og digital post nævnes heller ikke denne gang.

I 1974 blev Peder Pedersen verdensmester i banesprint på cykel i Montreal. Han styrtede undervejs og alt syntes tabt, men han vandt alligevel.
Han kørte på en dansk produceret SCO-cykel, der stadig pryder sig med sloganet ’Verdensmestercyklen’. 

Når jeg pludselig taler om cykler midt i noget med digitalisering, så er det for at minde om, at det var Peder Pedersen, der var verdensmester. Ikke cyklen.
Men når vi taler digitalisering, så er det faktisk rasende svært at finde ud af, hvem der sidder i sadlen. Og hvad det er for en type løb, vi egentlig deltager i. 
Nu er Danmark så igen blevet verdensmestre. Sådan udlægger digitaliseringsstyrelsen FNs seneste ’E-government Survey’, en publikation på 364 sider, og jo, vi er i top overalt, hvor FN har målt, vi har en fantastisk internetdækning, vi bruger computere til alt muligt og vi har en digitaliseringsstrategi, noget, de lande, der ligger i bund, opfordres til at lære noget af.

Det handler om potentiale

Tre af de 364 sider er i øvrigt forklaringer på anvendte forkortelser som for eksempel VR(virtual reality), TCoP(Technology Code Of Practice) og SDG( Sustainable Development Goals; FNs store verdensmål.
Der er 17 af dem, som verden skal nå inden 2030. Og vi har faktisk lidt småtravlt, hvis både vi skal nå at fikse klimaet, få fuld ligestilling mellem kønnene, standse al hungersnød, skifte til grøn energi, få rent vand og ikke mindst: Afskaffe uligheden. Og det vel og mærke i hele verden i løbet af de næste ti år.
Så jeg skynder mig videre.
Rapporten, som tildeler Digitaliseringsstyrelsen et verdensmesterskab, har forsøgt at måle, hvor langt forskellige lande er med ’E-government’, altså at det offentlige, stat, kommuner og regioner servicerer borgerne elektronisk og at borgerne betjenes af en forvaltning, hvis primære opgave er at samle, bearbejde og producere data.
Digitalisering er ifølge FN og rapporten et ubetinget gode. Verden kan ikke få nok af det, jo mere des bedre, eller som det hed i computerens barndom: Bigger, Better, Faster, More!
Men digitalisering som begreb er så bredt, at det tilsyneladende dækker alting. En ’force multiplier’ til yderst radikale ændringer af det samfund vi bor i, og ikke mindst en yderst generøs leverandør af alle moderne forvaltningers favoritord: Potentialer.

Verdensmestre i tvang

’FN-rapporten roser Danmark for at have valgt en helhedsorienteret tilgang til offentlig digitalisering, hvor borgeren er i centrum, og hvor der samtidig er stort fokus på at få alle med', står der på Digitaliseringsstyrelsens hjemmeside.  Digital infrastruktur som NemID, Borger.dk og Digital Post fremhæves som succeser, selvom disse tre hjørnestene i det digitale Danmark ikke er noget, borgerne selv har valgt.
Digital post i Danmark er i modsætning til stort set resten af verden obligatorisk; et andet ord for tvang. Når man gør noget obligatorisk, er det ganske vanskeligt at undgå, at det bliver en succes (altså flittigt brugt og udbredt).
Det svarer til at forbyde alle andre cykler end SCO på landevejene og påbyde hele befolkningen at køre på dem, mens man fremhæver Peder Pedersens potentiale som noget, alle kan og gør.
Hvad angår Digital Post, forsøgte Rigsrevisionen faktisk at finde ud af, om vi vitterligt kørte hurtigere, end vi gjorde før, og ikke mindst om det var billigere. Potentialet eller rettere besparelsespotentialet ved med et slag at fjerne grundlaget for det kongelige danske postvæsen og dermed sende dem og al analog post i armene på svenskerne, der nu kan kalde sig PostNord og farve uniformerne blå, var nemlig anslået til ikke mindre end én milliard kroner om året. Det er mange penge, og i 2016 indledte rigsrevisionen en undersøgelse af, om man vitterligt havde sparet så meget, og hvor pengene så i givet fald var henne.
Det har vi endnu ikke fået et svar på, her seks år senere. Rigsrevisionen sluttede undersøgelsen i 2018 med følgende konklusion: ’ Undersøgelsen er ikke blevet gennemført, da KL ikke har ønsket at deltage’. 

Covid-19 giver digitaliseringen medvind

KL mente, at det var indlysende, at der var sparet penge og så ingen grund til at gå i detaljer med hvor mange eller hvordan. Men KL har også rasende travlt på deres 'verdensmestercykler'; der skal jo både laves ’teknologispring’ og indføres kunstig intelligens i forvaltningerne, det sidste til stående ovationer fra FN.
Og nu er der kommet en medvind på cykelstien, der næsten har blæst den sidste digitale skepsis omkuld: Coronavirus. FN bemærker, at verden efter Covid-19 bliver endnu mere digital, faktisk er vi på vej mod det, de kalder et nyt ’digital normal’, hvad det så end betyder. Regionerne har i hvert fald skyndt sig at benytte muligheden for at få fart under en ellers stærkt omdiskuteret del af digitaliseringen: Telemedicin.
Når det er omdiskuteret, skyldes det en af de få undersøgelser, man har lavet, og DEN undersøgelse blev ikke fejret. Man undersøgte telemedicinsk behandling af diabetetspatienter med fodsår. Otte telemedicinske patienter døde undervejs i forsøgsperioden og til sammenligning én patient i kontrolgruppen. Det har dog ikke afskrækket forvaltningerne. På de FN-godkendte hjemmesider for Sundheds- og Ældreministeriet omtales telemedicin fortsat som en ’revolution’ fyldt med ’potentiale’.
Regionerne jubler:
’Over 1.000 lægeklinikker er kommet i gang med telemedicin under coronakrisen, og det har udviklet sig nærmest fra nul. Coronakrisen har givet et kæmpestort niveauskifte, og niveauet skal holdes og udbygges’, udtalte Stephanie Lose (V), formand for Danske Regioner til Jyllandsposten 20 marts. 

Spørg dog danskerne

Hun understregede samtidig, at der ikke er tale om en spareøvelse.
Det er nok klogt.
Så slipper man også for at skulle afvise Rigsrevisionen senere, hvis nu de skulle finde på at spørge om, hvor pengene blev af…
Men jeg vil faktisk gerne sige tillykke med prisen til Digitaliseringsstyrelsen. Det er sådan set ret godt gået indenfor de sære rammer, der er opstillet. Det er et skulderklap fra nogen der tænker som styrelsen selv.
Og jeg vil faktisk gerne have, styrelsen går endnu videre: Lav nogle flere undersøgelser. Jeres egne. Og følg pengene. Find ud af, om vi har sparet noget, og om de der potentialer bare er noget, vi taler om, eller om de rent faktisk folder sig ud til gevinster?
Og ikke mindst: Spørg danskerne selv, hvad de synes om at møde flere og flere maskiner og færre og færre mennesker i deres hverdag.
Spørg os.
Det er jo ikke cyklen, der er verdensmester.
Det er det menneske, der falder af, men kravler op igen og selvom alt er tabt, træder i pedalerne.