Kommunen.dk
MENU

DF om sportsfolk på forskerordningen: -De rammer ved siden af målet

Flere partier vil ændre den særlige ordning, der favoriserer udvalgte lønmodtagere med en lav skat. Det gælder for eksempel danske håndboldspillere, som vender hjem til en dansk klub efter en karriere i udlandet

DF om sportsfolk på forskerordningen: -De rammer ved siden af målet

Flere partier vil ændre den særlige ordning, der favoriserer udvalgte lønmodtagere med en lav skat. Det gælder for eksempel danske håndboldspillere, som vender hjem til en dansk klub efter en karriere i udlandet
Han har scoret mange mål for sin franske klub PSG og for det danske landshold. Nu har han også scoret en ny kontrakt med lav skat. Mikkel Hansen er en af de danske stjerner, som vender tilbage til Danmark på forskerordningen.
Han har scoret mange mål for sin franske klub PSG og for det danske landshold. Nu har han også scoret en ny kontrakt med lav skat. Mikkel Hansen er en af de danske stjerner, som vender tilbage til Danmark på forskerordningen.
Foto: Lars Poulsen, Ritzau Scanpix

OPDATERET 10. juni med svar fra skatteministeren

Flere partier er kritiske over for, at danske sportsklubber henter danske spillere hjem fra en karriere i udlandet ved at lokke med en lav skat. Dansk Folkeparti har rejst sagen over for skatteministeren.

Den såkaldte forskerordning indebærer en bruttoskat på 27 pct.

En opgørelse, Skattestyrelsen har lavet for Kommunen.dk viser, at der er flere ansatte på forskerordningen i danske sportsklubber end på hospitaler.

I 2021 var 156 ansat på forskerordningen i danske sportsklubber, på hospitalerne var tallet 72. I alt var 6599 skatteydere ansat på forskerordningen i 2021.

27 pct.

Forskere og højtlønnede medarbejdere, som du rekrutterer i udlandet, kan under visse betingelser vælge at betale en bruttoskat på 27 % + am-bidrag, i alt 32,84 % af lønnen i syv år. Medarbejderne får ikke fradrag af nogen art.

Medarbejderen må ikke inden for de seneste ti år forud for ansættelsen have været fuldt skattepligtig til Danmark eller begrænset skattepligtig til Danmark af løn eller erhvervsindkomst mv.
Medarbejderen skal inden for kalenderåret i gennemsnit have en løn på minimum 70.400 kr. i 2022 (69.600 kr. i 2021) pr. måned efter fradrag af ATP.

Kilde: Skat.dk

 

 

Nogle af verdens bedste håndboldspillere er danske, og de tjener millioner i udenlandske klubber. Nu er nogle af de største stjerner på vej hjem. Michael Hansen, Niklas Landin og Rasmus Lauge blev alle annonceret som nye ansættelser i danske klubber i løbet af foråret.

Michael Hansen flytter fra det rigtige Paris til byen, der i visse kredse kaldes “Nordens Paris”. Efter sommerferien begynder han nemlig i Aalborg Håndbold. Han tiltræder i den danske klub ti år og én dag efter, han indledte sin karriere uden for landets grænser. Dermed opfylder han lige nøjagtigt et af vilkårene for at blive ansat på forskerordningen og slippe med en lavere skat end de fleste.
Det bekræftede klubbens direktør Jan Larsen over for BT: -Mikkel tiltræder 21. august, der starter hans kontrakt. Det er selvfølgelig ud fra, at han så kan komme på den ordning, for så har han været ude i ti år.

Utilsigtet virkning

Som nævnt er flere partier kritiske over for, at forskerordningen omfatter sportsfolk, men der er ikke flertal for at udelukke sportsfolk. Socialdemokraternes skatteordfører Troels Ravn udtrykker det således: 

-Det er ikke sportsfolk, vi har tænkt på, forskerordning er til for at ansætte højtspecialiserede medarbejdere i danske virksomheder, ikke for at løse et behov for elite sportsklubber.

Alligevel vil Socialdemokraterne ikke røre ved ordningen: 

-Nogle gange kan man støde ind i noget lovgivning, der har en utilsigtet virkning, og så vurderer man, om det har en størrelse, så en hel lov skal laves om. Men jeg vil advare mod at ændre forskerordningen, bare fordi der er nogle sprækker i den, siger Troels Ravn.

Ikke meningen

DF er kritisk over for, at danske håndboldspillere ansættes på forskerordningen:

-Det rammer meget forbi målet. Ordningen er lavet for, at danske virksomheder og universiteter kan hente forskere og højtspecialiserede medarbejdere, siger partiets skatteordfører Dennis Flydtkjær.

Han vil have undersøgt, om forskerordningen rammer den type medarbejdere, som danske virksomheder har brug for.

Dennis Flydtkjær har derfor sendt et såkaldt paragraf 20 spørgsmål til skatteminister Jeppe Buus (S): 

“Hvad er ministerens holdning til at ændre forskerordningen, så den i mindre grad kan bruges af sportsstjerner?”

§20

Et folketingsmedlem et spørgsmål direkte til en minister til skriftlig besvarelse og i sit eget navn. Spørgsmålene kaldes paragraf 20 spørgsmål, fordi de stilles i henhold til paragraf 20 i Folketingets forretningsorden. Paragraf 20 spørgsmål skal angå ministerens holdning. Ministeren skal svare inden seks hverdage.

 

 

-Jeg ved godt, at en superstjerne inden for håndbold kan være en nøglemedarbejder for klubben, men det har ikke været meningen med ordningen. Klubberne gør ikke noget forkert, men ordningen bør justeres, siger Dennis Flydtkjær.

Grotesk

Flere partier er klar til at ændre loven, et af dem er SF.

-Det er noget fikumdik, siger partiets politiske ordfører Karsten Hønge.

Han slår fast, at ordningen er lavet for, at danske universiteter og visse virksomheder kan tiltrække forskere og højtspecialiserede medarbejdere fra udlandet.

-Hvis man vil støtte sportsfolk, så kan man stille forslag om det i Folketingssalen, siger Karsten Hønge.

På linje med SF er Enhedslisten. Her siger skatteordfører Rune Lund:

-Det er fuldstændig grotesk, at vi alle sammen via vores skattebetaling skal give penge til en skatterabat til bl.a. sportsstjerner.

Han mener, det er bemærkelsesværdige, at forskere kun udgør ca. 10 pct. af dem, der benytter ordningen. Og nogle af dem, der bruger ordningen mest, er danskere, der har været i udlandet og derfor kan benytte sig af ordningen.

-Ordningen skal afskaffes, siger Rune Lund.

Alternativet er også klar til at undersøge forskerordningen. 

“I forbindelse med en omlægning af skattesystemet, bør det undersøges om forskerordningen fungerer som den skal. Hvis ordningen f. eks primært bruges af højtlønnede og ikke af forskere, vil vi gerne se nærmere på det”, lyder det i en udtalelse fra partiet.

Ens for alle

Andre partier afviser, at der er problemer med forskerordningen.

Det gælder Nye Borgerlige, som mener, at sportsfolks brug af forskerordningen “viser, at det er skadeligt at have verdens højeste skattetryk, og vi burde sænke det, så disse ordninger ikke var nødvendige.”

Liberal Alliance ser det som “en ordning for alle højtydende nøglemedarbejdere, som blot har fået et misvisende navn. Den er ikke kun for forskere.”

Det er noget fikumdik.

 

Venstre vil ikke udelukke sportsfolk fra ordningen, fordi “det vigtigt, at de samme regler gælder uanset branche.”

Samme synspunkt har De Radikale. Partiets politiske ordfører, Andreas Steenberg, siger:

-Jeg tror ikke, det er muligt lovligt at lave ordningen, så den kun gælder for nogle specialister og ikke andre.

Han siger også, at forskerordningen ikke er lavet for at få sportsfolk til danske klubber:

 -Den er lavet primært for at få talent til dansk erhvervsliv, men jeg synes ikke, det er et hul, at sportsfolk ansættes på ordningen.  

Det har ikke været muligt at få et svar fra De Konservative.

Skatteministerens svar

Den 9. juni har skatteminister Jeppe Buus (S) svaret Dennis Flydtkjær. Ministeren skriver blandt andet:

"Jeg ser selvfølgelig helst, at ordningen ikke primært bliver brugt af professionelle sportsklubber, men det mener jeg heller ikke, er tilfældet.
Jeg følger den løbende udvikling i, hvordan ordningen bruges, og det er min holdning, at der for nuværende ikke er behov for grundlæggende ændringer."

Dennis Flydtkjær siger til Kommunen.dk, at svaret var som forventet, og at han ikke gør mere for at forfølge sagen:

-Nej der er ikke så meget at gøre, da vi jo blot er politisk uenige.

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR