Hvis man et øjeblik ser bort fra, at det naturligvis ikke kunne fortsætte, så kunne det såkaldte formandskab i Venstre sådan set godt have fortsat, i hvert fald i et stykke tid. Hvis ellers der havde været vilje til det.

Det var der så ikke. Ikke hos nogen af de to. Da Lars Løkke Rasmussen efter måneders skjulte forberedelse for resten lige udgav en bog midt i valgkampen, kunne Kristian Jensen have underspillet sin irritation ved at sige noget i retning af, at det jo da er klart, at hvis man ikke kan danne regering til den ene side, så må man se om det kan lade sig gøre til den anden side. Og for ikke at lyde helt eftergivende, kunne han have tilføjet noget med at det faktisk er helt indlysende, og at ‘Lars er bedst til det indlysende’. Det kunne han have sagt. Sådan lidt udglattende, men med snert.

På samme måde efter valget, da Mette Frederiksen havde dannet regering uden så meget som at skele til Venstre, men kun til venstre, og Kristian Jensen for resten godt lige ville konkludere på det, inden Lars Løkke Rasmussen selv nåede at gøre det. Der kunne Lars Løkke Rasmussen godt have underspillet sin irritation ved at sige noget i retning af, at det jo da er klart, at hvis den ene side ikke vil, så må man gå efter en regering til den anden side. Og for ikke at lyde helt eftergivende, kunne han have tilføjet noget med at det faktisk er helt indlysende, og at ‘Kristian er bedst til det indlysende’. Det kunne han have sagt. Sådan lidt udglattende, men med snert.

Hvis - så havde der ikke behøvet ske yderligere. For nu. Men i bund og grund er det en kontrafaktisk overvejelse, for der var ingen som helst vilje hos nogen af de to til at underspille irritationen. Der var heller ikke ro i kulissen, hvor Claus Hjort Frederiksen var ustoppelig i hvad der skulle have været et angreb på Kristian Jensen og et forsvar for Lars Løkke Rasmussen, men endte med at blive et angreb på dem begge. ‘Hjorten’ kaldes han i daglig omtale, ved andre lejligheder sammenlignes han med en bulldog, men lige her mindede han mest om flodhesten Dolph. Død ved kølle!

Der findes folk der mener, at det kun kan gå galt igen, hvis Venstre på ny vælger et formandskab bestående af personer der er for forskellige. Det er forkert. Eller det vil sige: det kan selvfølgelig sagtens gå galt igen, men det behøver det ikke, for det er ikke personernes forskellighed der er afgørende, men hvad de regner hinanden for. Det er ikke nok at de regner hinanden for nogenlunde lige lidt, de skal helst lidt højere op på skalaen for gensidig respekt. Men mon ikke det går helt af sig selv, det er i hvert fald vanskeligt at forestille sig nogen lægge ud med mindre.

Det store spørgsmål er, hvor megen uro på bagsmækken det detroniserede formandskab kan afstedkomme. Det nuværende regeringsparti rummer i sin historie eksempler som Ritt Bjerregaard og Poul Nyrup Rasmussen, der begge som forhenværender har udvist stor flair for at fremsætte ubekvemme udtalelser på ubekvemme tidspunkter, og Venstre selv har haft tilsvarende oplevelser med tidligere koryfæer som Britta Schall Holberg og Birthe Rønn Hornbech.

Der er dog i nyere politisk historie også eksempler på at partiformænd er faldet fra tinderne og alligevel har haft et politisk efterliv: Svend Auken og Per Stig Møller, hvoraf førstnævnte endda tog sig betalt med en omfattende ministerportefølje.

Der findes dog indtil videre ingen eksempler på, hvordan partiformænd fra samme parti i længden vil agere, efter at de er blevet/bliver forhenværende indenfor blot tre uger. I første omgang fremstår den nuværende V-formand Kristian Jensen som den med det bedste bud på et politisk liv efter formandsposten, men den nu forhenværende V-formand Lars Løkke Rasmussen har indtil nu altid været mand for en overraskelse.

Et godt tidspunkt at servere en på kunne være på dagen for hans 25 års jubilæum som folketingsmedlem. Det er 21. september. Lyder datoen bekendt? Det er den også, det er den dag Venstre holder ekstraordinært landsmøde.