Langt om længe skete det! Dét alle har ventet på: At flygtningekrisen udmøntede sig i en klar vælgermæssig tilkendegivelse af, at enten rød eller blå blok havde fat i den lange ende. Så kunne alle atter indtage de faste pladser, forklare med indlysende overbevisning , hvorfor rød og/eller blå blok havde spillet sine kort rigtigt og/eller forkert – og stilsikkert skridte de kommende års politiske hovedfront af.

Megafon leverede da også varen med en ”chokmåling”, hvor Socialdemokraterne havde tabt 6-7 procentpoint. Et tilbageslag, der tålte sammenligning med tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussens løftebrud om efterlønnen efter valget i 1998.

Desværre holdt Megafon-målingen kun knap et døgn; så kom Greens med en måling, som viste en noget mindre tilbagegang for Socialdemokraterne, og mandag morgen kom den ugentlige Voxmeter, som viste, at Socialdemokraterne lå nogenlunde, hvor de har ligget siden valget.

Vi er dermed tilbage i det fnidder-fnadder, hvor man ikke rigtig har kunnet se andet end lidt krusninger på vælgerhavet siden valget i juni 2015. Faktisk minder det mestendels om Det Døde Hav: Livløst – og hvor intet synker, og intet for alvor flyder ovenpå.

Det store spørgsmål er derfor fortsat, hvem der indenrigspolitisk kommer til at klare sig bedst gennem flygtningekrisen. En nylig undersøgelse i Berlingske viste, at 70 procent af danskerne anser udlændingespørgsmålet for det væsentligste politiske tema. I det lys må man formode, at selv små forskelle kan blive afgørende frem mod næste valg.

Almindeligvis medfører et regeringsskifte udsving i målingerne. Om ikke andet så som følge af brudte valgløfter og uindfriede forventninger. Senest i 2011, hvor man stort set ikke kunne se røven for bare skosåler, da de utilfredse socialdemokrater løb over til Lars Løkke Rasmussen og Venstre,  der i månederne efter valget lå til at høste omkring 35 procent af vælgerne.

Stilstanden i det politiske billede bliver ikke mindre atypisk af, at flygtningekrisen, som i dag totalt dominerer den politiske dagsorden, ikke var et egentligt tema under valgkampen. Dengang gik diskussionen på straksopbremsning og kontanthjælpsloft.

Det gælder ikke kun de praktiske problemer med at håndtere det store antal flygtninge og gennemføre de vedtagne stramninger, herunder den forkætrede smykkelov, men også de afledte konsekvenser i form af en markant stigning i de offentlige udgifter, en udskudt skattereform og det store internationale postyr, som blandt andet udmøntede sig i en tegning i The Guardian af den danske statsminister iført naziuniform. Dertil kommer, at flere prominente medlemmer har forladt Venstre og er gået over til De Radikale.

Alt dette har dansken tilsyneladende taget med stoisk ro og uden tilkendegivelse af at ville flytte stemmen til et andet parti – og slet ikke til en anden blok.

Siden Dansk Folkepartis indtog på den politiske scene har Christiansborg-logikken været, at de, der strammer mest på udlændingepolitikken, vinder. Dette burde da også tilsige, at højrefløjen har de bedste kort på hånden.

Socialdemokraternes strategi har da også været at kline sig tæt opad Venstre og Dansk Folkeparti, således at der ikke løber vælgere over midten. Og så er det en acceptabel krigsskade, hvis der skaller nogle vælgere af til de øvrige venstrefløjspartier.

Som følge af Socialdemokraternes markante ryk mod højre er De Radikale og Alternativet gået frem i meningsmålingerne. Disse bevægelser er dog stadig meget små, og det er da også svært at forestille sig, at flygtningekrisen skulle have medført, at danskerne pludselig har skiftet spor og går ind for global solidaritet og åbne grænser.

Problemet for Socialdemokraterne er, at de altid taber kapløbet om udlændingestramninger på marginalen. I løbet af valgperioden kan de selvsagt  indgå flest mulige aftaler med regeringen, og disse vil også blive stående efter et valg, uanset om den øvrige venstrefløj piber eller synger.

Udfordringen er imidlertid de stramninger, som regeringen lancerer henimod valgperiodens slutning og som ikke kan nå at blive til egentlig lovgivning. Her kan Morten Øster-gaard og hans radikale tropper afvise at indgå i – eller støtte – en regering, som vil gennemføre den slags. Endelig vil det være vanskeligt for Socialdemokraterne at gå til valg på yderligere stramninger, da de ikke vil have opbakning til dette fra resten af venstrefløjen.

På den anden side forlyder det, at der er en ganske gemytlig tone mellem Kristian Thulesen Dahl og Mette Frederiksen, og tilmed på et tidspunkt, hvor forholdet mellem Venstre og DF ikke just boner ud på kærlighedsbarometeret - og hvor spørgsmålet om fortsat opretholdelse af grænsekontrollen kan risikere at forværre forholdet yderligere.

Det er stadig et åbent spørgsmål, hvor meget udlændingespørgsmålet kommer til at betyde ved næste valg: Megafon-måling eller ej. Indtil videre ser vælgerhavet ud til at være saltet helt til. Det virker faktisk temmelig livløst – og det er næsten det mest besynderlige.