Paradigmeskifter findes i mange aftapninger, og selv om det er den flygtningepolitiske, der tales mest om - asylansøgere skal ikke bare holdes ude, de der er sluppet ind skal også sendes hjem - så er der indtil videre ikke rigtig leveret på det område. Danmarks internationale forpligtelser, lyder forklaringen.

Et andet område hvor diverse konventioner sædvanemæssigt bruges som argument, er straffesager hvor der rejses krav om udvisning. Hardlinere af flere politiske kulører har længe revet sig i håret af frustration over, at der ‘tages mere hensyn til de kriminelle end til deres ofre’, som det ofte udtrykkes, men hvor det politiske system ikke har kunnet finde nye veje at gå, lykkedes det i denne uge for det juridiske.

Højesteret udviste bandelederen Shuaib Khan, dansk født og opvokset men ikke dansk statsborger, i forbindelse med en dom på blot tre måneders fængsel. Den laveste straf nogen kan huske, som har medført udvisning. Udmålt for trusler mod en politimand.

Beslutningen om udvisning bygger da heller ikke på truslerne alene. Højesteret opremser i sin dom et langt synderegister med gentagne tilfælde af alvorlig personfarlig kriminalitet, herunder et tilfælde af dødsvold, der tilsammen betyder, at han har siddet i fængsel i omkring 10 år af sit 32-årige liv.

Konklusionen lyder, at han ‘med sin adfærd gennem mange år har demonstreret manglende vilje til at integrere sig’, og at ‘der er grund til at formode, at han også fremover vil begå personfarlig kriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises’. Først derefter når dommerne i deres argumentation frem til de trusler, sagen egentlig handler om, og kun for at slå fast at uanset den forholdsvis lave straf ‘er det derfor nødvendigt at udvise ham af hensyn til den offentlige tryghed og for at forebygge uro eller forbrydelse’.

På almindeligt u-juridisk dansk ville man vel sige, at nu blev det omsider for meget.

Straffeattesten er da heller ikke for børn, selv om dens første punkt er fra da han knap var voksen. Besiddelse af en ulovlig kniv i 2003, bøde på 3.000 kr. Senere samme år hærværk, tre år efter igen ulovlig våbenbesiddelse, trusler og kørsel uden kørekort. Det gav den første frihedsstraf, og under afsoningen af den overfaldt han en medfange. Året efter hashbesiddelse og derefter to tilfælde af grov vold, hvoraf det ene var i forening med andre og medførte at offeret døde. Otte års fængsel. Besiddelse af en mobiltelefon under afsoning. Spirituskørsel, kørsel uden kørekort, besiddelse af ulovlige knive. Besiddelse af en mobiltelefon under endnu en afsoning, og under endnu en. Hashbesiddelse og kørsel uden kørekort. Grov vold, tre og et halvt års fængsel men udvisning afvist. Overfald i forening med andre på medfange i fængsel, seks måneders fængsel. Betinget udvisning i to år.

Han var ikke ude af prøvetiden for den betingede udvisning, da han fremsatte de trusler, der til sidst kostede en ubetinget udvisning. Truslerne blev fremsat mod en politimand under en visitation, hvor Shuaib Khan fandt det ydmygende at skulle stå nøgen i en opgang, men frustrationen over dette var ikke en formildende omstændighed, afgjorde Højesteret.

Tværtimod var det skærpende, at truslerne blev fremsat overfor en politimand, og i forhold til udvisningen i særdeleshed skærpende, at de blev fremsat i prøvetiden for den tidligere betingede udvisning. Sidstnævnte skal ifølge udlændingeloven pr. automatik føre til ubetinget udvisning, ‘medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser’, som standardforbeholdet lyder.

Det har forhindret mange udvisninger, men ikke denne gang.

Dagen før denne dom udviste Højesteret også den danske statsborger Adam Johansen, som trods sit pæredanske navn også er tunesisk statsborger og en radikaliseret muslim, der tog til Syrien for at kæmpe for Islamisk Stat. Både byret og landsret fandt udvisning og fratagelse af det danske statsborgerskab i strid med Danmarks internationale forpligtelser på grund af hans kone og barn i Danmark, men ikke Højesteret.

Højesteret leverede paradigmeskiftet.

For de særligt interesserede: højesteretsdommen, landsretsdommen og byretsdommen i sagen mod Shuaib Khan, og højesteretsdommen, landsretsdommen og byretsdommen i sagen mod Adam Johansen.