Selvfølgelig ved jeg godt, at offentlige og kommunale institutioner opretholder samfundet, som vi kender det, og at de er sat i verden for at servicere os. Hverken vejnettet eller sygehusvæsenet ville være det sammen uden, og politiet beskytter mig. Jeg betaler min skat, og jeg er ikke udpræget liberalistisk anlagt, men tror på den danske velfærdsmodel. Alligevel fylder det offentlige mig med skræk og rædsel. Jeg ville helst undgå at have kontakt med det i det hele taget, selvom det er umuligt. For vi er ganske vist subjekter - privatindivider med vores eget liv og vores egen livsførelse, hvor vi handler og trækker vejret i frihed - men vi er også objekter og underkastet almenheden og staten som en passiv, fremmedstyret ting og står til ansvar for en kafkask samfundsinstans med absolut magt – anonym og overpersonlig – den store anden: LOVEN.

Vi er alle lige for loven og ens, og jeg bliver reduceret til et personnummer, der forvandler mig til det, vi er, når illusionen om os selv som noget enestående brister: Hvem som helst – et blad i vinden – massen. Om jeg nu modtager en rudekuvert fra det offentlige eller selv henvender mig, så er det samme proces. Jeg bliver udraderet af en overordnet, instrumentel rationalitet, hvor enhver personlig relation – og ethvert individuelt, menneskeligt hensyn – er ophævet. Der er ingen handlefrihed for nogen af os, og vi har intet at skulle have sagt.

Hvis du nogensinde kommer igennem til det offentlige på telefonen i de par timer, hvor den er åben midt på dagen, og skulle finde frem til rette kontor, der ikke henviser dig videre i den uendelige labyrint, så er det horror vacui – frygten for det tomme rum.

For der er ikke nogen i den anden ende. Det er et bånd, der taler - en funktionær, depersonaliseret og funktionaliseret - og der findes ingen undtagelser og ingen mennesker i maskinen. Hin enkelte, glem det, Kierkegaard døde forgæves, og Kafka lever.

Offentlige ikke-steder

Det sidste skridt i anonymiseringen af magten er digitaliseringen, og hver gang du modtager en SMS og en e-mail fra det offentlige, er det en meddelelse fra ingen og intet. Det er effektivt, det er rationelt, og det er fuldkommen umenneskeligt, og måske frigjorde vi os fra naturtvangen engang, men den samfundsmæssige tvang er endnu mere kold og hård og ubønhørlig end et dyr: Du kan ikke bede om nåde og diskutere med en computer – det er loven og matematikken, der taler i en envejskommunikation og spiser dig som ulven i Den lille Rødhætte.

Det mest uhyggelige, jeg kender til, er offentlige institutioner: vuggestuer, børnehaver, skoler og fritidshjem – sygehuse, plejehjem – borgerservice, socialkontorer, skattekontorer. Rådhuset. Og om det så er kulturhuse til 400 millioner kroner, der er designet af BIG.

Det er ikke-steder, som repræsenterer alle og ingen, og den rene objektivitet. Der er intet spor af menneskelig tilstedeværelse og tegn på personlig, subjektiv tilegnelse af rummet som ens eget. De gule mursten, de bare, hvide vægge, linoleumsgulvet, og du drikker glemslen af kilden Lethe i de dødes rige fra tinkanden med sød, blandet saft.

Klinisk depersonaliseret og funktionelt, effektivt og indrettet efter en instrumentel, økonomisk rationalitet, der kun kender til den lige linje mellem to punkter – det er regnearkenes imperium - og jeg har ingen, absolut ingen tillid til offentlige institutioner. Den hundeæde, som mine forældre fik serveret som pensionister – stanken af vakuumpakket kød og udkogte grøntsager sidder stadig i min næse – og plejehjemmet, hvor min far tilbragte sine sidste dage i et hamsterbur efter et langt liv som den mest retskafne samfundsborger og endte med at glide i sit eget tis og brække hoften og dø på et overbelagt, underbemandet Bispebjerg Hospital.

Du bliver berøvet din selvbestemmelse og underlagt andres forgodtbefindende efter reglementet - der samtidig fungerer som ansvarsforflygtigelse - og institutioner er ligesom at blive arresteret og få håndjern på. Det er ikke længere dig selv, men en anden, som bestemmer over dig - og det er en trussel, som jeg gemmer mig under dynen for om natten.

Kommunalt fra vugge til grav

Megainstitutioner til 500 børn og flere i København er et skrækeksempel. For hvad bedriver mon en centraladministration? Den centraliserer administrationen. Der er ingen andre end børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev, som kan se det gode i det – og forskningen taler direkte mod det  - men de små og nære, lokale fritidshjem i grønne omgivelser og med vedvarende, personlige bånd til børn og forældre bliver nedlagt og erstattet af enorme enheder i bedste kommunale stil, der koster millioner og atter millioner af skattekroner.

Hvor mange år der skal gå, før driftsbesparelsen tjener byggeriet ind, tør jeg ikke tænke på, men det er ikke engang den største omkostning. For det er børnenes ve og vel, og jeg ønsker ikke, at de skal vokse op som en fremmedgjort masse i en container, der forbereder dem på forholdene på plejehjemmet. Det kommunale liv fra vugge til grav.

Der er ingen menneskelige og moralske hensyn, som står over den økonomiske rationalitet og administrationen, og centraliseringen har lagt en stor del af landet øde i det voksende Udkantsdanmark. Det er et farligt sted at blive akut syg, og man skal køre meget langt efter et bibliotek – og længere end de fleste drenge vil tilbringe på knallert eller cykel for at låne Harry Potter. Til gengæld er mobil- og internetdækningen så dårlig, at man er ude af forbindelse med omverdenen.

Vi leder efter liv på Mars, men burde lede efter det i de offentlige institutioner. De er hverken værre eller bedre end de politikere, vi selv har valgt, og administrerer bare deres beslutninger. Vi har skabt et monster, og jeg er med til at holde det i live over skatten, der er min allerstørste skræk. Hvis jeg nogensinde kom i den situation, at jeg laver en Dan Turèll - som det hedder - og ikke kan betale skat af min B-indkomst, så er jeg færdig som popsanger.

Det er et mareridt, som forfølger mig hver morgen, når jeg åbner for postkassen og tjekker mine e-mails: Der er post fra SKAT – og jeg er ved at besvime af angst. For jeg er ikke den skrappeste til regnskaber og tal, og det kan være et girokort på 3.000 kroner eller 30.000 kroner, der skal indbetales – det forekommer mig at være helt vilkårligt og som en tagsten, der falder ned i hovedet på mig.

Der er kun to ting, der er sikre i livet: At man skal dø – og betale skat. Så længe jeg er ved nogenlunde godt helbred, frygter jeg mest det sidste. Og jeg håber, at jeg ikke har betalt den forgæves, når min tid kommer.