Én positiv ting kan Villy Søvndal tage med sig fra den turbulente tid op til SF's landsmøde, og det er, at der stadigvæk er liv i hans kriseramte parti. For selv om fløjkrigene og skænderier har fyldt meget, har de faktisk taget afsæt i nogle spændende politiske debatter, om i hvilken retning SF skal bevæge sig i fremtiden, og hvilke samfundsgruppers interesser, partiet skal varetage. 

Men efterhånden er det en sjældenhed, at der i den grad debatteres politik i partierne, og partimedlemmerne fylder mindre og mindre i den politiske idéudvikling. I stedet er det nu professionelle aktører fra det politiske forhandlingsspil, der fylder meget i den politiske fødekæde. Store virksomheder, ngo'er og brancheorganisationer – der har oprustet hårdt på analyse- og kommunikationssiden – spiller en væsentlig rolle i nutidens politikudvikling. Disse organisationer leverer med hyppig frekvens rapporter, udspil og eksperter, der via medierne kan bruges til at påvirke den politiske beslutningsproces. 

Embedsmænd og kendisser

Der er også kommet flere tænketanke, besat med akademikere og mediekendisser, og de har efterhånden også fået tilkæmpet sig en central plads. Tænketankenes input kommer typisk i form af en masse beregninger, rapporter og internationale erfaringer. Kommissioner, der skal komme med anbefalinger til politikerne, har også fået en renæssance, og i forhold til tidligere spiller de en mere offensiv rolle i politikudviklingen. Tidligere blev kommissionerne mest brugt til teknisk at forbedre lovgivningen, nu spiller de en mere strategisk rolle og fungerer som prøveballoner for forskellige reformer. Ligeledes spiller centraladministrationen også en mere tung rolle i politikudviklingen. Embedsmændene er blevet mere politiserede, hvilket giver dem mere pondus i den politiske inputsfase.

Så de professionelle aktører har efterhånden fuldstændig taget magten, når det gælder den politiske idéudvikling. Efterhånden hører man nærmest kun fra det politiske bagland, når aviserne ringer rundt til lokalformændene for at få dem til at medvirke i en 'utilfredshed i baglandet'-historie. Kun øverst i partitoppene sidder der nogle politikere, der har indflydelse på de politiske tanker, men da partierne efterhånden er så topstyrede, er det meget få, der er med i det politiske maskinrum. 

Habit eller gummistøvler 

Nogle vil måske mene, at det er meget betryggende, at det er veluddannede folk i habitter, udstyret med pc’er med god regnekraft og økonomiske modeller, der har sat sig hårdt på den politiske idédebat. I en kompleks verden er det måske naturligt nok, at den gamle socialdemokratiske arbejder i kansasdragt og Venstrebonden i gummistøvler er fortid.  

Men der er alligevel nogle problemer forbundet med, at den politiske idédebat er flyttet væk fra partierne. Først og fremmest mister man en stor del af incitamentet til at melde sig ind i et parti, hvis man ikke har indflydelse på den førte politik. Bliver partiernes bagland reduceret til fanklubber, hvor aktiviteter bliver begrænset til at skulle like på Facebook og komme med klap-pølser til valgmøderne, vil der snart være endnu færre partimedlemmer. 

Top-down-politik 

Men også i forhold til selve indholdet af politikken og den politiske debat, der er så vigtig for vores demokrati, er det problematisk, hvis partierne mister deres legitimitet. For der er noget sundt ved, at  politik også bliver produceret fra neden og ikke kun fra oven. I den top-down-proces, der i øjeblikket hersker, bliver det meste politik skåret over en samfundsøkonomisk formel. De fleste issues handler om, at man skal gøre noget for at få nogle samfundsøkonomiske gevinster. 

Hele uddannelsesdebatten er et godt eksempel på denne tendens. Den handler hovedsageligt kun om Pisa-test og om, hvor meget samfundet får ud af, at de unge bliver bedre og kommer hurtigt igennem systemet. Men i virkeligheden er der nok også mange, der vil se en kvalitet i, at fokus i uddannelsespolitikken også blev rettet mod, hvordan vores skolesystem kan være med til at skabe nogle sunde individer, der kan fungere i et fællesskab. Der er vel en grund til, at de fleste af os spørger ”Hvordan har du haft det i dag,” frem for ”Hvad har du lært i dag,” når vores børn kommer hjem fra skole. 

Generelt er der en tendens til, at politik i disse år mest handler om tal, undersøgelser og fremtidsprognoser, frem for holdninger, visioner og menneskelig erfaring. Derfor vil det være demokratisk sundt, hvis politik kunne komme til at gro bedre nedefra i partierne. For i den proces vil man kunne opsuge mange relevante, borgernære problemer, og man vil med sikkerhed den vej kunne finde nogle gode løsninger på en række af samfundets problemer.