Politik er et tohovedet uhyre. Alle der er i politik, er der for at gøre det bedste, og for at kunne det må man somme tider også gøre det værste. Hvad der er ‘det bedste’, er en individuel sag. Det her handler om princippet i det, ikke det politiske indhold.

Derfor forholder det sig også lidt anderledes med ‘det værste’. Nogle ting er det værste for den ene, men ikke for den anden, men der er også noget, som for alle er ‘det værste’, eller burde være det.

Aktuelle eksempler er Mette Frederiksen og Inger Støjberg, hvis omgang med sandheden har vist sig i det mindste diskutabel, men naturligvis i deres egen optik i begge tilfælde i en højere sags tjeneste.

Mette Frederiksen henviste ved nedlukningen tilbage i marts til ‘myndighedernes anbefaling’, om hvilken det efterfølgende har vist sig vanskeligt at finde ud af, hvilke myndigheder det skulle være, bortset fra en vittig antydning af at regeringens superstrateg Martin Rossen måske godt kan tælle for at være en myndighed.

Inger Støjberg har i denne uge, fire år efter balladen startede, fremvist en instruks der i princippet tager luften ud af beskyldningerne mod hende for ikke at have respekteret konventionerne, men samtidig afslører at hun dermed i den mellemliggende tid har spillet hardliner på falsk grundlag. ‘Barnebrudskommissionen’ foretrækker hun at kalde Instrukskommissionen. ‘Sandhedsbrudskommissionen’ kunne være et godt kompromis.

Bortset fra at Inger Støjberg næppe kommer til at ende for en rigsret, og Mette Frederiksen da slet ikke, så er der et udtryk fra optakten til Tamilsagen, der trænger sig på: ‘Den falske melodi’, som var den fejlagtige henvisning til ressourcemangel, der blev brugt i stedet for den sande forklaring, som var at daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen simpelthen ikke ville have flere tamiler til Danmark uanset hvad. 

I Inger Støjbergs tilfælde er der vel endda tale om falske melodier, altså i flertal. I diskussionen om Mette Frederiksens henvisning til ‘myndighedernes anbefaling’ nøjes vi med ental, med mindre man da tæller forsinkelse af smittetal med.

En anden parallel til Ninn-Hansens daværende skæbne i offentligheden er den iver, hvormed de respektive personers støtter er i stand til fuldstændig at se bort fra alt andet end netop deres støtte til personen og dennes handlinger.

Mette Frederiksen-støtter eksempelvis:

‘Det handler kun om proces, om politisk drilleri’, ‘hun er en af de få, der gør en vanvittig god indsats for landet’, ‘håber det varmer dig, hvor mange alm. danskere der står bag dig i denne sag’, ‘hun har kun gjort det, alle normale danskere synes’, ‘hun er en af de skarpeste og stærkeste kvinder som sidder på Borgen’.

Inger Støjberg-støtter eksempelvis:

‘Hun gjorde jo det, der var bedst for Danmark og har gjort det godt’, ‘det er altid nemt at være bagklog, og der skal jo altid være et sort får i flokken, folk burde skamme sig over at give hende så meget kritik’, ‘hun gjorde det helt rigtige, hvor havde vi ellers været i dag, vi kan jo bare se os omkring i verden’.

Hvis nogen synes, der er noget galt med ovenstående oplistning af tilkendegivelser, så er det både rigtigt og forkert. Tilkendegivelserne, hentet fra sociale medier, er fremsat præcis som gengivet, men der er byttet rundt på personerne.

I en højere sags tjeneste, naturligvis, idet hensigten er at påvise, hvordan det ikke er det fjerneste usædvanligt at lade principper overrule af politisk sympati. Det gælder ikke kun politikere. På det punkt er de utroligt repræsentative for deres vælgere.