Læsere der er gamle nok, vil kunne huske, hvordan vejrudsigten hver eneste dag i den sidste uge af april 1986 var den vigtigste nyhed overhovedet. Alle ville vide, hvordan luftmasserne bevægede sig rundt over Skandinavien, så man kunne tage sine forholdsregler - ikke mod regnvejr og andre almindeligheder, men mod sygdomme af ukendt beskaffenhed.

Dengang var det eksplosionen på Tjernobyl om lørdagen i ugen forinden og de mængder af radioaktivt materiale, der svævede rundt i luftmasserne, der var genstand for opmærksomheden, så man kunne vide, hvor det ville lande, og om man skulle være utryg eller ej. I dag er det diverse tal for udviklingen i coronavirussets udbredelse, der har den rolle, og igen er udspringet for al balladen et kommunistisk regime, der forsøgte at holde kalamiteten hemmelig så længe som muligt.

To måneder har det varet nu, og vi er omsider ved at få nok af det. ‘Flere døde siden i går’ er en overskrift der i intetsigenhed matches af ‘tættere på næste folketingsvalg end nogensinde’, og selvom man i tidens løb har set varianter af sidstnævnte, så er det for intet at regne mod, hvor mange vi har set af førstnævnte, selvom dødsfald jo ifølge deres natur er noget, der uvægerligt vil vokse i antal uanset hvad.

Først mange uger henne i den daglige opremsning af tal var der nogen, der fik det indfald at slå op, hvor mange dødsfald der egentlig plejede at forekomme i årene før coronaen, og da viste det sig, at vi faktisk i år ligger lidt i underkanten af normalen for, hvor mange der dør i Danmark på almindelige dage på samme årstid. Det er selvfølgelig ikke nogen trøst for dem, der mister livet, eller har nærtstående der gør, men det siger dog noget om proportionerne i forhold til, hvad folk ellers dør af, så meget mere som det dagligt af Statens Serum Institut bemærkes, at tallene gælder patienter, der er døde med coronasmitte og ikke nødvendigvis af den.

Dog, skønt måske ikke i de daglige enkelttal så dog i udviklingen over tid siger hældningsgraderne i kurven over coronadødsfald naturligvis noget om, hvordan det går. Det gør også, og helt uden usikkerhed om hvilken sygdom der er årsagen, tallene for indlagte herunder indlagte på intensiv og i respirator.

Vi man vide, om det går i den rigtige eller forkerte retning, er det de tal, man skal holde øje med, og derudover også nogle tal som sjældent når længere end til de særligt interesserede, nemlig antallet af nyindlæggelser dag for dag. Det er det nærmeste vi kommer en indikator, omend med forsinkelse, for udviklingen i nye sygdomstilfælde.

Hvad der derimod ikke siger noget om noget som helst, er de daglige tal for antal testede og antal nye bevisligt smittede. Strategien for test har som bekendt blæst rundt som en vindheks i en forladt guldgraverby, og andelen af positive blandt de testede har derfor kun afspejlet de kriterier, man har testet efter, og ikke så meget som kunnet antyde hvor stor en del af hele befolkningen, der er smittet henholdsvis gået fri.

Statens Serum Institut skriver det selv på hjemmesiden, hvor tallene opgøres dagligt: ‘Smittede personer, som ikke har gennemført en test, indgår ikke i tallet’, står der, og ud over at være en selvfølgelighed i logisk forstand er det også bureaukratisk kode for, at man ikke kan bruge tallet til at træffe beslutninger ud fra.

Almindelige menige borgere behøver heldigvis ikke gå op i, hvad der ligger bag fagfolkenes vurderinger. Vi kan nøjes med at forholde os til hvad der er praktisk anvendeligt for os selv, og hvad det angår, har test bestemt deres berettigelse, men mest for den der testes. Når man har fået svaret, ved man, om man kan ånde lettet op uden at puste virus ud i hovedet på nogen, eller om man tværtimod skal gå i isolation, og i sidstnævnte tilfælde vil man som regel også have nogle nærtstående, som man vil foreslå også at blive testet for en sikkerheds skyld.

Vistnok ikke den officielle teststrategi på det tidspunkt hvor dette skrives, men kan hænde det er det, når det læses. Hygiejne- og afstandsforholdsreglernes berettigelse ændres der derimod næppe på foreløbig.