De unge strømmer til Allinge
De unge strømmer til Allinge
Bornholms Efterskole lagde allerede sidste år teltdug til politisk debat på de unges præmisser. Men i år har arrangementet for alvor haft vokseværk og med et tilskud på 150.000 kroner fra Europa-Nævnet har Ungdommens Folkemøde indtaget et helt område af Folkemødet med campingområde, scener og fester til den lyse morgen.
“Sidste år havde vi et superfedt lille arrangement, der faktisk var ret tilfældigt, men hvor Lars Løkke og en masse andre politikere endte med at komme forbi. I år har vi i samarbejde med Folkemødet gjort meget mere ud af det, og efterskoleeleverne står selv for mange af arrangementerne og for at filme, interviewe og evaluere. Vi er booket fuldstændigt hele ugen,” fortæller efterskolelærer Mikkel Andersen.
Speed-debating og laser
Ungdommens Folkemøde har fået 150.000 kroner i støtte fra Europa-Nævnet og har dermed fået mulighed for at indtage hele Danchells Anlæg i Allinge med anderledes debatarrangementer og events. Blandt de tilmeldte er indtil videre kulturminister Uffe Elbæk (R), videnskabsminister Morten Østergaard (R) og en lang række af partiernes ungdomsorganisationer.
“Det betyder ikke noget for os, hvilke partier der kommer til at være der - det vigtigste er, at det får de unge til at interessere sig for politik. Jo flere unge, der bliver engagerede i det her, jo bedre,” siger Mikkel Andersen og nævner blandt andet specialdesignede samtalemøbler, speed-debating-arrangementer med 5-minutters én-til-én-debat og et mp3-styret lasershow med politiske budskaber som gode grunde til at slå vejen forbi Danchells Anlæg.
Camping på slagmarken
For at huse de mange unge deltagere, har Ungdommens Folkemøde inddraget foreløbig to fodboldbaner som campingareal.
“Det bliver virkelig festivalstemning med en masse spontane indslag. Vi har opfordret ungdomspartierne til ikke at booke lejligheder og telte og i stedet komme og bo på vores campinggrunde og lave arrangementer på vores scener,” siger Mikkel Andersen, som håber, at endnu flere vil tage imod tilbuddet.
“Der er plads til mange flere, så udvider vi bare med resten af fodboldbanerne,” siger han.
Både Liberal Alliances, Venstres og Socialdemokraternes ungdom har foreløbig meldt deres ankomst.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.


























