2003 var et godt år for befolkningen. Det bedste siden 1997.

Altså ordet ‘befolkningen’. Engang et almindeligt ord i politikersprog, i dag en sjældenhed, afløst af det mere inkluderende (eller ekskluderende?) ‘danskerne’

Tager man statsministres åbningstaler til Folketinget som mål for en årlig stikprøve, så er det Anders Fogh Rasmussens i 2003, der tager prisen. 11 gange undervejs sagde han ‘befolkningen’, ‘danskerne’ kun én gang.

Lige i hælene ligger Poul Nyrup Rasmussen med sin åbningstale i 1997. Her nævnte han ‘befolkningen’ ti gange. Men skønt bagud på en enkelt i forhold til Fogh i 2003 var Nyrup faktisk en flittigere bruger af ‘befolkningen’ end alle sine efterfølgere. To gange nåede han op på at sige det otte gange, hvor Fogh i sine øvrige åbningstaler kun sagde ‘befolkningen’ en enkelt gang eller slet ikke. Først i  sin allersidste åbningstale i 2008 brød han igen mønsteret og sagde ‘befolkningen’ 5 gange.

Også Foghs efterfølger Lars Løkke Rasmussen har været sparsom i sin brug af ‘befolkningen’. I sin første åbningstale i 2009 sagde han det to gange, og i alle efterfølgende blot en enkelt gang eller slet ikke.

Helle Thorning-Schmidt skiller sig ud i rækken af statsministre ved ikke en eneste gang i sine åbningstaler at have sagt ‘befolkningen’. Til gengæld var hun flittig med ‘danskerne’, som hun sagde seks gange i 2012 og syv gange i 2014.

Næstflittigst var den anden socialdemokrat blandt de statsministre, hvis taler findes i Statsministeriets online-arkiv, der går tilbage til 1997. I Poul Nyrup Rasmussens tid fik han sagt ‘danskerne’ otte gange i 1998 og syv gange i 2000, og kun i en enkelt åbningstale, i 2001, sagde han kun én gang ‘danskerne’, og det var endda i en sammenligning med andre lande, hvor det ikke bare var en frase, men nationaliteten havde et betydningsmæssigt indhold.

I det hele taget gælder det om ‘danskerne’ i Nyrups taler, at han lejlighedsvis bruger netop det ord for at skelne fra andre nationaliteter. Fogh gjorde det også en enkelt gang, mens det for begge de to seneste statsministre Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt konsekvent blot er en frase, hvor de lige så godt kunne have sagt ‘borgerne’, ‘vælgerne’ eller for den sags skyld ‘befolkningen’.

Der er altså en bevægelse i politiker-sproget væk fra ‘befolkningen’ og over mod ‘danskerne’ som samlebetegnelse for os alle sammen. Ikke en bevægelse i en ret linje og heller ikke sådan, at man kan pege på et bestemt tidspunkt hvor det skiftede. Bortset altså fra Helle Thorning-Schmidts konsekvente fravalg af ‘befolkningen’.

Men hvorfor? En nærliggende grund er, at ‘befolkningen’ er et teknokrat-ord. En ord langt væk fra dagligsproget og derfor langt væk fra ‘borgerne’ eller ‘danskerne’ eller hvad vi skal kalde dem. I denne sammenhæng kunne man måske mest passende kalde dem ‘vælgerne’, for når en politiker nødig vil opfattes som teknokrat, så er det fordi han eller hun gerne vil vælges igen. På den anden side skal det heller ikke være alt for åbenlyst, så ‘vælgerne’ som ord betragtet er ikke optimalt. Men ‘danskerne’. Det er vi jo allesammen. Dejligt inkluderende ord.

Eller? Jo, det er bestemt inkluderende for dem der er omfattet af betegnelsen, men man kan ikke helt frigøre sig fra den tanke, at ordet også rummer en bekvem dobbelthed for de politikere der gerne vil stemmemaksimere.

På den ene side er ‘danskerne’ et uangribeligt ord, fordi den politiske korrekthed tilsiger, at det naturligvis refererer til det grundtvigske udlægning: at ‘til et folk de alle hører, som sig regne selv dertil’. På den anden side kan det også, hvis ens vælgere ikke nødvendigvis abonnerer på den definition, markere en politisk ukorrekt forskel mellem ‘danskerne’ og de andre, som ikke er det, idet det så er op til hver enkelt vælger, hvem han eller hun regner for hvad.

Kort sagt et ord som enhver der hører det, kan lægge det i som vedkommende foretrækker. En ideal-situation for en hvilken som helst politiker.