14. december 2014 stod en ung bebrillet franskmand frem på forsiden af den amerikanske avis Wall Street Journal med et meget simpelt budskab:

“Det er mig, der står bag LuxLeaks, og jeg lækkede dokumenterne, fordi offentligheden fortjente at vide, at virksomheder, de stoler på, gemmer penge i skattely.”

Over hele verden blev Antoine Deltour, som han hedder, af politiske kræfter hyldet. Men da han opgav sin anonymitet og stod frem som whistleblower, måtte han også stå til ansvar for domstolene. Derfor kunne Antoine Deltour 29. juni 2016 se frem til 18 måneder bag tremmer i et fransk fængsel for at lække fortrolige dokumenter. En dom, der siden blev omstødt til 12 måneder og en bøde på 1.500 €.

Men fremover skal det ikke være sådan, at det skal koste whistleblowere fængsel at stå frem. Det mener Europa-Kommissionen, som derfor har sendt et direktivforslag af sted gennem den europæiske beslutningskæde for at sikre øget beskyttelse til personer, som advarer om, at EU-lovgivning ikke bliver overholdt.

KL frygter implementeringen
Det lyder som udgangspunkt som noget, det er svært at være uenig i, og hos fagbevægelsen er direktivet da også blevet modtaget med kyshånd, ligesom antikorruptionsorganisationen Transparancy International mest af alt klapper i hænderne over forslaget.

- Vi er meget begejstrede for det her direktiv fra EU. Det ligger meget tæt op ad det, som vi har argumenteret for. Det er progressivt på den måde, at det er bredt, når det både dækker private virksomheder og det offentlige. Det her kommer helt sikkert til at gøre en forskel, siger Marina Buch Kristensen, bestyrelsesmedlem for Transparancy International.

Men hvis man er KL eller Justitsministeriet, er armene langt fra så højt over hovedet, som de kunne være. Og heller ikke EU’s regionsudvalg er helt oppe at støde over ideen, fortæller Jens Christian Gjesing (S), som ud over at sidde i byrådet i Haderslev også repræsenterer KL i det europæiske regionsudvalgs underudvalg for borgerrettigheder, styreformer og institutionelle og eksterne forbindelser, kaldet Civex:

- Jeg er ordfører for EU’s regionsudvalg på den her sag. Og vi har jo til opgave at holde kommissionen og parlamentet i ørerne, når de ikke tænker tilstrækkeligt i nærhed og enkelthed. Så vores opgave er at forsvare subsidiaritetsprincippet. De skal med andre ord ikke gøre noget i Bruxelles, som vi bedre og lige så godt kan gøre selv, siger Jens Christian Gjesing

For selvom ideen om at beskytte whistleblowere med Jens Christian Gjesings egne ord “som udgangspunkt er en god ide,” så bliver han noget betænkelig ved implementeringen, som “nærmer sig decideret detailplanlægning fra kommissionen side.”

...og selve systemet
En af de ting, som man både KL’s side og fra Justitsministeriets side med opbakning fra blandt andre Danske Regioner har kritiseret, er det system, som en whistleblower skal manøvrere i, hvis han eller hun beslutter sig for at gøre opmærksom på, at nogen foretager sig noget ulovligt.

For man kan ikke bare “gå til pressen” eller ringe til politiet, hvis man vil af med sin viden. Man skal gå ad de korrekte kanaler:

- Man lægger op til, at alle lande sikrer, at der er et tredoblet system. Det vil sige, at i alle kommuner med mere end 10.000 indbyggere skal man have personer internt ansat, som skal tage sig af whistleblowerhenvendelser. Og hvis det ikke virker, skal det enkelte land også sørge for, at der er et eksternt system oven på det interne, som man så kan henvende sig til, hvis man som whistleblower mener, at man ikke har fået nok ud af at henvende sig internt. Og så som tredje led er der også regler for, hvordan man kan henvende sig til pressen med viden, forklarer Jens Christian Gjesing.

Det system, mener man hos både kommuner, stat og regioner, er både "meget kompliceret og meget dyrt".

Kort fortalt er budskabet altså fra den danske stat, KL og Danske Regioner, at EU vil bestemme for meget, som kommunerne allerede har styr på, at opbygningen af systemet er alt for kompliceret, og sidst, men ikke mindst, at direktivet er alt for dyrt. For ifølge Europa-Kommissionen vil det koste cirka syv milliarder kroner at implementere direktivet på europæisk plan. Derefter vil driftsomkostningerne ligge på cirka ti milliarder kroner, vurderer kommissionen.

- Jeg er helt sikker på, at hvis vi selv fik lov at implementere systemet sammen med arbejdsgiverne og fagforeningerne, så kunne vi lave noget, som var langt mere effektivt og billigere. Jeg vil gerne være med til, at vi beskytter whistleblowere i hele Europa. Det er en rigtig god ide. Men det system, man bygger op, er alt for detaljeret og alt for kostbart, siger Jens Christian Gjesing.

… og pressens muligheder
Samtidig er man hos de danske myndigheder kritisk over for, at whistleblowere først sent i processen har ret til at gå til pressen. En bekymring, som også Danske Medier deler. Her skriver man blandt andet i et høringssvar, at direktivet “stiller alt for vidtgående krav til, hvornår en whistleblower må videregive oplysninger til medierne og andre eksterne parter”.

For sagen er den, at en whistleblower kun er beskyttet af direktivet, hvis han eller hun går til pressen, såfremt han eller hun allerede på forhånd har forsøgt at råbe sin kommune op i både den interne og den eksterne instans. Og kun hvis man hos domstolene er enige i, at man har henvendt sig nok hos både den interne og den eksterne instans.

Kun i tilfælde, hvor der for eksempel er ”overhængende eller åbenbar fare for offentlighedens interesser” eller ”risiko for uoprettelig skade”, vil en whistleblower kunne opnå beskyttelse efter direktivet, selvom vedkommende ikke har benyttet de interne og/eller eksterne indberetningskanaler.

Og selvom man hos Transparancy International er begejstrede for direktivet som helhed, er man her heller ikke tilfredse med, at der ifølge direktivet skal indføres de tre instanser, siger Marina Buch Kristensen, som er bestyrelsemedlem i Transparancy International:

- Vi er også kritiske over for de tre instanser. Det er der ingen grund til i en dansk kontekst. Allerede nu har vi jo her en semiekstern ordning, hvor flere kommuner har et advokatfirma, der står for whistleblowerhenvendelser. Og man har jo i dag mulighed for som ansat at gå direkte til pressen - hvis det ikke er fortroligt, siger Marina Buch Kristensen.

'Man kan spare mange penge'

Men Transparancy Internationals er alligevel langt fra enig med de danske myndigheder, siger Marina Buch Kristensen:

- Jeg kan slet ikke følge den kritik, der går på, at det både skulle være dyrt og detaljeret. Små virksomheder og kommuner med mindre end 10.000 indbyggere er fritaget, og der er rig mulighed til at tilpasse det til en dansk kontekst, da der jo er tale om et direktiv, siger hun og påpeger, at hun heller ikke forstår den kritik, myndighederne rejser af prisen på at implementere direktivet:

- Man kan jo i sidste ende spare mange penge på at indføre det her. Det er derfor, mange virksomheder laver deres egne whistleblowerordninger. Det er faktisk en fordel. Der kommer for eksempel ting frem, som ikke ville være kommet frem ellers. Det kan vi blandt andet se hos borgerrådgiveren i København, hvor medarbejderne bliver taget seriøst. Og hvis ikke folk kan henvende sig anonymt, kommer man jo til at gå glip af rigtigt mange henvendelser.

Direktivet afventer nu behandling i parlamentet og ministerrådet.