Dansk Folkeparti vil skifte sit Christianborg-fokus ud med lokal bevågenhed
Dansk Folkeparti vil skifte sit Christianborg-fokus ud med lokal bevågenhed

$Efter hvad man roligt kan kalde en bundvending synes Dansk Folkeparti på vej op igen eller i hvert fald ved at vinde fodfæste. Blot tre byrådsmedlemmer har forladt partiet i år, og til gengæld er to folketingsmedlemmer kommet til. Begge dele langt bedre end hvad partiet gennemlevede i 2022, så nu er kikkertsigtet indstillet på KV25 og den lokale forankring.
- Resultatet ved KV21 var jo det, der fik Kristian Thulesen Dahl til at gå som formand med alt hvad deraf fulgte, så det er ikke for meget sagt at 2022 ikke vil gå over i historien som Dansk Folkepartis mest brillante år, siger partiformand Morten Messerschmidt tørt.
Partiets overlevelse ved FV22 og hans frifindelse i Meld/Feld-sagen lige før jul trak dog lidt op til allersidst, men den underspillede karakteristik af sidste år er ikke en tilfældighed.
- Vi går ydmygt til opgaven. Vi er helt klar over at Dansk Folkeparti er i en genetableringsfase, siger Morten Messerschmidt til Kommunen.dk.
Genetableringen omfatter også en rekalibrering af det organisatoriske kompas. Dansk Folkeparti vil bryde ud af, hvad partisekretær Simon Vanggaard kalder Christiansborg-osteklokken.
Synsvinklen skal skiftes strategisk
- Historisk set har vi haft Christiansborg som en osteklokke for sig selv. Det har været det vigtige i Dansk Folkeparti - det vigtigste i Dansk Folkeparti - at det er gået godt på Christiansborg. Folketingsvalgene har været i fokus, og lokalvalgene har været en biting. Den bøtte er vi ved at vende nu strategisk, siger Simon Vanggaard til Kommunen.dk.
Den nye synsvinkel blev introduceret i forbindelse med KL’s Kommunalpolitiske Topmøde, hvor alle partier holder gruppemøder med deres byrådsmedlemmer fra de forskellige kommuner. For Dansk Folkeparti blev gruppemødet struktureret anderledes denne gang.
Vi går ydmygt til opgaven. Vi er helt klar over at Dansk Folkeparti er i en genetableringsfase.
- Det plejer at være halvanden times fortælling fra partiformanden om, hvad der foregår på Christiansborg. Denne gang var det modsat - hvordan kan vi understøtte jer lokalt, hvordan får vi arbejdet strategisk frem mod KV25, hvad rører der sig ude hos jer, siger Simon Vanggaard.
- Vi har nedsat et strategiudvalg med 10-12 byrådsmedlemmer fra rundt om i hele landet, som skal arbejde strategisk med ideer frem til KV25. Vi skal også sørge for at få talentudviklet, så vi kan blive repræsenteret lokalt så stærkt som muligt.
“Så stærkt som muligt” er så konkret det bliver.
- Vi har ikke som sådan nogen målsætning for hvor mange mandater vi skal opnå ved KV25. Vi går ydmygt til opgaven, siger Morten Messerschmidt.
Der skal være færre afhoppere
Partiformand Morten Messerschmidt håber på flere folk med tiden, “men det vigtige er, at vi har et sted at mødes og have politisk materiale liggende”, siger han. Foto: Dansk FolkepartiMen hvis ikke hvor mange, så hvordan?
- Vi vil gerne stille med et så stærkt kandidathold som muligt i så mange kommuner som muligt, siger Simon Vanggaard, heller ikke særlig konkret.
- Nogle kommuner har været rigtig stærke, og dem forsøger vi at tage ved lære af. Der er fx Guldborgsund, hvor vi har fem byrådsmedlemmer, og Bornholm, hvor vi har fire. Der er også en række, hvor vi har to og har været ret tæt på det tredje, siger han uden at nævne Ikast-Brande, hvor han selv er byrådsmedlem, og de andre byråd med to DF’ere: Fredericia, Kolding, Aabenraa og Kalundborg.
Dansk Folkeparti bløder traditionelt mange byrådsmedlemmer i løbet af en valgperiode. Siden KV21 er 30 af 90 mandater forsvundet og kun et enkelt er kommet til i løbet af valgperiodens første halvandet år, i alt svarende til et minus på 32 pct. I løbet af de de fire år i hele KV17-valgperioden var nettoafgangen 52 af 223 mandater (23 pct.) og i KV13-valgperioden 35 af 263 (13 pct.).
Noget der arbejdes med. Vi skal sørge for de gror bedre fast, siger Simon Vanggaard.
Uanset hvad de måtte sige om partihoppere, tager stort set alle partier gladeligt imod selv. Også DF “holder selvfølgelig øjnene åbne for potentielle talenter”, siger Simon Vanggaard og nævner som eksempel “nogen der måske af personlige årsager er blevet løsgængere fra et parti, der måske ikke ligger så langt fra Dansk Folkeparti”. I denne valgperiode er det dog kun blevet til en enkelt, der er gået den vej.
- Endnu! pointerer Simon Vanggaard.
Nyt partihovedkvarter væk fra Christiansborg
Med til det lokale fokus, Dansk Folkeparti ønsker at skifte til, hører etableringen af et partikontor i Ejstrupholm. Et meget demonstrativt ikke-christiansborgsk greb, som foruden signalgivning til andre partier, læs: Danmarksdemokraterne, også er en parti-internt tilkendegivelse. Og også lidt en spareøvelse.
En pænt stor kontorbygning, der skal være daglig arbejdsplads for Simon Vanggaard, der bor lige i nærheden, og lejlighedsvis også for partiets landskasserer Susanne Eilersen, der er byrådsmedlem i Fredericia, også inden for køreafstand. De to og partisekretær Chris Bjerknæs, der arbejder med udgangspunkt fra Christiansborg, blev for et års tid siden ansat som lokalforeningskonsulenter, dengang i en geografisk opdeling, og tilsammen udgør de i dag det samlede personale i Dansk Folkepartis landsorganisation.
Partikontoret i Ejstrupholm skal være alle vore medlemmers hus og samlingssted. Det er de frivillige der kommer til at blive drivkraften i huset, det er ikke bare et kontor.
Så når det alligevel giver mening med et stort partihovedkvarter, er det fordi det også “i høj grad er et frivillig-hovedkvarter, et foreningshus”.
- Partikontoret i Ejstrupholm skal være alle vore medlemmers hus og samlingssted. Det er de frivillige, der kommer til at blive drivkraften i huset, det er ikke bare et kontor eller et skrivebord for mig. Det er det mindste af det, siger Simon Vanggaard.
Dansk Folkeparti vil stadig have et stort sekretariat på Christiansborg, men det er bundet til Folketinget som støtte for partiets folketingsmedlemmer og kan rent lovmæssigt ikke flyttes udenfor Christiansborg, lyder forklaringen. Det ville i øvrigt heller ikke give mening, lyder tilføjelsen.
Så midt i Jylland som det kan være
Partiformand Morten Messerschmidt vil da heller ikke tale om bemandingen:
- Det centrale er, at vi får et partikontor med medlemsaktiviteter. Vi håber naturligvis, at vi med tiden kan få flere folk, men det vigtige er, at vi har et sted at mødes og have politisk materiale liggende, siger han.
- Tanken er at vore lokalformænd skal bruge det så meget som muligt. Det er meningen at vi vil holde kurser her, det har vi førhen holdt forskellige steder på hoteller. Det er her, vi har vores lager af flyers, bolsjer og kuglepenne og hvad der ellers er, og som man kan komme og få fyldt op af, supplerer Simon Vanggaard.
- Det koster ikke mere om året, end man ville give for en konference eller to på hotel. Vi har en helt anden økonomi nu, end vi havde for bare et år siden, og det her er en del af den tilpasning, vi skal foretage. Selv om det koster lidt, er det også en del af en økonomisk spareplan i forhold til at passe bedre på pengene.
Det nye partihovedkvarter blev indviet officielt 22. april, og med Simon Vanggaards ord er Ejstrupholm “så midt i Jylland som det kan være, lige langt fra øst og vest og fra syd og nord”.
Er det fuldstændig tilfældigt at det ligger inden for et ejendomsmæglerstenkast fra Thyregod? En hilsen til Kristian Thulesen Dahl?
- Ja, det er tilfældigt. Det er mit daglige kontor og skal ligge et sted inden for nogenlunde afstand fra, hvor jeg bor. Det ville ikke give mening, at jeg skulle køre meget langt på arbejde hver dag. Så nej, der er ikke tænkt på Kristian Thulesen Dahl. Men der er en smuk symbolik i det alligevel, siger Simon Vanggaard.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.


























