For nylig deltog jeg i det såkaldte 'Kattegat-kursus' for nyvalgte byrådspolitikere. Kurset har til formål at ruste nyvalgte byrødder til de kommunale kerneopgaver, beslutninger og stramme budgetter.

Allerede ved det første gruppearbejde på kurset viste det sig, at nyslåede kommunalpolitikere på tværs af partier, køn, alder og fem forskellige kommuner har de samme prioriteringer, når det gælder om at fastslå, hvad der er kommunernes vigtigste opgaver i den kommende valgperiode.

Alle grupper fandt frem til, at gode vilkår for erhvervslivet er en af de vigtigste opgaver for kommunerne i årene, der kommer. I en tid, hvor alle taler om tabte private arbejdspladser og enhver, der er arbejdsløs i kortere eller længere tid, anses for at være nærmest evigt fortabt, er det måske ikke så sært, at jobskabelse har en høj prioritet blandt nyvalgte kommunalpolitikere.

Men det er alligevel besynderligt, at hverken vuggestuer, børnehaver, skoler, sundhed eller ældre fik overtaget over erhvervslivet i debatten om vigtigste opgaver for kommunerne.

Det er simpelthen lykkedes at italesætte erhvervslivet (hvad enten der er tale om små og mellemstore virksomheder eller om de store spillere med en lang tradition på dansk grund) som nødlidende og skrøbelige aktører. Ude i kommunerne har de ikke bare brug for god infrastruktur, lav grundskyld og slækkede miljøregler, men også for kommunalpolitikernes helt særlige bevågenhed og omsorg – på linje med vuggestuebørn, udsatte unge, syge voksne eller skrøbelige ældre.

Kommunekasserne, som primært består af almindelige lønmodtageres indbetalte skattekroner, skal strækkes til det yderste for at give 'gode rammevilkår' til det lokale erhvervsliv, og kommunen skal helst stille billig arbejdskraft til rådighed i form af borgere i aktivering, arbejdsprøvning, praktikforløb og lignende.

Jeg vil også gerne hjælpe og støtte og styrke erhvervslivet i min kommune, og på Borgen har jeg stemt for flere skatte- og afgiftslettelser til det selvsamme erhvervsliv.

Men jeg synes, vi skal have genrejst debatten om, hvad kommunernes (fællesskabets) kerneopgaver – for skatteborgernes kroner - er. For uden gode vuggestuer, børnehaver og skoler, uden god sundhedsindsats, ældrepleje og ordentlig behandling af vores arbejdsløse kan erhvervslivet alligevel ingenting. Der findes gode rammevilkår for erhvervslivet i form af cool cash. Og så de endnu bedre rammevilkår for erhvervslivet i form af veluddannet arbejdskraft, raske og glade medarbejdere, der kan få passet deres børn på forsvarlig måde, passet deres gamle forældre uden de store bekymringer og have et rigt og godt fritidsliv, hvor folkeoplysning og kulturtilbud giver medarbejderne et større udsyn. De gode rammevilkår, som god offentlig transport, gode kultur- og fritidstilbud og asfalt på vejene også er udtryk for.

Så lad os bare danse om guldkalven og som kommunalpolitikere prioritere at gøre det godt for det lokale erhvervsliv. Men lad os også huske, at uden de strukturer, der udgør velfærdssamfundet – nemlig adgangen til pasning, undervisning, pleje og omsorg – så har vi slækket så meget på det, der udgør rygraden i lokalsamfundene, at erhvervslivet alligevel flytter et andet sted hen.