Dansen med privatfinansen

Offentlig-private partnerskaber giver ikke nødvendigvis skatteyderne værdi for pengene, viser briternes erfaringer.

london

Af Redaktionen | [email protected]

Partnerskaber med private firmaer er ikke nogen magisk kur mod offentlige lommesmerter, viser 18 års erfaring i Storbritannien. Over 600 offentlige hospitaler, fængsler, skoler og veje er blevet opført for private midler siden 1992, men ikke alle giver skatteyderne værdi for pengene.

London Underground – det hidtil største af de såkaldte public privat partnerships, eller PPP’er – har ikke ligefrem givet konceptet god reklame. To private firmaer fik i 2003 milliardkontrakter på at modernisere og vedligeholde den aldrende tunnelbane. Men det ene firma, Metronet, gik konkurs i 2007, og det andet, Tube Lines, er nu kørt fast i en bitter pengestrid med Londons transportmyndigheder.

Er det efter 18 år muligt at fastslå, om PPP har været en succes eller en fiasko?

National Audit Office (NAO), der holder øje med, om staten bruger skatteydernes penge fornuftigt, var ambivalent i en nylig rapport: ”Der er fordele ved at inddrage privat finans, men ikke i alle tilfælde og ikke for enhver pris. Når det sker af forkerte grunde eller bliver kørt dårligt, så fører det ikke til gode projekter.”

Til de ”forkerte grunde” hører simpel offentlig modvilje mod at sætte sig i gæld, mente NAO. Byggerierne bliver dyrere, når de opføres af private firmaer – fordi det er dyrere for dem at låne, end det er for staten. Så PPP’er må kompensere ved at give skatteyderne ekstra fordele – for eksempel pænere hospitaler, der bliver drevet og vedligeholdt bedre, end staten kunne have gjort det. Sker det ikke, kan PPP ikke betale sig.

PPP – kortsigtet gevinst?

I begyndelsen blev PPP’erne – især dem, der går under fællesbetegnelsen Private Finance Initiative (PFI) – kritiseret for at være en genvej for staten til at fjerne store anlægsudgifter fra balancen. Siden er revisionsreglerne lavet om, så projekterne nu fremgår af balancen.

Men kritikere mener stadig, at regeringens motivation for PPP’erne er en kortsigtet gevinst.   

For de store fagforbund, der repræsenterer Storbritanniens offentlige ansatte, går regnestykket ganske enkelt ikke op for skatteyderne. Fagforeningen GMB siger, at PFI-projekter måske nok er billigere for staten nu, men i det lange løb skal regningen betales i form af de mangeårige leasingaftaler, som staten forpligter sig til. 

Ifølge GMB vil de PFI-aftaler, der er indgået indtil nu, komme til at koste de britiske skatteydere 250 milliarder pund, svarende til godt 2,1 billioner kroner, mens de underliggende aktiver ’kun’ er en fjerdedel værd. 

”Offentligheden betaler  en overpris for PFI-projekterne. Det er det samme som at købe skoler og hospitaler på kreditkort,” udtalte Brian Strutton, GMB National Secretary for nylig.

Fornuftigt alternativ

Men regeringen insisterer på, at PFI kan være et fornuftigt alternativ til rent offentlige projekter. ”Takket være PPP og PFI har vi fået mange flere skoler, hospitaler og veje end ellers, for private firmaer kan skaffe finansiering og fuldføre projekter hurtigere end den offentlige sektor,” siger en talsmand fra finansministeriet til Kommunen.

”PFI repræsenterer kun 10 procent af de offentlige investeringer. Det er blot en af de modeller, vi har til rådighed, og den bliver kun brugt, når vi er sikre på, at vi skaber merværdi for pengene,” siger talsmanden.

Nu har finanskrisen dog sat noget af en bremse på PPP’er, fordi bankerne er nervøse for at låne ud til de private firmaer, der deltager i projekterne. Målt på værdien af PPP-projekterne var 2009 det magreste år siden slutningen af 1990’erne. Samtidig har regeringen måttet låne penge til adskillige PPP-firmaer i vanskeligheder.

Økonomi

Tilmeld dig nyhedsbrevet