Da mediestormen ramte Brønderslev

Kommunikationschefen i Brønderslev kommer aldrig til at glemme sagen om de ni vanrøgtede børn, som blev tvangs fjernet fra et uegnet forældrepar. En dårlig håndtering fra starten endte med ugelang krisestyring og stress. 

tema: kommunikation i krisetider

Af Mia Tang | [email protected]

 

Mette Krogh Jacobsen ser tilbage på Brønderslev-sagen med blandede følelser. Én ting har hun lært på den hårde måde: Hellere kriseberedskab en gang for meget end en gang for lidt. Her fortæller Brønderslev Kommunes kommunikationschef hudløst ærligt om de værste arbejdsuger i sit liv. 

Hvordan blev du præsenteret for sagen? 

Jeg hører om den torsdag  25. februar. Jeg får at vide fra vores børne- og kulturdirektør, at forældrene er blevet anholdt. Jeg tænker ”whau …” men jeg tænker desværre heller ikke længere end det, for så blev der jo taget hånd om børnene. 

Havde I ellers planer klar for krisestyring? 

Altså, vi har drøftet det meget og havde også noget i skuffen. At vi så bare ikke var fuld ud klar over, at det her ville så megastort, det er vores egen fejl. Jeg har jo spurgt mig selv om det hundrede gange siden. Det er klart, når der er otte børn involveret i det, så kan man sige sig selv, at det bliver til en sag. Et enkelt tvangsanbragt barn var aldrig blevet til en sag på den her facon. Antallet af børn, burde have fået nogle alarmklokker til at ringe. 

Borgmesterens livline

Var planerne gode nok? 

Vi undervurderede behovet for at mødes rent fysisk. Det har vi nu skrevet ind i vores krisestyringspolitik. En ting er at man kan tale i telefon sammen, noget andet er at mødes. Vi talte meget sammen, mig selv, borgmesteren og de relevante chefer, men det kunne have været fornuftigt også at indkalde de folk, som har siddet med familien. Så man kunne have haft et statusmøde allerede i weekenden. 

Hvordan har du kunnet hjælpe en tydeligt presset borgmester?

Dels har jeg jo været sådan en livline til hende. Specielt den første weekend, hvor vi nok talte sammen mellem 75 og 100 gange. Og dels ved hele tiden at rådgive om, hvad hun kan sige og ikke kan sige, og også sige ”nu slukker du telefonen – nu er det altså nok lige nu”. Der tror jeg også, det havde været anderledes at sidde fysisk sammen. 

Det er bare et kæmpe mediepres, som jeg ikke tror, man kan sætte sig ind i, hvis man ikke har prøvet det før. Journalister ringede fra klokken seks om morgenen til midnat i mange dage i træk. Der må du som kommunikationschef forsøge at aflaste mest muligt, men selvfølgelig skal de politiske udmeldinger komme fra borgmesteren. Hvad skulle vise sig at blive det sværeste? 

At få omverdenen til at forstå, at der faktisk var blevet gjort noget for den her familie i vores kommune. Vi er jo bundet af tavshedspligt og skal selvfølgelig beskytte vores borgere. Det gør jo, at der er meget, man ikke kan sige i sådan en sag her. Derfor kan det nemt komme til at se ud, som om vi bare har siddet med hænderne i skødet, mens en familie er faldet fra hinanden. Det lykkedes ikke for os at få det formidlet. 

Dybt rystende

Hvordan har det været for dig, at så mange har ytret sig i sagen? 

Jeg er forundret over, at så mange eksperter og folketingspolitikere, og så mange folk, der står fuldstændig uden kendskab til sagens fakta, er i stand til at udtale sig så skråsikkert omkring sådan en sag her. Det er kommet totalt bag på mig, og det har været dybt rystende. Også at se, når de har siddet med fortrolige rapporter og udtalt sig. Det har rystet os meget. 

Har du selv følt dig presset?

I høj grad. Der var fire uger, som rent arbejdsmæssigt har været de værste i mit liv. Der kom sådan en helt fysisk reaktion efter den første weekend. Der blev jeg simpelthen nødt til at ændre ringetonen på min mobiltelefon. Jeg kunne ikke længere holde den samme lyd ud, fordi den havde ringet så mange gange, og fordi det var sådan nogle ubehagelige opkald. Det er meget ubehageligt, når du bliver nervøs for din telefon, og jeg har været enormt stresset, har sovet dårligt og haft alle de fysiske symptomer, som kommer med stress. Det er kommet bag på mig, at det føltes så stærkt. 

Bagud fra start

Er der noget, du burde have håndteret anderledes? 

Ja, hele starten på sagen, hvor alarmklokkerne ikke ringede. Jeg havde fri om fredagen. Det burde jeg ikke have gjort. Vi burde have lagt en strategi allerede torsdag. I stedet for at det var os, der satte dagsordenen og informerede pressen, så var det jo pressen, der startede historien og havde talt med nogle naboer. Vi var simpelthen bagefter fra starten. Det er enormt ubehageligt. Du mister muligheden for at kunne tilrettelægge et forløb, hvor du både tilgodeser offentlighedens interesse, men også får skabt ro i organisationen. Den mulighed spiller du dig simpelthen af hænde. Det ærgrer mig rigtig meget. 

Hvad har du lært af denne sag? 

At man aldrig skal undervurdere en krise, og at man hellere en gang for meget skal lave en kriseplan end en gang for lidt. Jeg er blevet meget obs på, hvad der rører sig i vores organisation. Det har været learning by doing. Så mit råd til andre er, at hvis ikke man har en krisestrategi, så skal man skynde sig at få lavet en, og den skal også drøftes med politikerne, så der også er et politisk ejerskab til, at det er sådan her, vi gør. 

Jeg tror, vi stadig i kommunerne – især i de mindre – stadig undervurderer, hvad pressen kan sætte i gang. Det er jo ikke bare aviser eller tv. Det er jo også blogs på internettet, kommentarforum på nettet og Facebook. Det er alt, simpelthen, så det eksploderer i medierne. :

 

Social & sundhed

Tilmeld dig nyhedsbrevet