Vi står i øjeblikket i en helt ekstraordinær og ulykkelig situation, hvor vi oplever en af de største flygtningestrømme siden 2. Verdenskrig. Millioner er drevet på flugt fra krig og håbløse tilstande i nærområderne. Sidste år kom der 21.000 flygtninge til Danmark, og i år forventer regeringen, at endnu flere kommer til landet til trods for Venstres løfte om en straksopbremsning.

Det betyder, at det pres, som kommunerne allerede oplever i dag, ikke er at sammenligne med det, der venter forude, når de mange flygtninge, der er kommet de seneste måneder, skal boligplaceres og familiesammenføres.

Vi skal hjælpe de flygtninge, der har brug for beskyttelse, men vi skal samtidig kunne følge med ikke mindst i kommunerne. Der er derfor behov for, at staten går ind og hjælper kommunerne med at løfte opgaven.

Og opgaven er til at tage og føle på. KL’s egne beregninger viser, at kommunerne i alt kommer til at mangle 5.000 nye boliger, 300 modtageklasser, 80 nye daginstitutioner og 1.200 pædagoger. Den udvidelse svarer nogenlunde til, at der kommer en helt ny kommune i Danmark.

Desværre er det ikke megen hjælp, kommunerne har fået fra regeringen. Tværtimod har regeringen dikteret, at kommunerne skal pålægges et omprioriteringsbidrag, der som bekendt betyder, at der hvert år skal skæres én procent i den kommunale velfærd. I 2019 bliver det samlet set kommunale nedskæringer for 7,5 milliarder kroner, som så kan være med til at finansiere regeringsgrundlagets bebudede topskattelettelser.

Det er helt skævt, at vi skal skære i fællesskabet i en tid, hvor der er stærkt brug for at styrke det.

Det krydspres, som kommunerne befinder sig i, med kravet om nedskæringer på velfærden og opgaven med at tage mod de ekstraordinært mange flygtninge kan de fleste se er en vanskelig opgave.

Derfor er det også arrogant, at budskabet i denne ekstraordinære situation til landets kommunalpolitikere fra landets finansminster for et par uger siden til Kommunaløkonomisk Forum var: ”Det piner mig at høre den her klagesang om, hvorvidt det er de syge, de halte eller de etbenede, der skal holde for denne gang”, og han fortsatte svadaen med ”Jeg hører aldrig andet end jammer fra kommunerne”. Det er ikke bare arrogant. Det er også bekymrende, at landets finansminister ikke tager situationen mere alvorligt.

Man må bare spørge sig selv, hvilken planet finansministeren befinder sig på? Det ville klæde regeringens finansminister at anerkende den store indsats, der gøres rundtom i landet for at løfte opgaven med integrationen af de mange nye flygtninge. Og når man samtidig så skærer i de kommunale budgetter, bliver opgaven ikke mindre. Der er tale om flere opgaver og færre penge. Det er ikke jammer. Det er virkeligheden, der kalder på Claus Hjort. I stedet for at skælde ud på kommunerne bør finansministeren bidrage med løsninger, der kan hjælpe kommunerne.

Som sagt er det en helt ekstraordinær situation, som vi står i. Den kan vi kun løfte i fællesskab og gennem et bredt samarbejde i Folketinget og med kommunerne.