I  de gode gamle dage under Den Kolde Krig, da man præcist kendte de forskellige internationale aktørers positioner og vidste om ikke hvordan, så i det mindste indenfor hvilke rammer de kunne tænkes at agere, udviklede der sig en afart af politisk spåmandskunst, der byggede på det grundvilkår, at man ikke nødvendigvis vidste noget, og at det, man vidste, kunne man ikke nødvendigvis forstå.

Kremlologi hed denne disciplin, der blandt andet kunne komme til udtryk ved, at man med lineal målte på grumsede fotos fra officielle begivenheder på Den Røde Plads, hvor langt de forskellige Sovjet-koryfæer var placeret fra den til enhver tid siddende generalsekretær, for dermed at få en idé om, hvor de aktuelt var placeret i hierarkiet. Det siger sig selv, at en væsentlig del af det kremlologiske håndværk var evnen til bagefter at forklare, ikke alene, hvorfor man tog fejl, men også, hvorfor det var indlysende at man nødvendigvis måtte tage fejl, således at enhver kunne forstå, at netop fejlen var udtryk for, hvor godt den pågældende kremlolog var inde i stoffet.

Måske er der en slags historiens ironi i, at det netop skulle være en Jeltsin-lignende figur, der nu i den tilbageværende af de to datidige supermagter blev den, der aktualiserede kremlologiens to hoveddiscipliner, kaffegrumslæsning og bortforklaringer.

For i virkeligheden er Trumps valgsejr i USA blot endnu et udtryk for noget, vi har set flere gange før: Folk har fået nok. De har ikke bare fået nok – de har i den grad fået nok, og så nytter det ikke noget, at de, de har fået nok af, forklarer dem, hvorfor de tager fejl. Det bekræfter dem tværtimod i, at NU kan det være nok.

Der er eksempler nok. Striben af nej’er til danske EU-relaterede afstemninger har vi gennem et par årtier vænnet os så meget til, at de nærmest fungerer som en slags underlægningsmusik, men hvis ikke før burde Alternativets resultat ved folketingsvalget sidste år have været en kraftig påmindelse. Uden sammenligning i øvrigt, naturligvis.

Da Uffe Elbæk annoncerede sit nye parti, som så godt nok ikke lige havde en politik endnu – den skulle de fremtidige medlemmer først lige være med til at fastlægge – var der praktisk taget ingen fra den traditionelle politik-branche, der tog det alvorligt. Det kom vi først til langt senere, og på den måde blev FV15 et hjemligt præludium til det efterfølgende internationale drama.

Første akt var brexit. Situationen var den samme. Rigtig mange udenfor mainstream politik-branchen syntes, de havde fået nok, og rigtig mange indenfor forklarede dem, at de var på vildspor, og beroligede hinanden med, at det nok ville gå over. Det gjorde det ikke.

Nu er vi så nået til anden akt. Hvis nogen kandidat nogensinde har været outsider, så er det Trump. Fuldstændig uden politisk erfaring, fuldstændig uden pli, fuldstændig uden skam i livet, når han bliver grebet i at lyve åbenlyst og reagerer med en ny løgn om det samme eller noget andet. Og hans vælgere er ligeglade, for de har fået nok. Bare fået nok af det, de kender, så de vil have noget andet.

Forud for brexit-afstemningen blev det modløst spået, at enden for den vestlige civilisation kun lå tre afstemninger ude i fremtiden. Et skrækscenarie, som ingen rigtig troede på. Dengang. I dag er situationen helt anderledes efter både brexit og Trump. Nu mangler vi kun den tredje.

Tredje akt i dramaet er det franske præsidentvalg i 2017. Det falder i to scener, 23. april, hvor alle mulige partier og fraktioner kan stille med en kandidat, og 7. maj, hvor afgørelsen falder mellem de to, der fik flest stemmer i første runde. Her kan man roligt regne med, at Marine Le Pen er den ene af dem, og hvis hun vinder, står vi pludselig med to vestlige præsidenter med varme følelser for Putins Rusland.

Om ikke Vestens undergang, så i hvert fald noget ganske andet, end vi er vant til. Og med Trumps antydninger af ikke-holdbarheden af Natos musketered og Le Pens erklæringer om at ville trække Frankrig ud af både Nato og EU, kommer vi andre til at stå tilbage med et splittet og svækket Europa på et tidspunkt, hvor der mere end nogensinde er brug for at det står samlet og stærkt.

Eller sagt på en anden måde: Efter tredje akt er der tæppefald, og et nyt stykke kan begynde.