Politik fra rødderne

Case #3: Mistænkeliggørelsen var værst

Tejs Mogensen henvendte sig til forsvaret i 1996 med en mistanke om, at alt ikke var, som det skulle være. Nu, 14 år efter den første samtale med forsvarets psykologer, er der udsigt til, at han får tilkendt pension.

 tema: veteraner

Af Benjamin Holst | [email protected]

”Hvis du har haft et gevær i hånden og forsøger at blive diagnosticeret, så bliver der skøjtet udenom. Før kommunen tager dig alvorligt, skal du helst være et savlende, uintelligent monster. Det sætter ligesom målestokken for, hvad en krigsveteran er,” fortæller Tejs Mogensen, som for 17 år siden var udsendt som soldat i Danmarks tjeneste. Han har oplevet en stor berøringsangst overfor PTSD-ramte krigsveteraner både i kommunen og forsvaret.

”Uhyggeligt mange af os har bare fået stukket omsorgssvigt ud som forklaring på vores traumer. Det er klart min fornemmelse, at forsvaret hverken vil risikere ry eller økonomi,” siger Tejs. 

Lyden af kugleregn

Året er 1993, da Tejs vender hjem efter et halvt år som soldat i Balkan. I lufthavnen passerer han sin far, uden de genkender hinanden:

”På de seks måneder er min far blevet hvidhåret, så jeg genkender ham ikke. Han kunne til gengæld heller ikke kende mig, for da han så mig ind i øjnene, så han en gammel mand,” siger Tejs Mogensen. På det tidspunkt er Tejs 21 år gammel. Den første nat i Danmark kan han ikke falde i søvn, før han har fået sin far til at gå ud i haven og tænde græsslåmaskinen.

”Lyden var det tætteste, jeg kunne komme på den konstante larm fra generatoren i lejeren. Jeg kunne ikke sove, når der var så stille. Alt, alt, alt for stille. Desværre kunne min far ikke simulere lyden af kugleregn, men jeg faldt da i søvn,” fortæller Tejs. 

Pinden til ligkisten

Tejs lider af mareridt, søvnbesvær, reagerer stærkt på lyde og er bange for verden omkring sig. I 1996 kontakter han forsvarets psykologer. Efter en samtale på 20 minutter konstaterer de, at Tejs’ problemer stammer fra barndommen. Året efter forlader han forsvaret. Det bliver sværere og sværere for Tejs at håndtere det hyper-alarmberedskab, han konstant befinder sig i, og sin egen aggressive adfærd.  Han arbejder på et lager og bruger det fysisk krævende arbejde til at udmatte krop og hoved.

”Jeg gjorde det, at jeg knoklede mig ud af det. Når jeg kom hjem om aftenen, var jeg for træt til at gøre andet end at spise, gå i seng og så stå op og begynde forfra den næste dag,” siger Tejs. Det holder indtil 2007, hvor Tejs bliver fejlbehandlet for lyskenbrok. 

”Min egen læge havde mistanke om, at der var noget andet galt, og kunne se, at jeg var på vej ned ad slisken. De fysiske skader og operationen var bare pinden til ligkisten,” siger Tejs. 

Krigsskade eller gidsel

Tejs mister sit job og ryger med egne ord helt ned i kulkælderen. 

”Jeg har aldrig været længere nede. Jeg havde mareridt og led af voldsomme angstanfald,” siger Tejs, som på det tidspunkt har fået erklæret PTSD af en psykiater, hans egen læge henviser ham til. Men kommunen kræver en uvildig vurdering af Tejs’ sag. 

”Fra første øjeblik var jeg klar over, at han 100 procent var kommunens mand. Han mente kun, at man kunne pådrage sig PTSD ved enten at have fået en fysisk krigsskade eller ved at være blevet taget som gidsel,” siger han. Tejs’ kone er med til mødet med psykiateren. Hun bliver spurgt om, hvornår hun først bemærkede, at Tejs var deprimeret.

”Hun stirrede bare på ham og fortalte, som sandt var, at hun aldrig har kendt mig som andet end deprimeret,” fortæller Tejs, som blev gift i 2000.  

En form for oprejsning

Konklusionen fra den kommunale psykiater er, at det hverken kan be- eller afkræftes, at Tejs lider af PTSD, fordi udsendelsen ligger mange år tilbage i tiden. Efter det går sagen helt i hårdknude. 

”Det værste var den mistænkeliggørelse, jeg blev mødt med i kommunen. Jeg fik en fornemmelse af, at de troede, jeg kom for at få tiltusket mig den her – i anførselstegn – fede invalidepension,” siger Tejs. 

Tejs bliver sygemeldt, og efter en periode på sygedagpenge ryger han helt ud af systemet. I løbet af de næste år er han ikke i kontakt med kommunen og modtager hverken dagpenge eller kontanthjælp. 

”I den periode hører jeg intet til kommunen. Hvis jeg havde siddet alene, havde jeg begået selvmord. Når man er så svag og intet har at støtte sig til, hvorfor så ikke vælge den nemme løsning – at overgive sig,” siger Tejs. 

Tejs’ kone henvender sig til Hærens Konstabel- og Korporalforening for at få hjælp med sagen. Foreningen hjælper familien igennem forløbet, og for et par måneder siden går sagen videre til pensionsbehandling i kommunen. Det er nu 17 år siden, Tejs blev udsendt som soldat. 

”Økonomisk set vil en førtidspension ikke gøre mig fed. Men jeg ser det som en form for oprejsning, som gør, at jeg kan bidrage i forhold til min kone og vores to børn,” konkluderer Tejs, som i august blev far til tvillinger.

 

Social & sundhed


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57