Case #1: Nytårsaften er et helvede

Tom B. Larsen skulle forklare sig over for fire sagsbehandlere for at få sygedagpenge.

tema: veteraner

Af Benjamin Holst | [email protected]

”Lad os sige det sådan: Der er ingen af os på Irak Hold 9, der skal klage over, at vi er i live i dag,” siger Tom B. Larsen. ”Vi var meget heldige.”

Efter seks måneder i en af Iraks værste kampzoner, Basra, bliver Tom sammen med de øvrige danske tropper i juli 2007 trukket hjem til Danmark. Det er ikke første gang, Tom vender hjem fra en krig. Med to Balkan-missioner i bagagen er han allerede erfaren krigsveteran. Men det skal vise sige at være denne tur, der kommer til at påvirke ham mest. 

”At være et sted, hvor man får smidt granater i hovedet 24 timer i døgnet i seks måneder i træk, det bliver man temmelig træt af i længden,” fortæller han med underspillet alvor i stemmen. 

Taber 21 kg

Fire måneder efter sin hjemkomst begynder Tom at opleve de første symptomer: Korttidshukommelsen svigter, han glemmer hyppigt små dagligdags ting. Han bliver let stresset, er opfarende og kaster ofte op. 

”Jeg begynder at tabe mig voldsomt. Under forløbet falder min vægt med 21 kg,” fortæller han. På trods af de mange sygdomstegn forsøger Tom alligevel at komme på arbejde. Men der er ikke energi til det. Han kan ikke fokusere på opgaven.

I dagligdagen påvirker symptomerne forholdet til både venner og familie, der mærker, at noget ikke er helt, som det bør være. For mange mennesker og for meget støj kan Tom slet ikke håndtere:

”Nytårsaften er jo nærmest et helvede. Fyrværkeriet lyder som de raketter, der kom flyvende ind over lejren dernede,” siger han.

Et par måneder efter hjemkomsten tager Tom kontakt til sin læge. Han kan ikke længere kende sig selv.  Han bliver sygemeldt på fuld tid, går til psykolog og får konstateret PTSD. I det efterfølgende sagsforløb, som skal afgøre, om han kan få dagpengerefusion, skal Tom genfortælle sin traumatiserende oplevelse igen og igen. Hele fire sagsbehandlere får genfortalt historien i løbet af det første år.

”Der blev overhovedet ikke taget hensyn til, at jeg lider af PTSD. Jeg blev slet ikke hørt. Det virkede som om, de mest var interesseret i at få mig i revalidering, så jeg kunne komme ud og lavet noget helt andet. Jeg skulle jo ikke regne med, at min arbejdsgiver ville have mig tilbage, sagde de.  På trods af, at min arbejdsgiver (forsvaret, red.) havde givet klart udtryk for, at jeg ikke ville blive fyret eller lignende,” siger han.

Statens ansvar

I dag er Tom stadig ansat ved forsvaret, er fællestillidsmand og afdelingsformand for HKKF. Han har daglig kontakt til andre soldater, der døjer med psykiske og fysiske men.  Og hans egen oplevelse af det kommunale system er på ingen måde unik:

”Vi ser tilfælde, hvor der er helt op til 12 til 13 sagsbehandlere involveret i et sagsforløb. Det er noget af det værste, du kan gøre over for en mand med PTSD,” siger han. 

Tom mener dog ikke, det er kommunernes skyld, at så mange veteraner i dag må kæmpe med kassetænkning og manglende forståelse. Ansvaret ligger hos staten:

”Jeg synes ikke, man skal skabe et parallelsamfund, hvor visse grupper får særbehandling. Staten burde jo tage sig af vores sårede, ikke kommunerne. Det er staten, der har sendt os ud, og vi udfører jobbet for staten, så kommunerne bør få refusion for deres udgifter. ”

I øjeblikket arbejder Tom tre dage om ugen. Han har det bedre og satser på snart at komme op på fire dage. Men, som han siger: 

”Der er nogle ting, jeg kommer til at leve med resten af livet.”

 

Social & sundhed

Tilmeld dig nyhedsbrevet