Byråd træffer beslutninger i enighed trods dårlige relationer
Byråd træffer beslutninger i enighed trods dårlige relationer

Medlemmerne af landets byråd søger konsensus, og de fleste væsentlige beslutninger bliver taget enstemmigt. Sådan fremgår det af Kommunalpolitisk barometer 2021, som Vive netop er kommet med. Undersøgelsen er foretaget blandt landets byrådsmedlemmer, og 61,5 pct. svarer, at de er helt eller delvist enige i den høje grad af konsensus, når store beslutninger skal træffes.
Byrådsmedlemmerne stræber efter brede aftaler, konsensus og kompromiser, hvilket bekræfter billedet af de konsensussøgende byråd, tidligere undersøgelser har vist. Men på trods af viljen til samarbejde og kompromis, fungerer samtalen ikke lige godt alle steder.
Knap 37 pct. oplever, at der er partier, de ikke kan have en meningsfuld dialog med, og 36 pct. er helt eller delvist enige i, at der er partier, der gør mere skade end gavn for de demokratiske beslutningsprocesser. For enkeltpersoner i byrådet er opfattelsen at finde blandt henholdsvis 52,7 pct. og 50,5 pct.
Tallene kom bag på Rasmus Tue Pedersen, der er seniorforsker ved Vive og en af forskerne bag undersøgelsen. Han fortæller, at resultaterne kan virke modstridende. Der ligger ikke en konkret forklaring, men han har et par bud.
- Det kan være udtryk for, at man ikke kan have en dialog, fordi man står for langt fra hinanden politisk, hvilket jo er et demokratisk grundvilkår. Men det kan også være udtryk for, at man bare ikke fungerer på det personlige plan, siger Rasmus Tue Pedersen.
Kommunalpolitisk barometer 2021
Vives undersøgelse, Kommunalpolitisk barometer 2021, er baseret på spørgeskemaet sendt ud til alle landets 2.446 byrådsmedlemmer. Knap 33 pct. har svaret, og 25 pct. har besvaret hele spørgeskemaet. Det er færre end undersøgelserne i 2017, 2013 og 2009. Der er en vis usikkerhed ved undersøgelsen, men Vive vurderer den til at være “tilnærmelsesvis repræsentativ”.
Ingen forfaldshistorie
Rasmus Tue Pedersen påpeger, at der er stor forskel på arbejdsmiljøet rundt i landet og i de forskellige byråd. Men en konsensuskultur i et byråd, hvor nogle mener, at andre er til skade for de demokratiske beslutningsprocesser, er ifølge Rasmus Tue Pedersen ikke modstridende. Politisk kan man sagtens lave brede aftaler, selvom der er enkelte, man ikke bryder sig om.
Dårlige personlige forhold kommer også til udtryk i byrådssalen, hvor tonen kan opleves som ubehagelig. Næsten 30 pct. erklærer sig enige i, at debatterne er præget af upassende personangreb. Det er en stigning siden undersøgelsen fra 2009. Men ifølge Rasmus Tue Pedersen er der ikke noget, der peger på, at miljøet i byrådene er blevet hårdere, da der generelt ikke har været den store udvikling i tallene.
- Det er ikke en forfaldshistorie, vi taler om. Generelt har vi konsensusdemokrati i kommunerne, men der kan selvfølgelig også være ubehagelige oplevelser eller personer, man ikke kan med. Det peger jo lidt i to forskellige retninger, men nogle gange kan man bare ikke med hinanden, siger Rasmus Tue Pedersen.
Genopstiller alligevel
Det Kommunalpolitiske barometer 2021 kommer også ind på andre temaer. Undersøgelsen viser, at kommunalpolitikere i gennemsnit bruger 18 timer om ugen på byrådsarbejdet, hvilket er en time mindre end i 2017. Samtidig svarer færre, at mængden af arbejde helt sikkert eller til en vis grad går ud over deres privatliv. Det gælder for knap 50 pct.
Det er ikke en forfaldshistorie, vi taler om. Generelt har vi konsensusdemokrati i kommunerne, men der kan selvfølgelig også være ubehagelige oplevelser eller personer, man ikke kan med. Det peger jo lidt i to forskellige retninger, men nogle gange kan man bare ikke med hinanden.
Trods de negative sider, ønsker de fleste byrådsmedlemmer stadig at genopstille ved det kommende valg. Det gør sig gældende for 83,6 pct., og kun 12,5 har besluttet at sige farvel til byrådet. Samme billede som ved de seneste undersøgelser.
I besvarelserne har byrådsmedlemmerne skulle vurdere fra 0-10, hvorvidt de oplever, at de har fået gennemført deres mærkesager. Det gennemsnitlige svar er syv, og ifølge Rasmus Tue Pedersen kan det være en af grundene til, at så mange genopstiller.
- Det er positivt, at så mange oplever at kunne gøre en forskel som medlem af kommunalbestyrelsen. For når man som politiker i så høj grad føler, at man kan komme igennem med sine mærkesager, kan det medvirke til, at man har lyst til at fortsætte i politik, siger han.
Lysten til at tage en ekstra valgperiode er der, selvom 34,5 pct. er helt eller delvist enige i, at de behandler for mange enkeltsager og taler for lidt om de overordnede målsætninger, og 41,8 pct. oplever, at der på de fleste møder allerede er fastlagt en afgørelse af lovgivningen og cirkulærer, når der skal træffes beslutninger.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.



























