Dem, der har, skal mere gives ...

Fattigdom og etnicitet er i dag stemplende og ensbetydende med fratagelse af borgerrettigheder på flere og flere områder. Er det sådanne værdier, flertallet i befolkningen ønsker sig at samfundet skal hvile på? Er solidaritet og fællesskab kun noget, der udøves i forhold til ens nærmeste?

Alt i mens antallet af familier, der udsættes af deres bolig på grund af fattigdom, stiger og stiger – antallet mere end fordoblet på syv år – fortsætter VKO med at begrænse samme fattiges muligheder for at få et sted at bo.

Begrænsningerne er diskriminerende, og al anstændighed byder at trække dem tilbage.

Pr. 1. januar trådte – vedtaget af VKO – nye lovregler i den almene bolig- og lejelov i kraft. Reglerne betyder, at kommunerne, der har pligt til at anvise boliger til hjemløse, ikke må henvise udvalgte borgere til boligområder, som står opført på enten det ene eller det 

andet ministeriums liste.

Direkte diskrimination

Uanset hvad borgeren selv måtte ønske, og uanset at borgeren er medlem af den pågældende boligorganisation. Det gælder borgere, der indenfor de seneste seks måneder er løsladt fra fængselsophold, udskrevet fra en anbringelse, opsagte fra lejemål på grund af brud på husordenen og endelig, uden tidsbegrænsning (læs: Indtil vi får VKO vippet af førersædet) borgere med indfødsret uden for EU. Den direkte diskrimination er da til at få øje på.

Hvordan er det kommet så vidt, at befolkningen stiltiende ser til, tilslutter sig denne negative forskelsbehandling, som ikke lader noget tilbage for lignende tiltag i Tyskland for ikke så mange år siden?

Fortrinsret til de privilegerede

Reglerne betyder også, at retten til en bolig som medlem af en boligorganisation ikke er den samme, hvis den lejlighedssøgende er fattig, syg og arbejdsløs, som hvis denne er i arbejde.

Indtil nu har boligorganisationerne – mod Enhedslistens vilje – kunnet afvise mennesker, der modtager kontanthjælp, starthjælp og introduktionsydelse til i en lejlighed i udsatte boligområder.

Organisationerne kan nu tilmed – ligeledes mod Enhedslistens vilje – afvise førtidspensionister og dagpengemodtagere. Desuden kan kommune og boligorganisationer beslutte, i enhver boligafdeling, at ophæve retten til tildeling af en almen bolig ud fra medlemskab, og i stedet tildele efter ’særlige kriterier’ og efter annoncering.

Hvor må de fattige bo?

De særlige kriterier vil oftest være, at arbejdende og studerende har førsteret til en lejlighed i kraft af deres erhverv og ikke i kraft af deres medlemskab af foreningen. Er de særlige kriterier indført i mere end 50 procent af boligafdelingerne i kommunen, skal udlejningen af samtlige almene boliger i kommunen overgå til kommunal udlejning efter særlige kriterier. Det vil i Aarhus sige ca. 36.000 almene familieboliger.

Hvad blev der af foreningstanken, demokratiet og de sunde almene arbejderboliger til en husleje, der er til at betale – også for arbejdsløse, hvis det er de privilegerede, der skal tildeles dem af kommunen?

Hvor må de fattige, syge, arbejdsløse og mennesker med anden etnicitet end dansk egentlig bo, hvis det står til VKO?