Man hører tit og ofte mig og Liberal Alliance beklage os over opgaver, som vi ikke mener er at betragte som velfærdsopgaver. Der har været kommunale eksempler som for eksempel bycykler, Stella Polaris og skøjteundervisning. Det er tilbud, der hører til i det private – og for folks egen regning. Men når emnet falder på udsatte børn og unge, mener vi i den grad, at der er tale om en velfærdsopgave – og at staten har et ansvar.

De fleste danskere er stolte af vores velfærdssamfund som grundtanken bag et solidarisk og moderne samfund. Det er jeg som liberal også. Jeg er tilhænger af at have et samfund med et sikkerhedsnet så finmasket, at ingen borgere falder igennem. Et samfund, hvor staten kan stille rammerne for en god fremtid til rådighed for børn i de ulykkelige tilfælde, hvor forældrene ikke magter opgaven, eller i de tilfælde, hvor børn på anden måde befinder sig i en udsat position, som gør, at de har brug for ekstra hjælp. Udsatte børn er i den grad en kerneopgave for velfærdssamfundet.

Hvis vi ikke har en solid og fasttømret socialpolitik på børneområdet, som kan gribe ethvert barn, der måtte falde, mener jeg ganske enkelt ikke, at vi kan tillade os at kalde vores samfund for et velfærdssamfund.

De seneste år er der sket meget på børneområdet - en række tiltag, som har forbedret forholdene for udsatte børn. Det er jeg glad for, og vi er på vej i den helt rigtige retning. Men der er stadig lang vej endnu.  Vi mangler især fokus på den forebyggende indsats – altså fokus på, hvordan vi sikrer, at færre børn ender i en udsat position.

I Liberal Alliance mener vi, at vi bør arbejde mere systematisk med forebyggelse. For naturligvis er det fint, at vi har et solidt og velfungerende beredskab, når vi står med et udsat barn, men det allerbedste ville være, hvis vi kunne reducere antallet af udsatte børn. For desværre er skaden ofte stor, når først pædagogen bemærker  mistrivsel hos et barn – ikke fordi pædagogen ikke er opmærksom, men fordi børn er hamrende dygtige til at lukke af.

Det er vigtigt, at vi kan tilbyde en sammenhængende indsats overfor alle børn og unge, der har brug for det, men det er endnu vigtigere at arbejde for, at færre har brug for denne indsats.

Flere kommuner er begyndt at investere tidligt i de mere tunge familier. Det viser undersøgelser er en rigtig god idé både økonomisk og menneskeligt. Jeg håber derfor, vi over de næste år vil se endnu flere kommuner gå denne vej – og er glad for, at vi gennem satspuljemidler afsætter midler til at få denne måde at arbejde på udbredt mere. Men vi skal et spadestik dybere, og det vil jeg arbejde for vi kommer.