Kommunen.dk
MENU

Bedragerisigtet er studentermedhjælper

En studentermedhjælper blev i sidste uge sigtet for at have begået underslæb og bedrageri mod Københavns Kommune for små 800.000 kroner.

Bedragerisigtet er studentermedhjælper

En studentermedhjælper blev i sidste uge sigtet for at have begået underslæb og bedrageri mod Københavns Kommune for små 800.000 kroner.

En studentermedhjælper har angiveligt franarret Københavns Kommune små 800.000 kroner. Den 24-årige mand, der tidligere er omtalt som embedsmand, har klaret forefaldende opgaver i beskæftigelses- og integrationsforvaltningen, hvor han har tjent cirka 10.000 kroner om måneden, afslører en aktindsigt.

I sidste uge blev han afhørt af politiet, der nu har sigtet ham for underslæb for 35.000 kroner og bedrageri for 733.000 kroner. Underslæbet handler om taxature til og fra arbejde. Bedrageriet handler om, at der er købt annoncer, T-shirts, nøgleringe og brugt et mindre beløb på eget forbrug.

Politiets jurister vurderer nu, om der skal rejses tiltale.

”Det er en meget speciel sag. Vores jurister i første omgang - og måske senere hen retten - skal tage stilling til, hvilke rettigheder og bemyndigelser han har haft til de her ting, og om det er købt til eget firma, eller om han har købt det til kommunen,” fortæller Bent Sørensen fra Københavns Politi.

Han fortæller, at det ”formentlig er en slags aktivitetsfirma,” den sigtede har haft.

”Grotesk”

Direktør i beskæftigelses- og integrationsforvaltningen Thomas Thellersen Børner hilser sigtelsen velkommen, men vil ikke gå ind i detaljer:

”Jeg kan kun konstatere, at han har snydt og bedraget os på en måde, som vi er overbeviste om er meget ulovlig,” siger han.

I Borgerrepræsentationen er der kritik af, at en studentermedhjælper kan svindle for så mange penge. 

Carl Christian Ebbesen fra DF sidder i beskæftigelses- og integrationsudvalget:

”Det er grotesk og kritisabelt, at en studentermedhjælper kan foretage svindel for så store beløb. Det positive er, at han blev fanget. Jeg vil nu kigge på om det er hensigtsmæssigt, at en studentermedhjælper har adgang til så store beløb, og om kontrolsystemerne fungerer hurtigt nok,” siger Carl Christian Ebbesen.

Klaus Mygind fra SF sidder både i beskæftigelses- og integrationsudvalget og i revisionsudvalget, der begge har fået en orientering om sagen:

”Selvom den sigtede har været meget smart, så er der procedurer med hvem, der kan godkende hvad, som ikke er blevet overholdt. Det forventer jeg, der bliver rettet op på,” siger Klaus Mygind.

Ingen autorisation

Thomas Thellersen Børner understreger, at den sigtede ikke har været autoriseret til at bruge den slags penge:

”Han har været tilpas udspekuleret til, at det alligevel er lykkedes ham at gennemføre transaktioner, så han kunne trække så mange penge ud. Vi gennemgår kontrolsystemet, men der er en balance mellem kontrol og effektivitet. Skulle jeg godkende alle udbetalinger, ville det forsinke mange processor. Desuden opdagede vi ham ret hurtigt.”  

Der er vel ledere under dig i hierarkiet, som kan tage stilling til udbetalinger?

”Selvfølgelig, men han har været så udspekuleret, at han er kommet forbi kontrolsystemerne i første omgang. Det er aldrig sket for os før, og vi er nødt til at have et vist indbygget element af tillid i systemerne, selvom det giver risiko for udnyttelse,” siger Thomas Thellersen Børner.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR