Baykal: Flertal arbejder aktivt for at fremme privatbilismen

Det er det samme flertal, som bakker op om en havnetunnel, siger Københavns teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal (SF)

grøn omstilling

Af Thea Storm Pedersen | [email protected]

Hver gang man bygger nye store veje til biler, får det flere til at køre i bil – og det går stik i mod Københavns Kommunes målsætning om mindre støj og luftforurening og en reduceret CO2-udledning. Det er budskabet fra teknik- og miljøborgmesteren i København. Når færre skal køre i bil giver det derfor ingen mening at investere i et så stort og omkostningstungt projekt som en ny havnetunnel. 

- I en by som København har vi begrænset plads. Derfor vil det have store konsekvenser, hvis vi forsøger at løse trængselsproblemerne med flere og større veje. En havnetunnel vil kræve, at vi ofrer naturskønne områder som Kløvermarken og Amager Fælled. Det kan jeg ikke acceptere, siger Ayfer Baykal i et skriftligt svar til dk-teknik.

Kort tid efter hun tiltrådte som teknik- og miljøborgmester indgik et flertal - uden om SF og Enhedslisten - et forlig om flere parkeringspladser i byen.

Forliget indebærer, at det i en række bydele i København ikke er muligt at nedlægge p-pladser uden at oprette nye p-pladser i samme område.

- Det er helt nyt, at man i København har et flertal, der arbejder aktivt for at fremme privatbilismen. Det er samme flertal, der bakker op om en havnetunnel, siger Ayfer Baykal til dk-teknik.

Ikke nok plads
Sammen med organisationer som Danmarks Naturfredningsforening, Noah, Det Økologiske Råd, Rådet for Bæredygtig Trafik og andre har Ayfer Baykal været med til at oprette Facebookgruppen ’Nej til flere biler i København’ med det udtrykkelige formål at bekæmpe en motorring gennem Indre Amager og Islands Brygge.
En af de mest varme fortalere for løsningen med en havnetunnel er Københavns overborgmester Frank Jensen (S). I en skriftlig kommentar til Politiken har han sagt, at han hellere så Ayfer Baykal ”koncentrere sig om at bidrage med samlede og holdbare bud på, hvordan vi mindsker trængslen i København til glæde for københavnerne”.
Men Ayfer Baykal mener ikke, at en havnetunnel er den rigtige løsning på trængselsproblemerne i byen.

- Det er ikke korrekt, når tilhængerne af en havnetunnel hævder, at der vil komme færre biler i det centrale København. I dag kører der 25.000 biler på Torvegade i det centrale København. Hvis vi bygger en havnetunnel vil der køre næsten 35.000 biler dagligt. Det er der simpelthen ikke plads til, afslutter Ayfer Baykal.

Andet

Tilmeld dig nyhedsbrevet