En rygpatient, der får en operation i stedet for rygøvelser, fordi det gavner sygehusets økonomi. En gymnasieelev, der har valgt forkert ungdomsuddannelse, men fastholdes i gymnasiet, fordi det gavner gymnasiets økonomi.  En fleksjobber, der får lavere ugentligt timetal, end hun kan klare, fordi det gavner kommunens økonomi.

Fænomenerne kan betragtes som udtryk for traditionel kassetænkning – men det er ikke hele sandheden. Der er ikke alene tale om, at en politiker eller embedsmand med overblik over økonomiske hovedveje og vildveje skubber på for en bestemt løsning og skubber andre i baggrunden. Der er tale om, at styringssystemet ansporer til den uhensigtsmæssige adfærd. Økonomerne kalder det perverse incitamenter.

Fremmedordbogen forklarer glosen ’pervers’ som bagvendt og forkert – og incitament som tilskyndelse, drivfjeder, ansporing, pirring. Og dér er vi fremme ved denne klummes pointe: At pege på, når velment pirring – som regel cool cash - til god adfærd bliver direkte bagvendt.

Mere aktivitet, flere penge

En ansat i Hoved-NeuroCentret i Region Midtjylland, der er med i et aktuelt projekt ’Ny styring i et patientperspektiv’, har sagt:

- Det er rigtig spændende for os ikke at skulle tænke i aktivitetsværdi, men i, hvad der er bedst for patienten.

Citatet bør hænge i orange neon over afdelingens indgangsdør – og bør få alle til at stoppe helt op. For hvad er det lige, hun siger? Ja, hun giver vel sådan set blot udtryk for den logik, der styrer finansieringen af sygehusene: Jo mere aktivitet, jo flere penge. Jo flere patientkontakter, jo bedre budget næste år, for styringens sigte er at speede tempoet op og få ventelisterne ned.

Så et tryksår erhvervet på hospitalet fører til en genindlæggelse, og det er i sig selv ikke så skørt. En anden patient kaldes til to forskellige kontroller i løbet af en uge – det går nok. Der er i hvert fald ingen tilskyndelse på banen – men en ret bagvendt pirring: Sid på hænderne, lad blot patienten indlægge igen eller komme igen – det hjælper alt sammen.

 Hvem skulle have troet, at vi var nået dertil, at en ansat på et neurocenter kalder det ’rigtig spændende’ at ’få lov til’ – ja, det er hun citeret for – ikke at tænke i aktivitetsværdi – men i, hvad ’der er bedst for patienten’. Men det er vi.

Taxametersystem skader

Eksemplet fra de hvidkitledes verden er ikke enestående. Tænk blot på Ceveas undersøgelse, hvor 75 procent af  de adspurgte gymnasielærere mente, at nogle elever blev fastholdt i gymnasiet, selvom de burde have valgt en anden ungdomsuddannelse. Taxametersystemet, der skal få andelen af en årgang, der får en ungdomsuddannelse, op, op, op - får lærere og ledere til at indrømme, at ’det vil være løgn at sige, vi ikke tænker på økonomien, når vi møder en frafaldstruet elev’.

I årenes løb er der skudt på DJØF’icering af den offentlige sektor, på Excel-arkenes forbandelse, på New Public Managements svøbe. Og med rette. Med det behjertede – og ’nytænkende’ midtjyske sundhedsprojekt skal der altså fortrinsvis tænkes på patienterne.  Nuvel.  Det er svært ikke at komme til at tænke på von Triers ’Riget’ og fællessangen under ledelse af den gemytlige overlæge Moesgaard. Var det operation Morgenluft?

Men lad endelig virkeligheden overtrumfe fiktionen, så herfra et forslag om nye incitaments-kampagner til jobcentrene: ’Ny styring i et perspektiv for den arbejdsløse’ og til gymnasierne: ’Ny styring i et perspektiv for eleven’. Og det er ikke engang sjovt.